Jesus og synagogerne. En anakronisme?

Hvad skal man med en synagoge, når man har et tempel?
Tempel

Meget af handlingen i Det Nye Testamente foregår i synagogerne. Jesus, disciplene og Paulus bruger meget tid på at diskutere med de onde jøder i deres synagoger-

Men hvorfor skulle der overhovedet være synagoger på Jesus' tid? Offerkulten var centraliseret omkring templet i Jerusalem, og alle jøder skulle valfarte til templet tre gange om året til de tre valfartfester (2 Mosebog 23,14-17): De usyrede brøds fest (påske), kornhøstfesten (pinse) og frugthøstfesten (forsoningsdagen).

2 Mosebog 23,14: Tre gange om året skal du fejre fest for mig.
2 Mosebog 23,15: Du skal holde de usyrede brøds fest. Syv dage skal du spise usyrede brød ved festen i måneden abib, sådan som jeg har befalet dig, for i den måned drog du ud af Egypten. Tomhændet må ingen se mit ansigt.
2 Mosebog 23,16: Endvidere skal du holde kornhøstfesten med den første afgrøde af det, du sår på marken, og frugthøstfesten ved årets udgang, når du bringer afgrøden fra marken i hus.
2 Mosebog 23,17: Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Gud Herrens ansigt.

Behovet for en decentralisering af gudsdyrkelsen opstod først, efter at romerne rev templet ned år 70. Derfor virker det store antal synagoger på Jesus' tid som en anakronisme.

Sådan argumenter f.eks. Earl Doherty:

It is generally agreed, for example, that there is no evidence for synagogues (in which Jesus is regularly said to preach) in Galilee forty years prior to the Jewish War, nor much of a Pharisee presence there (as noted earlier). Both are the mark of the post-70 dispersion following the fall of Jerusalem and the destruction of the Temple.
(Earl Doherty, Jesus: Neither God Nor Man, 2009, side 413.)

Hvis ikke der har været synagoger, må de historier, der foregår i synagogerne, være frit opfundet, længe efter at templet blev revet ned år 70 e.v.t. I så fald kan vi afvise store dele af evangelierne og Apostelenes Gerninger som fri fantasi opdigtet i en senere tid.

Men så enkelt er det ikke. Vi er nødt til at svare på, hvornår en synagoge er et bedehus, og hvornår et bedehus er en synagoge.

Synagoger i Det Gamle Testamente

2 Mosebog 12,3: "Sig til hele Israels menighed […]".
Moses

Ordet "synagoge" er græsk, og betyder (for)samling. Ordet kommer af "syn" ("med" / "sammen") og "agô" ("bringe" / "føre").

Hvis man kigger efter ordet "synagoge" i den græske teksttradition, Septuaginta, er der flere hundrede forekomster. (brug konkordansen: synagoge, scroll ned og klik på "Septuaginta").

Umiddelbart ser det alså ud til, at Doherty tager fejl, men når man går disse "forsamlinger" nærmere efter i sømmene, viser det sig, at de ikke har noget med bedehuse at gøre. Den første "synagoge" møder vi allerede ved Jordens skabelse, 1 Mosebog 1,9, hvor Herren samlede vandet under himlen. Andre "synagoger" er i virkeligheden menneskemængder, der er forsamlet, f.eks. i forbindelse med krig, Sommetider kan det være svært at se "synagogen": »når du bringer afgrøden fra marken i hus« (2 Mosebog 23,16). Her hjælper det, at kigge på ældre og mere bogstavelige oversættelser: »naar du har samlet dit Arbejdes Frugt af Marken« (2 Mosebog 23,16).

2 Mosebog 23,16: Endvidere skal du holde kornhøstfesten med den første afgrøde af det, du sår på marken, og frugthøstfesten ved årets udgang, når du bringer afgrøden fra marken i hus.
2 Mosebog 23,16: og den Højtid naar du høster dit Arbejdes Førstegrøde af det, som du har saaet paa Marken; og Indsamlingens Højtid naar Aaret gaar ud, naar du har samlet dit Arbejdes Frugt af Marken.
(Dansk oversættelse fra 1919)

Vi finder første gang ordet "synagoge" i den religiøse betydning i 2 Mosebog 12,3: »Sig til hele Israels menighed […]«, og dér har vi det store problem: En synagoge er en samling af mennesker, en menighed, ikke et grundmuret bedehus. Hvordan kunne det være anderledes, når Mosebøgerne er skrevet, mens jøderne vandrede rundt i ørkenen?

