Israels ti forsvundne stammer Israels ti forsvundne stammer 
|
Der er mange myter om de ti forsvundne stammer. Hvem var de, hvor blev de af, og hvem er deres efterkommere? Keltere, kimbrere, anglere, saksere, frisere eller måske skandinaver? Har Dan og Aser givet navn til vores eget land og vores gamle guder? Lad os se på, hvad Bibelen siger.
Gud blev vred på Kong Salomon, og arrangerede et oprør mod Davids hus. Guds plan var at dele Davids evige kongerige op i det sydlige og det nordlige rige.
Salomons søn ville kun komme til at regere over en enkelt stamme:
1 Kongebog 11,13 Jeg vil heller ikke rive hele riget fra dig; for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld, den by jeg har udvalgt, vil jeg give din søn én stamme."
Profeten Akija fik opgaven med at forklare planen for Salomons rival. Profeten illustrerede det ved at rive sin kappe i tolv stykker for at symbolisere Israels tolv stammer og give de ti af stykkerne til rivalen (billedet til højre).
1 Kongebog 11,30 Da greb Akija fat i den nye kappe, han havde på, rev den i tolv stykker
1 Kongebog 11,31 og sagde til Jeroboam: "Tag ti stykker, for dette siger Herren, Israels Gud: Jeg river kongeriget fra Salomo og giver dig de ti stammer;
1 Kongebog 11,32 den ene stamme skal han beholde for min tjener Davids skyld og for Jerusalems skyld, den by jeg har udvalgt blandt alle Israels stammer.
[.. .. ..] [. . .]
1 Kongebog 11,35 Men jeg vil tage kongeriget fra hans søn og give det til dig, de ti stammer.
1 Kongebog 11,36 Jeg vil give hans søn én stamme, for at min tjener David altid skal have en lampe for mit ansigt i Jerusalem, den by jeg har udvalgt til at sætte mit navn på.
Efter oprøret beholdt Davids hus kun én stamme, nemlig Juda (vers 12,20): Men allerede i næste vers er stammen Benjamin parat til at kæmpe på Juda's side mod det Nordlige Rige (vers 12,21):
1 Kongebog 12,20 Da alle israelitterne hørte, at Jeroboam var vendt hjem, sendte de bud efter ham til folkeforsamlingen og gjorde ham til konge over hele Israel. Kun Judas stamme holdt fast ved Davids hus.
1 Kongebog 12,21 Da Rehabeam kom til Jerusalem, kaldte han hele Judas hus og Benjamins stamme sammen, hundrede og firs tusind udvalgte krigere, til krig mod israelitterne for at genvinde kongedømmet for Salomos søn Rehabeam.
|
I hele resten af historien — de mange hundrede år frem til Jerusalems fald — nævnes Benjamin ofte sammen med Juda, så Benjamin var åbenbart ikke en af de ti stammer i det Nordlige Rige.
En tredje stamme, der også konstant optræder i Jerusalem, er levitterne. Salomons barnebarn pointerede netop, hvordan det Nordlige Rige havde jaget levitterne ud, hvorimod de stadig »gør tjeneste for Herren« i det Sydlige Rige (Arons sønner er en del af Levis stamme):
2 Krønikebog 13,9 Har I ikke jaget Herrens præster, Arons sønner, og levitterne bort og udpeget jer præster ligesom folkene i andre lande? Hvem som helst, der kommer med en tyrekalv og syv væddere for at lade sig indsætte, bliver præst for noget, der ikke er Gud.
2 Krønikebog 13,10 Men vores Gud er Herren, og vi har ikke svigtet ham. De præster, der gør tjeneste for Herren, er Arons sønner, og levitterne udfører den øvrige tjeneste.
En fjerde stamme er Simeon. Denne stamme har det tekniske problem, at deres område ligger inde i judæernes (se kortet til højre).
Josva 19,1 Det andet lod faldt på Simeon, simeonitternes stamme, slægt for slægt. Deres arvelod lå midt i judæernes arvelod.
Det ville have gjort det umuligt for simeonitterne rent praktisk at "gå over" til det Nordlige Rige.
Så hvorfor delte profeten sin kappe i tolv stykker og gav de ti til rivalen og ét til Salomon, når ti plus en som bekendt giver elleve, ikke tolv?
Og hvordan kan det Nordlige Rige bestå af ti stammer, når fire af Israels tolv stammer blev hos Juda?
Problemet må have været kendt i over to tusinde år, for i den græske teksttradition, Septuaginta, lover profeten, at Davids efterkommeren skal have to stammer:
1 Kongebog 11,32 Yet he shall have two tribes, for my servant David's sake, and for the sake of Jerusalem, the city which I have chosen out of all the tribes of Israel.
