Gamle, vantro forældre Gamle, vantro forældre 
|
Abraham fik besøg af Gud, der fortalte ham, at han snart skulle have en søn.
Abraham var 100 år og havde ikke længere livskraft, så hans reaktion var at kaste sig på fladt ned jorden af grin.
1 Mosebog 17,17 Da kastede Abraham sig ned og lo, mens han tænkte: "Mon en hundredårig kan blive far? Og mon Sara, som er halvfems år, kan få børn?"
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 17,19 Men Gud sagde: "Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt som en evig pagt for hans efterkommere.
Gud lod sig ikke påvirke af latterudbruddet, men forklarede nærmere om den kommende fødsel.
Senere, da Abraham sad i Mamre Lund, fik han besøg af tre engle / mænd (billedet til højre). Den ene engel var Gud i forklædning, og nu gentog Gud sit løfte fra sidst.
Denne gang var det Abrahams kone, Sara, der grinede.
1 Mosebog 18,11 Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis.
1 Mosebog 18,12 Sara lo ved sig selv og tænkte: "Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?"
1 Mosebog 18,13 Men Herren sagde til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel?
1 Mosebog 18,14 Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn."
1 Mosebog 18,15 Men Sara løj: "Jeg lo ikke," sagde hun, for hun var bange. Men han svarede: "Jo! Du lo!"
Selvom Sara kun lo for sig selv, blev Gud irriteret og irettesatte hende.
Men historierne har det med at gentage sig i Bibelen: Johannes Døberens forældre var også højt ope i årene, og den vordende mor var ufrugtbar (Lukas 1,7), da faren fik besøg af en engel.
Men da Zakarias forsigtigt mindede englen om deres høje alder, blev englen tøsefornærmet og straffede Zakarias med stumhed.
Lukas 1,18 Zakarias sagde til englen: "Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene."
Lukas 1,19 Da svarede englen ham: "Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab.
Lukas 1,20 Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde."
Så for at opsummere:
Abraham kaster sig ned på jorden i latter, men Gud fortsætter ufortrødent og udvælger Abraham på grund af hans store tro.
Sara ler for sig selv, og hun lyver for Gud. Hun får en irettesættelse, og Bibelen roser Sara for hendes store tro.
Zakarias, der spørger forsigtigt, bliver straffet med stumhed, så englens ordre om at kalde barnet Johannes (Lukas 1,13) bliver svær at adlyde (Lukas 1,63).
Har vi ikke hørt, at Gud ikke gør forskel på folk?
Denne forskelsbehandling har bekymret rabbierne i de sidste 2.000 år. De kunne fortælle, at da de 72 skriftkloge oversatte den hebraiske Bibel til græsk, Septuaginta, havde de rettet "lo for sig selv" til "lo blandt sine naboer", så Kong Ptolemaios ikke ville stille spørgsmål.
This is one of the verses that they (the seventy-two elders changed) in transcribing (the Torah) for King Ptolemy,
[…]
[They wrote] (Ibid. 18:12): "And Sarah laughed bikrovehah" ("among her neighbors"), and not, literally: "bekirbah" ("within her"), so that Ptolemy would not question why Sarah should be punished for laughing, and not Abraham, if they both laughed inwardly].
(Mekhilta d'Rabbi Yishmael, der citerer Mechilta 9a)
Men denne bortforklaring er uforståelig i dag, for 1 Mosebog 18,12 i den græske teksttradition siger også, at Sara lo for sig selv.
Den jødiske rabbi Rashi(1) benyttede standard-forklaringen med, at "ordene betyder noget andet":
And Abraham fell on his face and rejoiced: Heb. [....] Onkelos renders this as an expression of joy, .... "and he rejoiced," but the one [.....] in the case of Sarah (below 18:12) [he renders] as an expression of laughter.
You learn that Abraham believed and rejoiced, but Sarah did not believe and ridiculed, and for this reason, the Holy One, blessed be He, was angry with Sarah, but was not angry with Abraham.
(Rashi om 1 Mosebog 1,17. Fremhævelse i original)
Dvs., at det ene vers siger, at Abraham glædede sig over Guds budskab, mens det andet siger, at Sara grinede hånligt.
Men dette er noget vås. Der bruges samme verbum i begge vers, nemlig "vayitzchak"/"vatitzchak".