Hvis vi glemmer den græske tekst, og i stedet kigger på Det Gamle Testamente, som det ser ud her i Danmark, er der kun ét sted, hvor der tales om noget, der kunne minde om bedehuse (udover templet):

Salmernes Bog 74,8: They said in their hearts, Let us destroy them together: they have burned up all the synagogues of God in the land.
(King James Bibel fra 1611)

Salmernes Bog 74,8 De tænkte: "Vi underkuer dem alle." De brændte alle Guds åbenbaringssteder i landet.

Jerusalems fald år 70
Josephus, 1492

Betydningen af disse "åbenbaringssteder" i dette vers er dog ikke særligt klar.

The interpretation of this verse is specially important in its bearing on the date of the Psalm. It would be a strong argument for the late date if it really contained an allusion to synagogues. Though the origin of these buildings for purposes of worship and instruction is hidden in obscurity, it can hardly have been earlier than the post-exilic period. (See Schürer, Hist. of the Jewish People, Div. ii. § 27, E.T. ii. ii. 54.) But it is doubtful whether there is any such allusion. The word translated synagogues is the same as that used in Psa_74:4, meaning either place or time of meeting. In the plural it always has the latter meaning. Now if the Psalm were Maccabaean and the passage referred to synagogues, it might be expected that the LXX translators, working no long time afterwards, would have so understood it. But they do not; and apparently they had a different text before them, for they render: Come, let us cause the feasts of the Lord to cease out of the land. Similarly the Syriac. These versions then understand the words to refer to the festivals or solemn assemblies. Now the cessation of the festivals is one of the points mentioned in the Lamentations (Psa_1:4; Psa_2:6) as a special calamity; and in Hos_2:11. the Heb. word presumed by the LXX here is used in the prediction of the cessation of religious festivals in the Captivity. This reading and interpretation suit the context. The stated festivals were among the 'signs,' the symbols of God's presence and favour, of which Psa_74:9 speaks.
(Cambridge Bible for Schools and Colleges, Alexander Francis Kirkpatrick, 1895)

Det hebraiske ord, "mô'âdâh" kan både betyde "mødested" og "mødetid". The Cambridge Bible for Schools and Colleges fortæller, at når ordet står i flertal, har det altid den sidstnævnte betydning (højtider).

Både Septuaginta og den syriske teksttradition(1) har valgt denne betydning, altså "højtider". Septuaginta skriver netop ikke "synagoge", men "heorte", der betyder fest eller helligdag.

Verset handler altså ikke om synagoger, men om at Guds helligdage ikke længere bliver fejret.

Synagoger i Det Nye Testamente

Paulus i synagogen i Thessalonika.
Paulus i Thessalonika

Indtil nu har Doherty altså en pointe: Der er ikke mange "synagoger" i Det Gamle Testamente. Men det samme gælder faktisk også for Det Nye Testamente.

For at tage et eksempel: »Paulus nåede til Thessalonika, hvor jøderne havde en synagoge« (Apostlenes Gerninger 17,1-2), men hverken teksten eller Gustave Doré's kobberstik til højre fortæller os, om denne "synagoge" var en forsamling af mennesker eller en bygning.

Apostlenes Gerninger 17,1: De rejste gennem Amfipolis og Apollonia og nåede til Thessalonika, hvor jøderne havde en synagoge.
Apostlenes Gerninger 17,2: Efter sædvane gik Paulus hen til dem, og tre sabbatter i træk førte han samtaler med dem ud fra Skrifterne.

Jesus selv gik konstant ind og ud af synagogerne, uden at læseren får at vide, om han gik ind i en menneskeflok eller en bygning. Selv når han profeterer om de kristnes fremtidige lidelser: »I vil blive pisket i synagogerne« og »[man vil] udlevere jer til synagogerne og kaste jer i fængsel«, er det ikke klippefast entydigt.

Alt i alt er der kun to steder i evangelierne og i fortsættelsen, Apostelenes Gerninger, hvor en "synagoge" utvetydigt handler om en bygning:

Lukas 7,4 De kom så til Jesus og bad ham indtrængende: "Han fortjener, at du gør dette for ham,
Lukas 7,5 for han elsker vort folk, og han har selv ladet synagogen bygge til os."

