Jakobs efterkommere? (del II)

Hvordan kommer man fra de 66 eller 70 i Det Gamle Testamente til de 75 i Det Nye Testamente?

Løsningen er at kigge meget nøje på formuleringen. »Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds mennesker«. Hvis man ikke regner Jakob med til Jakobs slægt, og ikke regner med Josef og hans to sønner, kommer vi ned til tallet seksogtres i 1 Mosebog 46,26, som jo ikke rigtigt havde noget formål. Hvis vi til de 66 lægger ni koner, får vi femoghalvfjerds. Hokus Pokus.

Og hvorfor lige præcis ni koner? jo, for Juda's kone var død (1 Mosebog 38,12) og det var Simeon's måske også, eftersom han havde fået sin sidste søn med en kana'anæisk kvinde (1 Mosebog 46,10). Josef's kone var indfødt egypter, og så ender vi med ni patriark-koner på rejsen.

Selvfølgelig er dette en meget kunstig påstand. Judas kone var død, men bagefter fik han tvillinger med Tamar (billedet til højre). Hvorfor kom Tamar ikke med? Hvorfor måtte Peres og Zera efterlade deres mor?

Simeon havde ganske vist fået en søn med en kana'anæisk kvinde, men hvem siger, at den gamle kone var død? Bibelen har ingen forbud mod polygami, og uanset om Simeons oprindelige kone skulle være død, hvorfor måtte Saul så ikke få sin kana'anæiske mor med? Hvem siger, at ingen af patriarkerne havde mere end 1 kone? Faktisk plejer man at påstå, at Benjamin havde flere koner for at bortforklare, at den yngste mand havde ti sønner. Og hvor står der, at ingen af patriarkernes sønner havde koner?

John Gill(1) havde en alternativ forklaring med 11 patriarker + deres søster Dina + 52 efterkommere + 11 koner. På den måde fik han også 75.

Selvfølgelig kan man nå til 75 på mange måder, afhængig af hvem man medregner, og hvem man ekskluderer. Men man bør se på verset i sammenhæng. Jøderne var parat til at stene Stefanus til døde (billedet øverst til højre). Hvorfor skulle Stefanus så benytte sig af et tal, der strider imod 3 steder i Det Gamle Testamente og kun kan nås gennem kringlede omveje, som ingen kender?

Det er ikke tilfældigt, at der står femoghalvfjerds i Apostlenes Gerninger, for det står der også i den græske teksttradition, Septuaginta, som Helligånden foretrækker at citere fra:

1 Mosebog 46,27 And the sons of Joseph, who were born to him in the land of Egypt, were nine souls; all the souls of the house of Jacob who came with Joseph into Egypt, were seventy-five souls.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

2 Mosebog 1,5 But Joseph was in Egypt. And all the souls [born] of Jacob were seventy-five.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

I virkeligheden kunne man løse alle problemerne ved at oversætte fra den græske teksttradition i stedet for fra den hebraiske, som man så ofte gør. Så hvorfor gør man ikke det?

Formentlig fordi den græske teksttradition også har sine problemer: Den har et navn mindre blandt Benjamins efterkommere, så resultatet alligevel ikke stemmer; den gør Benjamin til oldefar, hvilket ødelægger kronologien totalt, og den modsiger sig selv ved at skrive 70 i 5 Mosebog 10,22.

Med hensyn til, at Stefanus nævner det samme tal, 75, som i Septuaginta, havde John Gill en alternativ forklaring: Han påstod, at det var Septuaginta, der var blevet korrumperet i et misforstået forsøg på at harmonisere Stefanus' tale med Det gamle Testamente

En klog mand som Gill burde vide, at Septuaginta ikke er et kristent dokument. Den var skrevet til jøder i den græsktalende diaspora, og jøderne har næppe forfalsket deres egne hellige bøger for at redde en selvmodsigelse i Det Nye Testamente.

Man kan undre sig over, at de kristne ikke bare oversætter Det Gamle Testamente fra Septuaginta, ligesom man gør i mange andre tilfælde (se f.eks. Hvor blev Betlehem af?).

Bibelselskabet går langt for at skjule Stefanus' afhængighed af Septuaginta. Bemærk, at der i Septuaginta står femoghalvfjerds sjæle. Det samme sagde Stefanus, men Indre Mission har fusket med oversættelsen, så der står »femoghalvfjerds mennesker«. Dermed er det ikke så tydeligt, at Stefanus citerer fra den græske teksttradition i stedet for den hebraiske.

Forklaringen er, at de fleste kristne ikke regner denne tekst for guddommeligt inspireret. Men dér overser Bibelselskabet, at Stefanus var inspireret af Helligånden: »Stefanus, en mand fuld af tro og Helligånd« (Apostlenes Gerninger 6,5), og han var især fuld af Helligånden, da han citerede Septuaginta for oplysningen om de femoghalvfjerds sjæle. Da havde han et »ansigt som en engels ansigt« (Apostlenes Gerninger 6,15), og han var ekstra fuld af Helligånden: »fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene« (Apostlenes Gerninger 7,55).

Stefanus var altså i dén grad guddommeligt inspireret, da han citerede Septuaginta, så hvorfor skulle han gøre det, hvis ikke Septuaginta også var inspireret?

En prøvet bortforklaring er at lægge afstand til taleren: Selvom Bibelen er 100% sand, kan den godt citere folk, der siger noget vrøvl. Hvis ikke det er Moses eller Jesus, der taler, kan man roligt ignorere det. Selvom Moses' spejdere påstod, de havde set kæmper, jøderne påstod, de aldrig havde været slaver, og selvom Jakob sagde, at Labans far hed Nakor, kan det godt være forkert. Der er jo aldrig nogen, der har påstået, at Moses' spejdere, de onde jøder og Jakob var guddommeligt inspirerede, vel?

Denne forklaring bruges specifikt i Stefanus' tilfælde:

Several approaches toward a reconciliation of these conflicts have been attempted, but one that has been gaining vogue in recent years is an attempt to distinguish between inerrancy of content and inerrancy of record. This option leaves the divergences in Stephen's speech as admissible errors since inspiration, and its corollary, inerrancy, need only be posited of the author of Acts and not of Stephen as a character in the narrative.
(Rex A. Koivisto, Stephen's Speech: A Theology Of Errors?, Grace Theological Journal 8.1 (1987), side 101-102)

Der er jo heller aldrig nogen, der har påstået, at Stefanus var guddommeligt inspireret, vel?

Men som vi lige har set, er det lige præcis, hvad Bibelen påstår: Stefanus var »en mand fuld af tro og Helligånd« (Apostlenes Gerninger 6,5). Da han holdt talen, havde han et »ansigt som en engels ansigt« (Apostlenes Gerninger 6,15), og i dagens anledning var han ekstra fuld af Helligånden: »fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene« (Apostlenes Gerninger 7,55).