I er rykket ud med sværd og knipler I er rykket ud med sværd og knipler 
|
Efter Den Sidste Nadver beordrede Jesus sine disciple til at skaffe sig et sværd, og to sværd var bedre end ét:
Lukas 22,36 Da sagde han til dem: "Men nu skal den, der har en pung, tage den med, og ligeså tasken; og den, der ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et.
Lukas 22,37 For jeg siger jer: På mig skal det skriftord opfyldes: 'Og han blev regnet blandt lovbrydere.' Og nu er jeg ved målet for det, der skal ske mig."
Lukas 22,38 Da sagde de: "Herre, se, her er to sværd." Han svarede: "Det er nok."
Således bevæbnede var Jesus' disciple i stand til at hugge øret af ypperstepræstens tjener, da Jesus blev arresteret.
Markus 14,47 En af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.
Markus 14,48 Så tog Jesus til orde og sagde til dem: "I er rykket ud med sværd og knipler for at anholde mig, som om jeg var en røver.
Jesus satte sig straks på den høje hest. Hvad var meningen med, at de var »rykket ud med sværd og knipler«, som om Jesus var en simpel røver?
Hvordan kunne han klage over vagternes sværd — og samtidigt ignorere, at en af hans egne mænd lige havde hugget øret af en af dem?
Og hvordan kunne han klage over, at de er kommet »for at anholde mig, som om jeg var en røver«, når han få timer forinden havde sagt: På mig skal det skriftord opfyldes: 'Og han blev regnet blandt lovbrydere'?
Uoverensstemmelsen mellem Markus 14,47 og 48 blev først påpeget af Christian Gottlob Wilke i bogen "Der Urevangelist oder exegetisch kritische Untersuchung über das Verwandtschaftsverhältniß der drei ersten Evangelien", 1838. Wilke var en af de første, der forsøgte at løse det synoptiske problem og at udtrække det oprindelige ur-evangelium.
Wilke mente, at vers 47 med øreafhugningen var blevet tilføjet senere — og altså uoriginalt. Hans argument var bl.a. den selvmodsigelse, vi kigger på her.
Wilke mente desuden, at i "Ur-evangeliet" havde forfatteren ladet de feje disciple svigte Jesus. Det havde Jesus jo forudsagt: »Og Jesus sagde til dem: "I vil alle svigte« (Markus 14,27), og Jesus' ord gik i opfyldelse: »Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede« (Markus 14,50). Det gav heller ikke mening, at disciplen først huggede øret af slaven, efter at de havde grebet Jesus.
Wilke kunne altså se mange grunde til, at Markus 14,47 aldrig havde været en del af Ur-evangeliet.
Til trods for Wilkes lærde betragtninger har alle de tre andre evangelister medtaget det "uoriginale" vers med øreafhugningen, da de kopierede Markusevangeliet.
Matthæus lader Jesus irettesætte disciplen: »Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd«. Derefter oplyser han, at Gud kunne have sendt 12 legioner engle, men at Jesus skal arresteres for at opfylde en eller anden profeti. Efter at Jesus således har fejet for egen dør og understreget sin guddommelighed, er han bedre rustet til at irettesætte vagterne.
Lukas lader også Jesus irettesætte disciplen: »Lad det være nok!«, inden han helbreder slavens øre.
Johannes oplyser supplerende, at disciplen var Peter, og slaven hed Malkus. Jesus irettesætter Peter: »Stik sværdet i skeden!« og undlader at skælde vagten ud.
På den måde løser alle tre evangelister problemet uden at undvære øreafhugningen.
Mærker: Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, De synoptiske evangelier