![]() |
I sin berømte Bjergprædiken (som skete på en slette), forbyder Jesus skilsmisser:
Matthæus 5,31 Der er sagt: 'Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.'
Matthæus 5,32 Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.
Farisæerne havde svært ved at forstå denne selvmodsigelse: Når Jesus indrømmede, at Moseloven påbyder dem at »give hende et skilsmissebrev«, så måtte skilsmisse jo være tilladt.
Markus 10,2 Så kom der nogle farisæere, og for at sætte ham på prøve spurgte de ham: "Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru?"
Markus 10,3 Han svarede dem: "Hvad har Moses påbudt jer?"
Markus 10,4 Og de sagde: "Moses har tilladt manden at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende."
Markus 10,5 Jesus sagde til dem: "Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud;
Jesus vælger at skyde skylden på Moses: »Moses har tilladt manden […] med tanke på jeres hårdhjertethed«. Her er Jesus på tynd is. Moses har ikke "tilladt" noget som helst, for Moseloven skulle gerne forestille at være dikteret af Gud. Ellers stiller det spørgsmålet om, hvem, der har skrevet Loven, og hvor mange andre af de 613 påbud og forbud i Det Gamle Testamente, der er fri fantasi fra Moses' side.
Men lad os sammenligne med, hvad Moses rent faktisk skrev om skilsmisse:
5 Mosebog 24,1 Hvis en mand gifter sig med en kvinde, men bliver ked af hende, fordi han finder noget skændigt hos hende, og han udfærdiger et skilsmissebrev, giver hende det og sender hende bort,
5 Mosebog 24,2 og hvis hun så, når hun har forladt hans hus, går hen og bliver gift med en anden,
5 Mosebog 24,3 og hendes anden mand fatter modvilje mod hende og udfærdiger et skilsmissebrev til hende, giver hende det og sender hende bort, eller hendes anden mand, som har giftet sig med hende, dør,
5 Mosebog 24,4 da må hendes første mand, som sendte hende bort, ikke gifte sig med hende igen, efter at hun nu er blevet uren. For det afskyr Herren, og du må ikke bringe skyld over det land, Herren din Gud vil give dig i eje.
Jesus og farisæerne overgår simpelthen hinanden i vrøvl her:
Moses har aldrig påbudt jøderne at skrive et skilsmissebrev. Moses skriver: »Hvis en mand […] men bliver ked af hende, […] og han udfærdiger et skilsmissebrev«. Med andre ord forudsætter Moseloven en eksisterende skik, hvor manden har skrevet et sådant brev.
Det Moseloven siger er, at hvis manden har skrevet et skilsmissebrev, og hvis konen senere bliver skilt fra den nye mand (eller hvis han dør), så må hun ikke vende tilbage til den første mand. Og den eneste begrundelse er, »at hun nu er blevet uren«, og at »det afskyr Herren, og du må ikke bringe skyld over det land, Herren din Gud vil give dig i eje«.
Det oplagte i denne situation er at skyde skylden på farisæerne, der ikke bare er onde, men også dumme. Hvis de siger noget vrøvl, er det jo ikke Bibelens skyld.
Men den går ikke:
Det var Jesus, der startede med fejlcitere Moseloven: »Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev«.
Farisæerne sagde bare, at Moses havde »tilladt manden at skrive et skilsmissebrev«, og det har han jo også, i og med at 5 Mosebog 24,1-4 forudsætter et skilsmissebrev.
Det var Jesus, der vrøvlede og sagde: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud«, selvom det eneste bud Moses har givet i den forbindelse er, at fraskilte koner bliver urene, og at Gud afskyr det.
I forbindelse med forrige bortforklaring har Matthæus, der er den mest jødiske af de fire evangelister, tilsyneladende set problemet.
Når Matthæus kopierer markus, retter han rutinemæssigt den slags fejl. I det aktuelle tilfælde bytter han om på ordene, så det nu er farisæerne, der siger, at Moses har påbudt, mens Jesus kun, at Moses har tilladt.
Matthæus 19,7 De spurgte ham: "Hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?"
Matthæus 19,8 Han sagde til dem: "Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan.
Men selv med dette fusk undgår Matthæus ikke selvmodsigelsen, for det er også Matthæus, der har tilføjet Bjergprædikenen, hvor Jesus siger: »Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev«. Her er det stadig Jesus, der fejlciterer Moseloven.
I forlængelse af de to forrige bortforklaringer kunne man forsøge at pege på, at Jesus i Bjergprædikenen kun siger: »Der er sagt«, men ikke "Det er skrevet".
Måske refererer Jesus bare til almindelig bysladder fra den lokale bodega?
Men det ville være en meget dum bortforklaring. Grunden til at Matthæus lader Jesus gå op på bjerget er, at han vil skabe en parallel til Moses. Moses modtog Loven på bjerget, og nu genfortolker Jesus denne lov.
De andre udsagn i Prædikenen, »der er sagt«, er Moses' love, og især fra De Ti Bud: »der er sagt til de gamle: 'Du må ikke begå drab'«, »der er sagt: 'Du må ikke bryde et ægteskab'«, osv.
Mærker: 5 Mosebog, Matthæus, Markus, GT kontra NT, Bjergprædikenen, De synoptiske evangelier