Sueton

Gaius Suetonius Tranquillus var en romersk historiker, der levede ca. 70 - ca. 130 e.v.t. Han er især kendt for værket om de 12 kejsere, hvor han beskriver kejserne fra Cæsar til Domitianus — bl.a. Augustus, Nero og Claudius.

Guds søn

Fra venstre: Augustus' far Apollo, Augustus' mor Atia og Apollo forklædt som slange. Den vingede Eros og Quirinus-Romulus kigger på.
Portland-vasen
Barnemordet i Betlehem Rom:

[…] få måneder før hans fødsel på offentligt sted i Rom indtrådte et jærtegn, der varslede, at tilværelsen var svanger med en konge over romerfolket. Senatet var blevet opskræmt og havde vedtaget, at ingen, der var født i det år, måtte opfostres; […]

Den ubesmittede undfangelse:

[…] så var hun selv faldet i søvn; en slange var pludselig krøbet ind til hende og kort efter gået ud igen; da hun vågnede, havde hun renset sig som efter et samleje med sin mand […] August blev født 10 måneder efter og af den grund anset for en søn af Apollo. Ligeledes drømte Atia, inden hun fødte ham, at hendes indvendige dele førtes op til stjernerne og bredtes ud så langt som jord og himmel rakte. Også hans fader Octavius drømte, at solen stod op af Atia's skød.

Augustus' Himmelfart:

[…] han blev båret på senatorers skuldre til Marsmarken og brændt dér. Det manglede ikke, at en forhenværende prætor edelig erklærede, at han efter branden havde set hans skikkelse stige op til himlen.

(Sueton, Romerske Kejsere. Side 125-133)

For lidt over 2.000 år siden blev Guds søn født på jorden. Hans verdensherredømme var forudsagt af ældgamle profetier, og hans moder og jordiske fader fik i drømme storslåede visioner om deres guddommelige søns himmelske storhed. Magthaverne, der læste naturens jærtegn, forsøgte at dræbe den nyfødte konge ved at beordre et massemord på alle drengebørn. Straks efter fødslen erklærede en vismand, at "der var født verden en herre".

Hans spæde barndom, ungdom og voksne liv var fyldt med mirakler, der er alt for talrige til, at vi kan liste dem alle her. Ikke blot blev han verdens hersker, som spået, men selv naturen lød hans bud. Efter hans død blev han set stige til himmels, og hans folk dyrkede ham som en gud generation efter generation.

Lyder ovenstående bekendt? Beskrivelsen er et hastigt sammendrag af de mange tegn og undere, der ledsagede Kejser Augustus' liv og levned ifølge historikeren Sueton. Sueton skrev sin historiebog ca. år 120, men kulten omkring Divus Augustus stoppede først, da kristendommen blev romerrigets nye officielle religion i år 391.

Der er ingen ende på varsler og mirakler i de gamle historiebøger. Folk var overtroiske dengang, og der var ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at Augustus var søn af Apollo. Når Sueton og andre historikere ikke nævner Jesus, er det ikke fordi, historierne om ham var mere usandsynlige end alle de andre mirakler, der fyldte samtidens litteratur. Der var bare ingen historikere, der nogensinde har hørt om Jesus.

Hånd af Harvey KurtzmanLæs meget mere om Kejser Augustus.

Nero

Guds lam med flag I afsnittet om Nero er der en ultrakort omtale af kristne mennesker:

Nero Claudius Caesar

XVI. Der blev under ham skredet ind med alvorlige straffe mod mange misbrug og ligeledes indført nye strenge bestemmelser. Der blev sat grænse for overdådighed; offentlige bespisninger blev reduceret til uddeling af mad; det blev forbudt at sælge andet kogt i spisehusene end grøntsager og kål, medens der tidligere var enhver art af spisevarer til fals; de kristne, en slags mennesker, der var befængt med en ny og skadelig overtro, blev ramt af hårde straffe; firspandskuskenes optøjer blev forbudt (de havde ifølge en gammel uskik ret til at løbe omkring og narre folk eller stjæle fra dem for løjer); pantomimespillernes tilhæng blev forvist tillige med dem selv; […]

(Sueton, Romerske Kejsere. Side 266)

Jesus med maskingevær . . . så med de sædvanlige forbehold for kristne falsknerier har vi her et vidne fra år 110, der fortæller, at omkring år 60 befandt der sig mennesker i Rom, der kaldte sig kristne, »befængt med en ny og skadelig overtro«, som Nero straffede. Men lad os lige erindre om, hvad der ikke står:

Claudius

I kapitlet om Kejser Claudius optræder der i forbifarten en "Chrestus".

