Var Kong Saul bange eller såret? Var Kong Saul bange eller såret? 
|
Israels første konge, Saul, begik selvmord på slagmarken. Men hvorfor gjorde han det?
Ifølge mange oversættelser var han dødsensangst for fjendens bueskytter.
1 Samuel 31,3 Saul var nu hårdt presset i kampen, og da nogle bueskytter opdagede ham, blev han dødsensangst for dem.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
Men ifølge lige så mange oversættelser var det fordi, han var hårdt såret af skytterne:
1 Samuel 31,3 Og kampen blev hård for Saul, og skytterne fandt ham, mændene med bue, og han blev hårdt såret af skytterne.
(Jehovas Vidner / Ny Verden)
De to oversættelser giver to meget forskellige fortolkninger af Kong Sauls død.
Var hans død lavpunktet i en deroute, der startede, da Gud angrede, at han havde gjort Saul til konge, og endte med, at han fejt gjorde selvmord, i samme øjeblik fjenden opdagede ham?
Eller var han en tapper mand, der med åbne øjne gik døden i møde? Han fik at vide hos dødemaneren, at Gud ville give Saul og hans sønner i fjendens hænder næste dag (1 Samuel 28,19), og at de ville mødes i Dødsriget. Alligevel gik Saul i kamp, og efter at hans sønner var dræbt og han selv var hårdt såret og ikke længere kunne kæmpe, valgte han at dø for sit eget sværd fremfor at falde i hænderne på de uomskårne vantro.
Problemet er, at den hebraiske tekst kan oversættes på begge måder. Jødiske kommentarer (Targum) lægger op til, at han var bange; de græske og latinske oversættelser fortæller, at han var hårdt såret.
Den græske teksttradition, Septuaginta, siger, at Saul blev ramt i maven. Helt bogstaveligt blev han såret i "hupochondria" (dvs. "under brusken"): den øverste del af maven.
Pudsigt nok har ordet "hupochondria" givet os det danske "hypokondri", hvor man også har svært ved at afgøre, om offeret har en fysisk skade eller er angst.
Mærker: 1 og 2 Samuelsbog