Apostlenes Gerninger 18,7 Så forlod han synagogen og gik ind til Titius Justus, en gudfrygtig mand, hvis hus stødte op til synagogen.

Hvis vi kigger på de næste 21 bøger i Bibelen — nemlig epistlerne — optræder ordet "synagoge" kun 1 gang:

Jakob 2,2 For hvis der kommer en mand ind i jeres forsamling iført en fornem dragt og med guldring på fingeren, og der så også kommer en fattig mand ind i snavset tøj,

"Synagoge" bliver oversat til "forsamling", og det skyldes naturligvis, at der i dette tilfælde er tale om en kristen "synagoge". Derfor vælger samtlige oversættere af Bibelen at skrive "forsamling".

Den sidste bog i Bibelen, Johannes Åbenbaring, slutter med at svovle over to konkurrerende menigheder, der med kristen tolerance kaldes »Satans synagoge« (Åbenbaringen 2,9; 3,9). Det fremgår dog ikke, om der er mere mursten og mørtel i Satans synagoger end i Guds.

Åbenbaringen 2,9: Jeg kender din trængsel og din fattigdom - men rig er du! - og jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det, men er Satans synagoge.
Åbenbaringen 3,9: Men jeg vil give dig nogle af dem fra Satans synagoge, som påstår at være jøder og ikke er det, men lyver; jeg vil få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder og indse, at jeg elsker dig.

Arkæologiske fund

Theodotos' inskription.
Theodotos

Der skulle være fundet rester af synagoger i Gamla, Masada og Herodium

Ingen af disse har dog nogle inskriptioner, og de er ikke synagoger i den normale betydning, eftersom de ikke har noget podium (Bema) til oplæsning af Tanach, og de ikke er vendt mod Jerusalem. På den anden side er de heller ikke private boliger.

Man kunne indvende, at de kunne have tjent andre formål som f.eks. retssale eller byråd, men jødedommen var en totalreligion, ligesom Islam er i dag, og man kan ikke adskille det religiøse fra det lovgivende og det dømmende. Hvis en bygning har tjent til store, offentlige møder, må vi acceptere, at det er en synagoge.

En meget interessant kilde er Theodotos' inskription (billedet til højre), der blev fundet i Davidsbyen i 1913. Den er underskrevet af Theodotos, der var præst og "archisynagogos", søn af Vettenus, der også var "archisynagogos" og som var søn af endnu en "archisynagogos". Denne synagoge har altså eksisteret i mindst tre generationer.

Theodotos har bygget denne synagoge, som hans (for)fædre har grundlagt, til oplæsning af Loven (Mosebøgerne), belæring om buddene, og med gæsteværelser, kamre og vand som et herberg for tilrejsende gæster.

Underligt nok er denne inskription, som er fra Judæas kerneområde, Davidsbyen, skrevet på græsk, og præstens eget navn, Theodotos, er også græsk, mens hans far, Vettenus, havde et latinsk navn.

Dateringen af inskriptionen er omstridt. Normalt kigger man på potteskår i de samme jordlag, men denne sten blev fundet i en cisterne, så der er ikke noget at sammenligne med. Derfor er man begrænset til en palæografisk analyse, dvs. en analyse af bogstavernes form. Ifølge John Kloppenborg (se eksternt link) stammer den fra før templet faldt år 70 e.v.t.

Skriftlige kilder

Historikeren Josephus
Josephus

Historikeren Josephus var selv af præsteslægt, og han nævner synagoger fire gange:

Jøderne i Caesarea ejede nemlig en synagoge, der lå lige ved siden af en grund, som tilhørte en græker der fra byen, og de havde ofte prøvet på at erhverve den ved at tilbyde en pris, der var flere gange højere end dens værdi. Ejeren afviste dog deres henvendelser, og for at chikanere jøderne lod han endda grunden bebygge, idet han opførte nogle værksteder, således at de kun havde en snæver og i enhver henseende ubekvem adgang til synagogen.
[…]

5. Næste dag var det sabbat. Da jøderne samledes i synagogen, opstillede en uromager fra Caesarea en omvendt krukke ved indgangen til synagogen og gav sig til at ofre nogle fugle på den.
("Den Jødiske Krig" - oversat af Erling Harsberg. Museum Tusculanums forlag 1997. Bog 2, kapitel 14, afsnit 4-5.)

