![]() |
Da jøderne var kommet gennem ørkenen og ind i det Hellige Land, fandt Gud på, at den nye generation af jøder skulle omskæres. Det resulterede i så mange forhuder, at det dannede en hel "forhudshøj".
Josva 5,2 På den tid sagde Herren til Josva: "Lav dig nogle flinteknive, og omskær så israelitterne igen."
Josva 5,3 Så lavede Josva sig flinteknive og omskar israelitterne ved Forhudshøjen.
Josva 5,4 Når Josva skulle omskære dem, var det, fordi alle de mænd, der var draget ud af Egypten, alle krigerne, var døde undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten.
Josva 5,5 Alle de, der var draget ud, havde været omskåret; men alle de, der var født undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten, var ikke blevet omskåret.
Josva 5,6 For i fyrre år vandrede israelitterne i ørkenen, indtil alle de krigere, der var draget ud af Egypten, var omkommet. De havde ikke adlydt Herren, og derfor havde Herren svoret, at han ikke ville lade dem få det land at se, som han havde lovet deres fædre at give os, et land der flyder med mælk og honning.
Josva 5,7 Men de sønner, som Herren lod vokse op efter dem, dem omskar Josva; de var uomskårne, eftersom de ikke var blevet omskåret undervejs.
Gud repeterede velvilligt historien for nye læsere: På grund af historien om kæmperne var han blevet sur på jøderne. Derfor havde han beordret dem til at vente otteogtredive år i ørkenen, indtil hele den voksne generation var døde (undtagen Josva og Kaleb), før Gud lod Josva og den nye generation erobre det Hellige Land fra øst.
Men hvorfor havde omskærelsen været udsat? Havde Gud ikke selv sagt, at alle drengebørn skal omskæres på ottendedagen:
3 Mosebog 12,3 På den ottende dag skal drengens forhud omskæres.
1 Mosebog 17,14 Men en uomskåret mand, en hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt."
Hvorfor var børnene ikke blevet omskåret løbende i de 38 år?
Et større problem er, at ifølge teksten var den gamle generation omskårne, allerede da de forlod Egypten: »Alle de, der var draget ud, havde været omskåret« (Josva 5,5 - citeret foroven). Teksten er umisforståelig: Det var kun den nye generation, der ikke var omskårne: »alle de, der var født undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten, var ikke blevet omskåret«. Vi ser også, at ved den første påske, inden jøderne havde forladt Egypten, indskærpede Gud, at jødernes gæster og slaver også skulle være omskårne (2 Mosebog 12,44-48).
Man må spørge: Hvornår skulle dette være sket? Israelerne havde jo glemt alt om Guds pagt med Abraham. De vidste ikke engang, hvem Gud var, før Moses mødte ham i den brændende busk. Historien fra den brændende busk til udvandringen fra Egypten er meget fortættet, og det er svært at finde plads i handlingen til en omskærelse af mere end 1 million mænd (625.550 våbenføre mænd).
Bibelen er tavs om dette mirakel. Jøderne vidste alt for godt, at omskærelse medfører feber og svækkelse — patriarkerne havde selv brugt denne svækkelse til et folkemord på svækkede mennesker. Denne feber og svækkelse var et problem, hvis de alle knoklede som slaver for Farao.
Det bedste bud er, at jøderne benyttede sig af Egyptens niende plage: tre dages mørke. De tre dage kunne have givet dem tid til at komme sig over sygdommen og feberen.
Men det er en forklaring, man selv skal opfinde: Det står ingen steder i Bibelen.
Man kunne indvende, at israelerne havde glemt alt om Guds pagt med Abraham. De vidste jo ikke engang, hvem Gud var, før Moses mødte ham i Den Brændende Busk.
Men den holder ikke. Det fremgår af Josva 5,5 (citeret foroven), at »Alle de, der var draget ud, havde været omskåret«. Den afdøde generation havde alle været omskårne (se forrige kommentar).
Hvordan kunne 625.550 våbenføre mænd) lade sig selv omskære i Egypten, og bagefter glemme alt om det igen?
![]() |
Man kan påstå, at Gud var så led og ked af sit folk i de 38 år, mens han bare ventede på, at de døde, at han lod dem henfalde i en slags lovløshed.
