Hvaba?? Mener Gud, at Moseloven er god? Hvaba??

Jefta ofrede sin datter på bålet til Gud.
Jeftas offer

Ja, ja. Det mener Gud selv i al beskedenhed.

Henimod slutningen af de fem Mosebøger opsummerer Gud: Loven er allerede skrevet i vore hjerter. Følg Guds lov, så du og dine børn vil få et langt liv.

5 Mosebog 30,11 For det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt.
[.. .. ..] [. . .]
5 Mosebog 30,14 Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det.
[.. .. ..] [. . .]
5 Mosebog 30,19 Jeg tager i dag himlen og jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve,
5 Mosebog 30,20 og elsk Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo på den jord, Herren lovede dine fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem.

Nej. Gud indrømmer senere, at han gav dårlige love for at straffe de oprørske jøder.

Gud forklarer hvorfor: Han førte jøderne ud af Egypten, men jøderne trodsede ham hurtigt:

Ezekiel 20,6 Dengang løftede jeg hånden og svor, at jeg ville føre dem ud af Egypten til et land, jeg havde udsøgt til dem, et land der flyder med mælk og honning, det herligste af alle lande.
[.. .. ..] [. . .]
Ezekiel 20,8 Men de trodsede mig og ville ikke adlyde mig. Ingen af dem kastede de ækle guder ud, som deres øjne var rettet imod; de forlod ikke Egyptens møgguder. Da sagde jeg, at jeg ville udøse min harme over dem og give min vrede mod dem frit løb i Egypten.

Selvom Herren er en nidkær Gud, kunne Gud ikke bare slå dem allesammen ihjel, for så ville han blive vanæret i Egypten (det var faktisk noget, Moses måtte forklare ham (2 Mosebog 32,11-12).

Ezekiel 20,9 Men for mit navns skyld måtte jeg handle, så det ikke skulle blive vanæret hos de folk, de boede iblandt; for jeg havde givet mig til kende for øjnene af dem, da jeg førte israelitterne ud af Egypten.

2 Mosebog 32,11: Moses ville formilde Herren sin Gud og sagde: "Herre, hvorfor skal din vrede flamme op mod dit folk, som du førte ud af Egypten med stor kraft og stærk hånd?
2 Mosebog 32,12: Hvorfor skal egypterne kunne sige: 'Han havde ondt i sinde, da han førte dem ud; han ville dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade.' Vend dog om fra din glødende vrede, og fortryd den ulykke, du ville bringe over dit folk!

Så Gud valgte at føre dem ud i ørkenen, men jøderne trodsede ham igen, og endnu engang var Gud bange for at blive vanæret i Egypten.

Ezekiel 20,10 Derfor førte jeg dem ud af Egypten og ud i ørkenen.
Ezekiel 20,11 Jeg gav dem mine love og forkyndte dem mine bud. Det menneske, der holder dem, bevarer livet ved dem.
Ezekiel 20,12 Også mine sabbatter gav jeg dem som tegn mellem mig og dem, så de kunne forstå, at jeg, Herren, helliger dem.
Ezekiel 20,13 Men Israels hus trodsede mig i ørkenen. De fulgte ikke mine love, men forkastede mine bud. Det menneske, der holder dem, bevarer livet ved dem. Mine sabbatter vanhelligede de groft. Da sagde jeg, at jeg ville udøse min harme over dem og tilintetgøre dem i ørkenen.
Ezekiel 20,14 Men for mit navns skyld måtte jeg handle, så det ikke blev vanæret hos de folk, som havde set, at jeg førte dem ud.

Derfor droppede Gud denne generation og lod dem dø ude i ørkenen.

Ezekiel 20,15 Derfor løftede jeg min hånd i ørkenen og svor, at jeg ikke ville bringe dem til det land, jeg havde givet dem, et land der flyder med mælk og honning, det herligste af alle lande;
Ezekiel 20,16 for mine bud havde de forkastet, mine love havde de ikke fulgt, og mine sabbatter havde de vanhelliget; af hjertet fulgte de deres møgguder.
Ezekiel 20,17 Men jeg skånede dem for tilintetgørelse og gjorde det ikke af med dem i ørkenen.

Da den onde generation var døde otteogtredive år senere, satsede Gud på den nye generation.

Ezekiel 20,18 Så sagde jeg til deres sønner i ørkenen: I må ikke følge jeres fædres love og holde deres bud og gøre jer urene ved deres møgguder.
Ezekiel 20,19 Jeg er Herren, jeres Gud. Følg mine love, og hold omhyggeligt mine bud!
Ezekiel 20,20 Mine sabbatter skal I holde hellige; de skal være tegn mellem mig og jer, så I kan forstå, at jeg er Herren, jeres Gud.
Ezekiel 20,21 Men sønnerne trodsede mig. De fulgte ikke mine love, og mine bud holdt de ikke omhyggeligt. Det menneske, der holder dem, bevarer livet ved dem. Mine sabbatter vanhelligede de. Da sagde jeg, at jeg ville udøse min harme over dem og give min vrede frit løb mod dem i ørkenen.
Ezekiel 20,22 Men jeg trak min hånd tilbage. For mit navns skyld måtte jeg handle, så det ikke blev vanæret hos de folk, som selv havde set, at jeg førte dem ud.

