Havde Moses gode talegaver? Havde Moses gode talegaver? 
|
Ifølge Stefanus' forsvarstale var Moses mægtig i ord og handling:
Apostlenes Gerninger 7,22 Moses blev oplært i al egypternes visdom og var mægtig både i ord og handling.
Men Moses selv benægtede det pure:
2 Mosebog 4,10 Men Moses sagde til Herren: "Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord."
Så kunne man tro, at Moses bare var beskeden, men han insisterede:
2 Mosebog 6,12 Men Moses sagde for Herrens ansigt: "Israelitterne vil ikke høre på mig! Hvorfor skulle Farao så høre på mig, når jeg er uomskåret på læberne?"
2 Mosebog 6,30 Moses sagde for Herrens ansigt: "Jeg er uomskåret på læberne, så hvorfor skulle Farao høre på mig?"
"Uomskårne læber" er et meget stærkt udtryk i en kultur, der deler hele verden op i det rene omskårne og det urene uomskårne.
En jødisk legende fortæller, at Farao tidligt blev bange for, at Moses en dag ville vælte ham af tronen.
Farao satte derfor den treårige dreng foran en skål med guld og juveler og en skål med glødende kul. Hvis drengen rakte ud efter guld og juveler, vidste farao, at drengen en dag ville gribe magten.
I stedet valgte Moses et stykke glødende kul (i nogle varianter af legenden var det englen Gabriel, der ledte hans hånd). Drengen brændte sine små fingre og stak dem i munden, hvorved han også brændte munden.
Derfor, mine damer og herrer, havde Moses en talefejl: Moses Becomes Tongue-tied
Når man skal bortforklare alt vrøvlet i Stefanus' forsvarstale. lyder en populær bortforklaring, at det ikke en fejl i Apostlenes Gerninger, hvis forfatteren citerer Stefanus for at have sagt noget forkert. Selvom Bibelen er 100% sand, kan den godt citere folk, der siger noget vrøvl. Selvom Elisabeth og Maria sagde, at Jomfru Maria var velsignet og salig, Moses' spejdere påstod, de havde set kæmper, jøderne påstod, de aldrig havde været slaver, og selvom Jakob sagde, at Labans far hed Nakor, kan det godt være forkert. Der er jo aldrig nogen, der har påstået, at Elisabeth, Maria, Moses' spejdere, de onde jøder og Jakob var guddommeligt inspirerede, vel?
Der er jo heller aldrig nogen, der har beskyldt Stefanus for at være guddommeligt inspireret, vel?
Men der er lige præcis, hvad Bibelen påstår: Stefanus var »en mand fuld af tro og Helligånd« (Apostlenes Gerninger 6,5). Da han holdt talen, havde han et »ansigt som en engels ansigt« (Apostlenes Gerninger 6,15), og i dagens anledning var han ekstra fuld af Helligånden: »fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene« (Apostlenes Gerninger 7,55).
Man kan bruge Moses' handicap som eksempel på, at Gud udvirker sine undere gennem de svageste mennesker. Som Gud selv sagde: »Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.« (2 Mosebog 4,12).
Men denne bortforklaring strider imod begge sider af selvmodsigelsen:
Stefanus' historie om Moses' mægtige talegaver hentød til Moses' opvækst — længe inden Moses og Gud mødte hinanden.
Moses benægtede, at hans oratoriske evner var blevet bedre af at have mødt Gud: »jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig« (citeret foroven).
En lidt overraskende bortforklaring er, at Moses ganske vist var "mægtig i ord", dengang han voksede op ved faraos hof, men derefter var han på flugt i Midian i 40 år som eftersøgt morder, hvor han må have talt det lokale sprog med sin svigerfar.
Da Moses 40 år senere talte med Gud i den brændende busk, havde han glemt alt om hebraisk og egyptisk i modsætning til hans storebror, Aron, der havde levet alle årene i Egypten.
Mærker: 2 Mosebog, Apostlenes Gerninger, GT kontra NT