Zakarias' far hed Iddo:
Ezra 5,1 Men profeten Haggaj og profeten Zakarias, Iddos søn, profeterede for judæerne i Juda og Jerusalem i Israels Guds navn.
Ezra 6,14 Judæernes ældste fortsatte med byggeriet, og det skred godt frem takket være profeten Haggajs og Iddos søn Zakarias' profetier. De byggede det færdigt på befaling af Israels Gud og på befaling af perserkongerne Kyros, Dareios og Artaxerxes.
Nej, faren hed Berekja. Iddo var farfar.
Zakarias 1,1 I den ottende måned i Dareios' andet regeringsår kom Herrens ord til profeten Zakarias, Berekjas søn, Iddos sønnesøn:
[.. .. ..] [.. .. ..]
Zakarias 1,7 Den fireogtyvende dag i den ellevte måned, måneden shebat, i Dareios' andet regeringsår kom Herrens ord til profeten Zakarias, Berekjas søn, Iddos sønnesøn. Han sagde:
Selvmodsigelsen er muligvis banal, men Zakarias var Guds udvalgte profet, og han lægger navn til en af Bibelens bøger. Derfor må vi forvente lidt orden i tingene.
Jesus snakkede om en Zakarias, Barakias' søn:
Matthæus 23,35 For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret.
"Barakias" lyder lidt som "Berekjas", men det kan ikke være den samme Zakarias, for profeten Zakarias blev ikke dræbt i templet. Zakarias tog med jøderne i landflygthed i Babylon, og templet blev revet ned.
Faktisk er der ret mange Zakariasser i Det Gamle Testamente, men det kan man ikke umiddelbart se, for bortset fra "Zakarias, præsten Jojadas søn" og profeten Zakarias vælger Bibelselskabet at kalde de mange Zakariasser for "Zekarja".
I Esajas 8,2 er der sågar en "Zekarja, Jeberekjas søn", der lyder rigtigt meget som "Zakarias, Berekjas søn". Dette navn optræder ganske vist et par hundrede år for tidligt, men Esajas var vel ikke profet for ingenting.
En standard-bortforklaring er, at "far" kan betyde "farfar", "oldefar", "stamfar", osv.
Dette eksempel er ovenikøbet så eklatant, at man kan bruge det som "bevis" til at bortforklare alle andre selvmodsigelser om stamtavler.
Mærker: Ezra, Zakarias, Matthæus, GT kontra NT, Stamtavler