Oldtidskundskab.
Dinosaurus med Bibel

Tiberius Claudius Drusu Caesar

XXV. […] oplæste en gammel skrivelse på græsk fra det romerske senat og folk, hvori de kun lovede kong Seleucus venskab og forbund på den betingelse, at han garanterede deres slægtninge ilienserne frihed for alle byrder. Jøderne, der på Chrestus's tilskyndelse idelig gjorde optøjer, forviste han fra Rom. Germanernes udsendinge tillod han at sidde i Orchestra på grund af deres naivitet og selvfølelse; de var nemlig blevet ført ind på de almindelige pladser, men da de så, at partherne og armenierne sad mellem senatorerne, var de på egen hånd gået over på samme plads, idet de erklærede, at de ikke stod tilbage for dem i tapperhed og rang. Druidernes græsselige og umenneskelige gudsdyrkelse hos gallerne, som August havde nøjedes med at udelukke romerske borgere fra, afskaffede han fuldstændig; […]

(Sueton, Romerske Kejsere. Side 244)

Sankt Dogbert Claudius blev først kejser år 41, så den "Chrestus", der gik rundt og »tilskyndede jøderne«, kan ikke have været Jesus af Nazaret. Sueton fortæller os derfor intet om den historiske Jesus.

Mange kristne vil påstå, at "Chrestus" er en stavefejl for "Christus", og at de jøder, der »på Chrestus's tilskyndelse idelig gjorde optøjer« i virkeligheden var kristne. Så kommer sætningen i det mindste til at handle om de tidlige kristne.

Åbenbart står der et eller andet sted i den Chrestne Bibel, at Chrestne har pligt til at gøre optøjer forklædt som jøder.

Men så er det jo pudsigt, at Sueton i afsnittet om Nero, som vi lige har set, godt kan finde ud af stave til "Christiani" (på latin), og at Sueton ikke har problemer med at skelne mellem disse "Christiani" og jøderne. Og ikke bare kan Sueton stave til "Christiani", men han kalder dem »en ny og skadelig overtro«. Med romerske briller var der meget stor forskel på "ny overtro" og på gamle religioner som f.eks. jødedommen, der havde krav på anerkendelse.

Og hvis de kristne alligevel insisterer på, at Sueton lige pludselig er blevet for dum til at kende forskel på jøder og kristne, på gammel religion og ny overtro, og på »Kristus« og »Chrestus«, så er det heldigt, at vi har et vidne mere. Den ufejlbarlige Bibel omtaler nemlig også Claudius' jødeforbud:

Apost. G. 18,1 Derpå forlod Paulus Athen og kom til Korinth.
Apost. G. 18,2 Dér mødte han en jøde, som hed Akvila, og som stammede fra Pontus. Sammen med sin hustru Priskilla var han for nylig kommet fra Italien på grund af Claudius' påbud om, at alle jøder skulle forlade Rom. De to sluttede Paulus sig til,
Apost. G. 18,3 og da de havde samme håndværk, blev han hos dem og arbejdede; de var nemlig teltmagere af fag.
Apost. G. 18,4 Og hver eneste sabbat førte Paulus samtaler i synagogen og søgte at overbevise både jøder og grækere.
Apost. G. 18,5 Da Silas og Timotheus kom oppe fra Makedonien, var Paulus fuldt optaget af forkyndelsen og vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus.
Apost. G. 18,6 Men de stillede sig afvisende og spottede. Da rystede Paulus støvet af sin kappe og sagde: "Jeres blod kommer over jeres eget hoved. Jeg er uden skyld. Fra nu af går jeg til hedningerne."

Kristus betyder "den salvede".
Profeten Samuel salver Kong Saul. Træsnit af Holbein.
Samuel salver Saul

Paulus møder "en jøde", der er ramt af Claudius' forbud. I Det Nye Testamente bruges ordet "jøde" konsekvent om de jøder, der ikke er kristne. I episoden foroven står der netop, at Paulus søgte at overbevise "jøderne" (18,4), og at han »vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus« (18,5). Desværre var jøderne så »afvisende og spottede« (18,6), at Paulus opgav at præke for dem. Det var lige præcis disse stivnakkede jøders skyld, at Paulus blev hedningeapostel: »Fra nu af går jeg til hedningerne«.

Vi har altså Bibelens ord for, at jøderne var nogle højst ukristelige jøder, og Bibelen bekræfter dermed, at Claudius' forbud intet havde at gøre med hverken Jesus eller de kristne.

Navnet "Chrestus" var almindeligt navn blandt slaver, hvorimod "Kristus" jo slet ikke noget navn, men en titel. Jesus advarede netop sine apostle mod de mange falske Kristus'er:

Mattæus 24,5 For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild.
[.. .. ..] [...]
Mattæus 24,11 Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild.
[.. .. ..] [...]
Mattæus 24,23 Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke;
Mattæus 24,24 for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.

Sankt Dogbert Åbenbart havde Jesus undervurderet de kristnes dumhed. Han skulle have indprentet dem at passe ekstra meget på de falske Kristus'er, der kaldte sig Chrestus, og som gik rundt i Rom forklædt som jøder og opfordrede jøderne til optøjer.

Konklusion: Sueton kan fortælle os meget om datidens overtro og ganske lidt om de første kristne, men intet om Jesus.

 
Guds hånd

Læs meget mere om, hvad Sueton havde at sige om den guddommelige Kejser Augustus.

Ressourcer

Yderligere Information