Ovenstående beretning handler tydeligvis om en bygning, der ligger ved siden af en grund, som folk skal have adgang til, som jøderne samles i, og som har en indgang.

Et andet eksempel er i bind 7, hvor jøderne opbevarer messing i deres synagoger: »all the donations made of brass, to be stored in their synagogue« (Rasmussen skriver dog "og skænket dem til deres Synagoge").

Under krigen blev Josephus taget som krigsfange af romerne.
Josephus og Kejser Titus

Josephus skrev "Jødernes krig" ca. år 73 e.v.t, dvs. meget kort efter Jerusalems fald, og disse synagoger havde altså eksisteret, mens templet fungerede i bedste velgående.

Ca. 20 år senere skrev Josephus om Jødernes Oldtid. I bind 16 beskrev han et forbud fra Agrippas tid mod at stjæle fra synagogerne: »If anyone is caught stealing their holy books or their temple money, from the synagogue or school, […]«,

I bind 19 er der en historie fra dengang Claudius var kejser, om hvordan jøderne blev provokerede af, at der blev sat en status af kejseren op i deres synagoge: »in a boldly insolent deed of impiety, brought a statue of Caesar into a synagogue of the Jews and erected it there […] and have done the reverse, by preventing the Jews from having their synagogue, and placing Caesar's statue in it […] whose statue should rather be placed in his own temple than anywhere else, especially in the synagogue«.

Jerusalems ødelæggelse år 70
Jerusalem

Men hvad så med Galilæa? Earl Doherty pointerer jo, at der ikke var beretninger om synagoger i det fjerntliggende Galilæa, netop der hvor Jesus havde de fleste af sine møder med jøderne.

Josephus kendte udmærket Galilæa. Under krigen var han selv hærfører i kampen mod romerne (billedet til venstre). Han beskriver også et bedehus i Tiberias, den største by i Galilæa:

276 […] I also set several people along the road from Tarichea to Tiberias, to pass along any news they might learn from those that were back in the city.
277 Next day there was a meeting in the prayer-house, a large building that could hold a large number of people. Jonathan went in and though he dared not openly speak of a revolt, he said that their city needed a better governor than it then had.
[…]

280 When told of these matters, I decided to go in the morning to Tiberias. Next day, about the first hour of daylight, I came from Tarichea and found the people already gathered in the prayer-house;
(Josephus, Vita)

Det ord, Josephus bruger her, er ikke "synagoge", men "proseuchên". Ordet betyder normalt "bøn", men Josephus gør det klart, at der er tale om en bygning ("a large building that could hold a large number of people"), så derfor oversættes det til bønne-hus. Folkemængderne er "gathered in the prayer-house" ("sunagomenon êdê to plêthos eis tên proseuchên")

Uanset hvilket ord Josephus bruger, er der tale om en bygning ("a large building"), hvor jøderne mødtes for at bede. Det vil sige, at argumentet med, at der ikke var behov for synagoger, sålænge templet i Jerusalem stadig var aktivt, ikke holder.

Konklusion

Det er korrekt, at der ikke er synagoger i form af bedehuse i Det Gamle Testamente, men det er måske heller ikke så relevant, eftersom den nyeste af de 39 bøger, Daniels Bog, er skrevet år 164 f.v.t., og dermed 233 år før Jerusalems fald.

De arkæologiske vidnesbyrd er sparsomme og lidt tvetydige, men til gengæld levner Josephus ikke meget tvivl: Han var selv af præsteslægt, og han beretter om synagoger og bedehuse, der tydeligvis var bygninger.

Desuden er argumentet i alle tilfælde ikke særligt velegnet til at modbevise historiciteten af Det Nye Testamente, eftersom det kun er to steder, hvor der utvetydigt omtales bygninger.

Link og Ressourcer

Yderligere informationer


Fodnoter: (1)

Syrisk . . .: med syrisk (syriakisk) menes der den variant af aramæisk, der blev talt af den oprindelige befolkning før den islamiske erobring. Dette er altså ikke det samme, som det arabiske, der tales i dagens Syrien.