[.. .. ..] [. . .]
1 Kongebog 11,36 But to his son I will give the two [remaining] tribes, that my servant David may have an establishment continually before me in Jerusalem, the city which I have chosen for myself to put my name there.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)
Dette fusk er dog lidt halvhjertet, for der står stadig én stamme i 1 Kongebog 11,13.
Med hensyn til modsigelsen mellem Første Kongebog 12,20 og 21 var Septuaginta også rettet her, og stammen Benjamin var tilføjet.
1 Kongebog 12,20 And it came to pass when all Israel heard that Jeroboam had returned out of Egypt, that they sent and called him to the assembly, and they made him king over Israel: and none followed the house of David except the tribe of Juda and Benjamin only.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)
Den første (bort)forklaring er, at stammen Levi er en slags "joker".
Stammen tilhører Gud, for Gud krævede stammen Levi som betaling for at have slået de egyptiske drengebørn ihjel, dengang Farao gjorde sit hjerte hårdt. Når Bibelen laver oversigter over Israels tolv stammer, tæller Levi sommetider med, og somme tider ikke.
Derfor kan profeten kun give elleve stykker stof væk, og derfor er der stadig levitter i templet i Jerusalem. De tæller ikke med.
Men dette understreger jo bare, at Levi ikke er blandt de ti stammer.
John Gill(1) har en forklaring på, at Benjamin støtter op om Juda.
1 Kings 11:13
but will give one tribe to thy son; but it seems he had both Benjamin and Judah, and only ten tribes were rent from him; the reason of this mode of expression may be, either because he gave him one of the tribes of Israel, besides that of Judah, which was his own tribe;
[…]
(John Gill om 1 Kongebog 11,13 - fremhævelse i original)
Gill mener altså, at den ene stamme, Salomons søn havde fået, var Benjamin. Han havde allerede Juda, som var hans egen stamme. David var jo af Judas stamme.
Men det, at han var af Judas stamme, er ikke ensbetydende med, at han også regerede over stammen. Stammen kunne have gået sammen med oprørerne.
For det andet så vi i Kongebog 12,20 (citeret foroven), at: »Kun Judas stamme holdt fast ved Davids hus«. Benjamin var altså ikke på Juda's side.
John Gill fortsætter:
[…] or only the tribe of Judah is meant, the whole tribe of Benjamin not being his, since Bethel, and some other places in that tribe, were in the possession of Jeroboam; or rather both these are called but one, because their inheritances lay together, and were mixed with one another; and particularly both had a share in the city of Jerusalem, and the kingdom always after the division went by the name of Judah only: […]
(John Gill om 1 Kongebog 11,13)
Med andre ord er der stor forvirring i Bibelen om, hvilke områder de forskellige stammer ejer, og derfor betyder det hele det samme.
Gill nævner specifikt selvmodsigelsen om, hvorvidt Jerusalem tilhører Juda eller Benjamin. På den måde kan den ene selvmodsigelse bortforklare den anden.
Cambridge Bible for Schools and Colleges skriver, at Benjamin var så lille, at den ikke var værd at tælle med. Altså det stik modsatte af John Gill, der mente, at det var Juda, der ikke var værd at nævne.
1 Kings 11:32
he shall have one tribe] Benjamin was so small a tribe as scarcely to be worth counting. […]
Men Benjamin var ikke nødvendigvis den mindste stamme, og den har en vigtig rolle — både i forhistorien — Kong Saul var fra Benjamin — og i resten af historien, hvor Juda og Benjamin ofte optræder sammen.
Og desuden: Hvis Benjamin var for "ubetydelig" til at nævne, så mangler vi stadig en forklaring på, hvad det var for ti "betydelige" stammer, der gik over til det Nordlige Rige.
Cambridge Bible for Schools and Colleges fortsætter:
[…] and Simeon was also absorbed in Judah.
Simeon var blevet "absorberet" af Juda.
Men hvis Benjamin og Simeon var for "ubetydelige" og "absorberede" til at nævne, så mangler vi stadig en forklaring på, hvad det var for ti "betydelige" og "u-absorberede" stammer, der gik over til det Nordlige Rige.
Fodnoter: (1)
For en ordens skyld siger jeg ikke, at Gill repræsenterer det nyeste og ypperste indenfor Bibelforskningen, men når jeg citerer et 250 år gammelt, konservativt, kristent standardværk, skulle det gerne vise, at indholdet på nærværende side ikke er noget nymodens ateistisk, ondsindet sludder.
Mærker: Josva, 1 og 2 Kongebog, 1 og 2 Krønikebog, Septuaginta