Septuaginta

"Du skal være jomfru, for det står i Septuaginta."
Marias bebudelse

En gang var kirken lykkelig. Hele Bibelen - Det Gamle Testamente, apokryferne og Det Nye Testamente var skrevet på ét og samme sprog, græsk. Når Jesus eller apostlene citerede fra Det Gamle Testamente, kunne man slå efter og se, at citatet var ordret. Når Jesus havde opfyldt en eller anden profeti, kunne man slå efter og se, at han havde opfyldt den til mindste bogstav.

Så gik det grusomt galt. Kirken gik over til at basere Det Gamle Testamente på den hebraiske teksttradition i stedet for den græske. Det er derfor, der i dag ikke er en eneste profeti om Jesus, der er gået i opfyldelse. Hver gang Jesus hævder at have opfyldt en eller anden profeti, viser det sig, at profetien i den hebraiske teksttradition siger noget helt andet, end det Jesus har opfyldt. Det mest kendte eksempel er, at Jesus blev født af en jomfru, som der står i den græske tekst, selvom den hebraiske tekst bare siger "ung kvinde". Det sjoveste eksempel er, når Jesus rider på to æsler, fordi det står i Septuaginta.

Verdens ældste Bibel, Codex Vaticanus, fra ca. år 350. Denne græske Bibel er 650 år ældre end den ældste eksisterende hebraiske Bibel.
(Billedet viser Galaterbrevet)
Kodex Vaticanus

Septuaginta er den ældste oversættelse af Det Gamle Testamente fra hebraisk til græsk. Oversættelsen af de enkelte bøger — inklusive apokryferne — er sket fra ca. 250-130 f.v.t. Ifølge det såkaldte Aristeasbrev deltog 6 lærde fra hver af Israels 12 stammer - ialt 72 ("Septuaginta" betyder 70 på latin). De lavede hver sin oversættelse, og da de var færdige — 72 dage senere — viste det sig, at alle 72 oversættelser var fuldstændigt ens. Halleluja!

Beretningen i Aristeasbrevet lyder vildt overdrevet, og det er næppe skrevet af Aristeas, men brevets blotte eksistens beviser, at Septuaginta var kendt år 140 f.v.t. Der er altså tale om en meget gammel oversættelse .

Faktisk omtales Septuaginta i selve Bibelen. Siraks Bog starter med »Forord til den græske oversættelse«, hvor forfatteren fortæller, hvor svært det er at oversætte en tekst uden at ændre betydningen, og som eksempel på tekster, der er oversat til græsk, nævner han netop »loven og profetierne og de øvrige skrifter«, altså det jødiske TaNaCH:

Sirak 0 [. . .]
For noget, der oprindelig er udtrykt på hebraisk, kan få en anden betydning, når det oversættes til et andet sprog. Det gælder ikke blot denne bog; også selve loven og profetierne og de øvrige skrifter er ikke så lidt anderledes, når de læses på grundsproget.
[. . .]

I virkeligheden er Septuaginta ikke en bestemt bog, men en tekst-tradition. De græsktalende jøder, bl.a. i Alexandria i Egypten, benyttede Septuaginta, mens de hebraisktalende jøder fulgte den hebraiske tekst. Det forudsigelige resultat var, at de to tekster muterede i hver sin retning med utallige afvigelser - ord, linier og hele bøger, der tilføjes eller fjernes, og store portioner, der kommer i anderledes rækkefølge.

Det pudsige er, at Helligånden foretrækker Septuaginta. Når evangelister og apostle citerer fra det Gamle Testamente, viser det sig i reglen, at de citerer fra den græske Septuaginta. Helligånden er altså bedre til at læse græsk end hebraisk.

Alligevel har "vi" her i Danmark valgt at bruge den masoretiske tekst som grundlag for det danske Gamle Testamente. Den græsk-ortodokse kirke bruger stadig Septuaginta, men i Vest-Europa bruger kristne og jøder den samme hebraiske tekst.

Dermed får de kristne jøderne som en slags garanter for kristendommens grundlag, men det sætter den kristne kirke i et dilemma: Når nu Helligånden, Jesus, Apostlene, Paulus og kirkefædrene alle foretrækker Septuaginta, hvorfor er Septuaginta så ikke fin nok til os andre?

De forskelle, der adskiller Septuaginta fra den masoretiske tekst, er ikke bare "fejl" - mange af de samme tekster er siden fundet i dødehavsrullerne. Septuaginta er simpelthen en anden teksttradition - og ikke nødvendigvis en ringere tradition. Oven i købet er de eksisterende eksemplarer af Septuaginta meget ældre end de ældste hebraiske Bibler. Septuaginta-Bibler som Codex Vaticanus, Codex Sinaiticus og Codex Alexandrinus er fra det 4. og 5. århundrede. Den ældste komplette masoretiske / hebraiske tekst, Leningrad kodexet, er fra år 1008 e.Kr.

Denne sektion kigger på tre emner:

  1. Eksempler på at Det Nye Testamente citerer Septuaginta

  2. Eksempler på at kristne oversættere har foretrukket Septuaginta

  3. Eksempler på hvordan Septuaginta har påvirket Kristendommen og danske Bibler. Dette er især links til resten af denne hjemmeside.

 
Guds hånd

Næste afsnit er eksempler på, at forfatterne i Det Nye Testamente har brugt Septuaginta.

Ressourcer

Eksternt link

Yderligere oplysninger