Alfa eller Omega?

Johannes' Åbenbaring er en "tour de force" i rablerier og selvmodsigelser. Efter 22 kapitler med syvhovede drager og talende dyr vil Johannes tilbede den engel, der har guidet ham rundt.

Man kunne let tro, at englen var Jesus selv, eftersom der står et skarpt, tveægget sværd ud af hans mund (Åbenbaringen 1,16), hvilket er den samme beskrivelse, der bruges om kongernes konge og herrernes herre, når han vender tilbage i en kappe dyppet i blod (Åbenbaringen 19,13-16).

Men englen afviser Johannes, for englen er kun en tjener, ligesom Johannes og læseren:

Åbenbaringen 22,8 Det er mig, Johannes, som har hørt og set dette. Og da jeg havde hørt og set det, faldt jeg ned for fødderne af den engel, som havde vist mig dette, for at tilbede den.
Åbenbaringen 22,9 Men englen sagde til mig: "Nej! Jeg er kun tjener som du og dine brødre, profeterne, og som de, der holder fast ved ordene i denne bog. Gud skal du tilbede."
Åbenbaringen 22,10 Og englen sagde til mig: "Forsegl ikke profetiens ord i denne bog, for tiden er nær.
Åbenbaringen 22,11 Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den, der er tilsølet, stadig søle sig til, den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig, stadig helliges."
Åbenbaringen 22,12 "Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er.
Åbenbaringen 22,13 Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.
Åbenbaringen 22,14 Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen.
Åbenbaringen 22,15 Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn.
Åbenbaringen 22,16 Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne."

Åbenbaringen 19,13Han er klædt i en kappe dyppet i blod, og hans navn er Guds Ord.
[. . .]
Åbenbaringen 19,15: Ud af hans mund står et skarpt sværd, som han kan slå folkeslagene med, og han skal vogte dem med et jernscepter og træde Gud den Almægtiges harmes og vredes vinperse.
Åbenbaringen 19,16: På sin kappe og på sin hofte har han et navn skrevet: Kongernes Konge og Herrernes Herre.

Den græske originaltekst er skrevet udelukkende med store bogstaver, uden mellemrum mellem ordene og uden tegnsætning.

Problemet med de manglende anførselstegn er, at det er relativt let at se, hvornår en ytring starter, men det kan ofte være et rent gæt, hvornår den stopper.

I citatet foroven udtales vers 8 af fortælleren, Johannes: »Det er mig, Johannes«. Derefter taler englen i vers 9: »Men englen sagde« og vers 10: »Og englen sagde«.

Faktisk står der ikke "engel" i originalteksten. Det er bare ordet "sagde", der er bøjet i tredje person ental. Den forrige oversættelse var korrekt: »Og han siger«. Det er udelukkende Bibelselskabets fortolkning, at "han" er englen i både vers 9 og 10.

Men hvad med linje 11-15? Er det englen, der taler videre? Er det Johannes, der genoptager sin fortælling? Og hvor kommer Jesus ind i billedet?

Åbenbaringen 22,9: Og han siger til mig: »Gør det ikke; jeg er din medtjener og dine brødre profeternes, og deres, som holder fast ved ordene i denne bog; Gud skal du tilbede!«
Åbenbaringen 22,10: Og han siger til mig: »Du skal ikke gemme denne bogs profetiske ord under segl, thi tiden er nær,
(Den autoriserede oversættelse fra 1948)

Her er frit valg på alle hylder:

At dømme ud fra anførselstegnene, som Bibelselskabet har tilføjet, mener de, at vers 11 er forsættelsen af englens tale, mens vers 12 og frem — uden nærmere forklaring — udtales af Jesus, selvom han først præsenterer sig i slutningen af disse fem vers.
I den berømte/berygtede New International Version er der indsat en overskrift mellem vers 11 og 12: »Epilogue: Invitation and Warning«. Hele resten af kapitlet (og dermed resten af Bibelen) bliver dermed en afslutning, der ikke hænger sammen med Johannes' samtale med englen.
I Jehovas Vidners oversættelse bruger man to forskellige slags anførselstegn i to niveauer, så vers 9 og 10-16 er udtalt af englen, mens vers 12-16 er Jesus' ord i englens mund.
I International Standard Version er Jesus' ord angivet i rødt, så her kan man let se, at Jesus har udtalt vers 12 og 13, Johannes udtaler 14-15 (ingen anførselstegn), og Jesus udtaler linje 16.
I mange af de gamle Bibler har man helt undladt at sætte anførselstegn. Dermed er læseren opmærksom på, at det er op til ham eller hende selv at skelne mellem Johannes, englen og Jesus.

Intet af dette forklarer, hvorfor Jesus lige pludselig møver sig ind mellem Johannes og englen (eller om Jesus overhovedet selv er til stede).

Der er mange tilfælde, især i Det Gamle Testamente, hvor teksten pladrer rundt i Gud og hans engel. F.eks. inde i den brændende tornebusk og inde i skysøjlen.

Bortforklaringen er i reglen noget med, at Herrens engel er en manifestation af Gud. Englen taler på Guds vegne (ordet "engel" betyder sendebud). Englen kan godt sige, han er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden, osv., for ordene, der kommer ud af englens mund, er Guds egne.

Men i dette tilfælde er der to afvigelser: For det første afleverer englen ikke bare en kort besked. Han fører Johannes rundt i samtlige 22 kapitler.

For det andet har englen lige afvist at være guddommelig: »Nej! Jeg er kun tjener som du og dine brødre […] Gud skal du tilbede«. Taler englen så på egne vegne eller på Jesus' vegne?

Hvem er Alfa og Omega?

Yderligere selvmodsigelser