Men dødsdommen over folket falder i 4. Mosebog kapitel 14: »Her i ørkenen skal de omkomme, her skal de dø!« (4 Mosebog 14,35), og alligevel har både Gud og Moses tid i det følgende kapitel til en banal sag om en mand, der samler brænde på en sabbatsdag.
Moses kender ikke Moseloven, så han må spørge Gud, der beredvilligt afsiger dommen (billedet til højre). Gud har altså ikke forladt sit folk, og Moses er lige så emsig som altid.
Efter de 38 år tager historien fart igen, for efter at Aron er død »i det fyrretyvende år […] på den første dag i den femte måned«, er der ingen ende på de pragtfulde historier, der sker i rejsens sidste 8 måneder: Jøderne får De Ti Bud en gang til, Moses slår vand af klippen igen, levitterne bliver indsat igen, folkemordet på midjanitterne, folkemordene på edomitterne og masser af andre folkeslag, vandringen gennem Moabs land. Moses dør, Josva deler Jordans vande ved et mirakel, og israelerne erobrer det Hellige Land fra øst.
Gud og Moses har bestemt ikke været mundlamme i hele denne periode.
John Gill(1) mente, at omskærelsen var vigtigt netop nu, fordi jøderne var ankommet i Det Forjættede Land, og at Forjættelsen til Abraham netop hang sammen med omskærelsen: »Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana'an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, […] Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres« (1 Mosebog 17,7-11).
Her overser Gill, at Gud og Abraham indgik denne pagt flere gange, og som Paulus elskede at tærske langhalm på, havde de allerede sluttet pagt i kapitel 15, så omskærelsen er ikke en evig pagt mellem Gud og hans folk: Abraham var allerede blevet lovet landet — uden at klippe forhuden af:
1 Mosebog 15,18 Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: "Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden:
Det forklarer heller ikke, hvorfor man havde "glemt" omskærelsen i de 38 år og i resten af 4. Mosebog og de første 4 kapitler af Josva's bog.
Bortforklaringen gør det også endnu mere suspekt, at den forrige generation havde ladet sig omskære i Egypten i huj og hast. Hvorfor skulle det ske, hvis Gud kun var interesseret i den næste generation og kun i Det Hellige Land?
John Gill har — vanen tro — flere alternative bortforklaringer. Den næste er så god, at han gentager den flere gange:
from which time it had been neglected; not cause unnecessary, while they were in the wilderness, to distinguish them from others, which was not the principal, at least not the only use of it; nor because forbidden the Israelites for their disobedience, murmurings, and rebellion, it not being probable that God should prohibit the observance of a command of his on that account; nor so much through criminal neglect, at least contempt of it, as because of their frequent journeying, and the inconvenience of performing it, being always uncertain, when they had pitched their tents, how long they should stay, and when they should remove, since this depended upon the taking up of the cloud; wherefore, unless they could have been sure of a continuance for a proper time, it was not safe to administer it;
[…]
The phrase, "by the way", seems to point at the true reason of it, at least to countenance the reason there given, which was on account of their journey; that is, their stay at any place being uncertain and precarious; so the Jews say, because of the affliction or trouble of journeying, the Israelites did not circumcise their children.
This is to be understood of all males only born in the wilderness, they only being the subjects of circumcision.
[…]
or while journeying the forty years in the wilderness; which, as before observed, seems to be the true reason of the omission of circumcision.
(John Gill om Josva 5,2-7)
Der var simpelthen aldrig tid i ørkenen. Når man havde slået sit telt op, vidste man aldrig, om skysøjlen med Gud eller en engel inde i pludselig satte sig igang, og så skulle man til at rykke teltpløkkene op igen og skynde sig videre.
Men så burde der netop have været masser af god tid i de 38 år, hvor de bare ventede på at dø.
Fodnoter: (1)
For en ordens skyld siger jeg ikke, at Gill repræsenterer det nyeste og ypperste indenfor Bibelforskningen, men når jeg citerer et 250 år gammelt, konservativt, kristent standardværk, skulle det gerne vise, at indholdet på nærværende side ikke er noget nymodens ateistisk, ondsindet sludder.
Mærker: 1 Mosebog, 3 Mosebog, Josva, Udvandringen fra Egypten