Sønnerne viste sig at være lige så trodsige som deres fædre, og selv 40 år senere var Gud stadig bange for at blive til grin i hele Egypten.

Derfor valgte Gud at straffe dem med dårlige love. De trodsige jøder skulle ofre deres børn:

Ezekiel 20,23 Derfor løftede jeg min hånd i ørkenen og svor, at jeg ville sprede dem blandt folkene og strø dem ud i landene,
Ezekiel 20,24 fordi de ikke havde holdt mine bud, men havde forkastet mine love og vanhelliget mine sabbatter; deres øjne hang ved fædrenes møgguder.
Ezekiel 20,25 Så gav jeg dem love, som ikke var gode, og bud, som de ikke kunne bevare livet ved;
Ezekiel 20,26 jeg gjorde dem urene ved deres gaver, når de ofrede alt det, der kom først ud af moderlivet. Så kunne jeg slå dem med rædsel, for at de skulle forstå, at jeg er Herren.

Dér har vi forklaringen på buddet om, at man skal man ofre sin førstefødte søn, »alt det, der kom først ud af moderlivet«, at Abraham var villig til at ofre sin søn, og at Jefta ofrede sin datter på bålet til Gud (billedet øverst til højre).

Gud var vred, og Gud var skuffet. Derfor gav han jøderne dårlige love, der gjorde dem urene, når de ofrede deres børn til ham.

Kommentar

Tanken om at Gud har givet jøderne dårlige bud som en straf, finder vi også i Koranen:

al-An'am, 145 Sig: »I det, der er blevet mig åbenbaret, finder jeg intet, der er forbudt for nogen at spise, bortset fra selvdøde dyr, blod, der er flydt ud og svinekød; for det er urent - samt noget gudløst, hvorover et andet navn end Guds er udtalt.« Bliver nogen imidlertid tvunget, uden at begære det og uden at ville begå en overtrædelse; - din Herre er tilgivende og barmhjertig.
al-An'am, 146 Vi har forbudt dem, der er jøder, at spise alt med kløer samt fedtet på stort kvæg og småt kvæg, bortset fra det fedt, der sidder på ryggen, omkring indvoldene og mellem knoglerne. Dette gav Vi dem til gengæld for deres oprørskhed. Vi siger sandheden.

Her drejer det sig om noget knapt så drastisk som at ofre sine børn på bålet, nemlig om de komplicerede regler for rene og urene spiser.

Men vi ser, at Allah/Gud igen indrømmer, at han har givet dårlige bud, som han i virkeligheden er ligeglad med, som en straf for jødernes oprørskhed.

Kristen bortforklaring #1

Den berygtede NIV-Bibel fusker med oversættelsen:

Ezekiel 20,25 I also gave them over to statutes that were not good and laws they could not live by;
(New International Version, NIV, 1984)

Her har man tilføjet ordet "also", så det trods alt ikke var alle lovene, der var dårlige. Men hvad der værre er: "jeg gav dem" er blevet til "jeg overgav dem til".

Gud har altså bare ladet jøderne følge nogle dårlige love, dengang de ofrede deres børn. Dette er det samme trick, Bibelselskabet bruger, når Gud lader Satan lokke David til at tælle folket, og Gud lader Saul blive dræbt.

Senere oplag af NIV er dog mere korrekte (selvom man tilføjer ordet "other"):

Ezekiel 20,25 So I gave them other statutes that were not good and laws through which they could not live;
(New International Version, NIV)

Kristen bortforklaring #2

I bogen "Is God a Moral Monster?: Making Sense Of The Old Testament God" fra 2011 peger Paul Copan på, at Gud mod slutningen siger: »Gå alle sammen hen og dyrk jeres møgguder« (Ezekiel 20,39). Copan mener, det er ment sarkastisk og er underforstået "gå hen og ofre jeres børn". Hans pointe er, at ordene er rettet til Ezekiels tilhørere og dermed har ikke noget at gøre med Loven, der i sin tid blev givet til Moses.

Men det store problem med denne bortforklaring er, at det ikke længere er de samme tilhørere. Vers 1-26 er citeret foroven, og det er ret tydeligt, at denne del handler om de 40 år i ørkenen. Først derefter går Ezekiel over til at adressere sit publikum: »Tal derfor til Israels hus, menneske« (Ezekiel 20,27).

Ezekiel 20,39: Israels hus, dette siger Gud Herren: Gå alle sammen hen og dyrk jeres møgguder, men siden hen skal I adlyde mig, og mit hellige navn skal I ikke mere vanhellige med jeres gaver og jeres møgguder.
Ezekiel 20,27: Tal derfor til Israels hus, menneske, og sig til dem: Dette siger Gud Herren: Endnu en gang hånede jeres fædre mig i deres troløshed mod mig.

Yderligere Selvmodsigelser


Mærker: 5 Mosebog, Ezekiel