Faktisk er der et ordspil mellem "vayitzchak" og sønnens navn, Isak. Det er derfor, der bruges samme verbum begge steder.
I forlængelse af den forrige bortforklaring kan man pointere, at der er gået noget tid mellem de to besøg.
En ting er, at Abraham blev overrasket, men nu har han og Sara siddet inde i deres telt i de lange aftener, hvor de hverken havde Xbox eller smartphones til at fordrive tiden med, og de har ikke haft andet at tale om end Guds løfte, og om hvorfor Abraham lige pludselig har skåret forhuden af sig selv, Ismael og alle slaverne. Hvis Sara stadig griner, er det ikke overraskelse, men vantro.
Hertil må man svare, at den slags er helt normalt i Bibelen. Hverken Josef eller Maria fortalte hinanden, at de skulle føde Guds søn. Det skulle være en overraskelse.
En mere moderne bortforklaring er det modsatte af de to forrige: Man kan påpege, at Gud faktisk ikke irettesætter Sara, men derimod Abraham: »Herren sagde til Abraham: "Hvorfor ler Sara?« (1 Mosebog 18,13).
Den slags er meget normalt i mellemøstlige æreskulturer, hvor det er manden, der er ansvarlig for hele klanens ære, men for moderne amerikanske jøder virker det uspiseligt.
Derfor kan man påpege, at Sara rent faktisk var på et højere "profetisk stadium" end Abraham selv (1 Mosebog 21,12). Det som Gud kritiserede Abraham for var, at han åbenbart ikke havde fortalt Sara om det løfte, Gud havde givet i kapitel 17, eftersom Sara nu stod og grinede året efter i kapitel 18.
Der kan bygges videre på den forrige bortforklaring: Måske har Sara opfanget, hvad det var, Gud kritiserede Abraham for, og måske var det for at redde hans ære, at hun løj?
Og når »han svarede: "Jo! Du lo!«, behøver "han" ikke at være Gud. Enkelte Bibler skriver ganske vist "The Lord said", men måske var "han" i stedet Abraham, der selv ville påtage sig ansvaret for ikke at have informeret Sara.
Som kristen kan man sagtens se parallellen mellem de gamle mænd med ufrugtbare koner i Lukas 1,7 og kapitel 17-18 i Første Mosebog. Vi kan citere John Gill(2):
and they both were now well stricken in years;
which made the conception and birth of John the more extraordinary, and even
miraculous, and so the belief of it the more difficult; see (Genesis 17:17) It may be literally rendered, "they had proceeded",
or had far advanced "in their days": it is an "Hebraism", and answers to, (Mymyb Myab) in (Genesis 18:11) (Joshua 13:1) (Joshua 23:1 Joshua 23:2) (1 Kings 1:1)
where the Septuagint render it by the same phrase as here.
(Johan Gill om Lukas 1,7)
Alligevel mener kristne ikke, der er nogen selvmodsigelse: Det skyldes formentlig, at den ene af de tre engle / mænd, der besøgte Abraham, var Gud Fader selv, mens Zakarias "kun" fik besøg af Gabriel. Derfor er der ingen selvmodsigelse i, at Gabriel reagerer anderledes end Gud.
Men ordet engel betyder "sendebud", og der er utallige eksempler — især i Det Gamle Testamente — hvor teksten pladrer rundt i Gud og hans engel. F.eks. inde i den brændende tornebusk og inde i skysøjlen.
"Forklaringen" er hver gang noget med, at Herrens engel er en manifestation af Gud: Ordene, der kommer ud af englens mund, er Guds egne, og derfor kan englen godt sige f.eks.: Jeg er Alfa og Omega, for ordene er Guds.
Men det vil sige, at når englen siger »nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord«, så er det Gud, der taler. Den samme Gud, der tolererede Abraham og Sara,
Fodnoter: (1) (2)
For en ordens skyld siger jeg ikke, at Gill repræsenterer det nyeste og ypperste indenfor Bibelforskningen, men når jeg citerer et 250 år gammelt, konservativt, kristent standardværk, skulle det gerne vise, at indholdet på nærværende side ikke er noget nymodens ateistisk, ondsindet sludder.
Mærker: 1 Mosebog, Lukas, GT kontra NT