Den græske teksttradition, Septuaginta, regnes ikke for guddommeligt inspireret af kristne her i Vesten.
Alligevel har Septuaginta sat sit solide aftryk på Det Nye Testamente, Kristendommen og de danske Bibler. Det skyldes, at i de første 400 år var det dén tekst, den samlede kristne Kirke benyttede sig af.
Hvad der følger her er ikke en struktureret eller komplet gennemgang, men derimod referencer til små og store emner, der behandles andre steder på denne hjemmeside.
|
|
I Septuaginta lever de gamle patriarker typisk hundrede år længere, end de gør i den hebraiske teksttradition, og der er ovenikøbet en ekstra patriark ved navn Kenan.
Hvis man lægger disse aldre sammen for at beregne hele jordens alder, får man derfor et meget større resultat. I kristendommens start, de første 400 år, brugte Kirken Septuaginta, og derfor beregnede kirkefædrene jordens skabelse til mellem 5.336 og 5.592 år f.v.t..
De protestantiske lærde, der brugte den hebraiske teksttradition, kom derimod frem til et meget lavere tal, f.eks. beregnede den kendte Biskop Ussher jordens skabelse til 4.004 år f.v.t.. Dermed blev Jesus født præcis 4.000 år efter jordens skabelse.
Et andet problem for kronologien er spørgsmålet, om hvorvidt jøderne var 430 år i Egypten, eller om de 430 år skulle regnes fra Abrahams pagt til det Forjættede Land.
|
Gamle kristne Bibler som Codex Vaticanus, Codex Sinaiticus og Codex Alexandrinus indeholder en række bøger, som kun kendes på græsk.
For katolikker er bøger som 1 Makkabæer og Siraks Bog en del af Bibelen og kaldes "deuterokanoniske". Protestanter regner dem derimod som "gammeltestamentlige apokryfer". De blev ikke medtaget i den autoriserede oversættelse fra 1992, men blev oversat og udgivet separat i 1998.
Udover hele bøger, som f.eks. Tobits Bog og Visdommens Bog er nogle af de bøger, der er med i den hebraiske tekst, udvidede. Esters Bog har seks afsnit mere, og Daniels Bog har tre. Salmernes Bog har en salme mere, nummer 151.
Sommetider er det den hebraiske tekst, der er længere. F.eks. er der tilsyneladende flettet to historier sammen i 1 Samuel 16-17, hvilket resulterer i en masse selvmodsigelser, der ikke findes i Septuaginta. Se evt. Hvordan mødtes Saul og David? og Hvordan slog David Goliat ihjel?.
|
De hebraiske manuskripter er som bekendt skrevet uden vokaler.
I dag er der små prikker og streger og konsonanterne til at angive vokalerne (billedet til venstre), men de er tilføjet rent sent, tidligst år 500 e.v.t., og hvem siger, de er rigtige?
Denne mangel på vokaler gør, at ingen kender Guds navn, men her kan Septuaginta ikke hjælpe os. Septuaginta skriver nemlig altid "Kurios" (dvs. Herren). Da de første kristne oversatte Bibelen til latin, blev "Kurios" til "Domino", og når Biblerne blev oversat videre til europæiske sprog som f.eks. dansk, blev "Domino" til "Herren".
Andre gange kan det være svært at svare på, hvilke vokaler der var de rigtige.
|
Som vi så på den foregående side, bliver Septuaginta flittigt brugt af Bibeloversættere, hvis der er problemer med den hebraiske tekst.
Sommetider er den hebraiske tekst uklar eller måske endda åbenlyst forkert. Et af de mest kendte eksempler er historien om Kain og Abel:
1 Mosebog 4,8 Senere sagde Kain til sin broder Abel: ["Lad os gå over på marken."] Og det var mens de var på marken at Kain overfaldt sin broder Abel og dræbte ham.
(Jehovas Vidner / Ny Verden)
"Kain sagde til sin broder", men hvad sagde han? Ordene, der er markeret med rødt foroven, mangler i den hebraiske tekst. Jehovas Vidner skriver i kommentaren til deres oversættelse: »SamLXXItSy tilføjer de indklammede ord; […]«. Med andre ord er Kains replik med i de Samaritanske Mosebøger, i Septuaginta (LXX), de gammellatinske oversættelser og i de syriske oversættelser, men ikke i den hebraiske.
Selvom eksemplet ikke er ophidsende, er det tydeligt, at der er en decideret defekt i den hebraiske tekst her. Andre gange siger den hebraiske tekst måske bare ikke det, som den kristne oversætter synes, den "skulle" sige.
|
Den helt afgørende indflydelse på danske Bibler sker, når forfatterne af Det Nye Testamente citerer fra Det Gamle Testament.
Det vser sig, at næsten hver gang Jesus, apostlene eller Paulus citerer fra Det Gamle Testamente, så er Helligånden bedre til at forstå græsk end hebraisk.
Ofte er det afgørende passager. Jesus blev født af en jomfru, som der står i den græske tekst, selvom den hebraiske tekst bare siger "ung kvinde". Senere rider Jesus på to æsler, fordi det står i Septuaginta. Sommetider citerer Jesus den græske Bibel over for de jødiske skriftkloge, uden at nogen af dem er klar over, at der står det modsatte i den hebraiske Bibel:
Paulus' teologi står og falder med særheder i den græske tekst, når han påpeger, at Abraham var blevet regnet retfærdig på grund af sin stærke tro, eller når han argumenterer for, at de kristne, og ikke jøderne, er af Abrahams sæd, fordi "sæd" står i ental i den græske tekst.
Slut på denne lille sektion om Septuaginta.
