Hvordan døde Kong Saul?

Saul bliver ramt af poetisk retfærdighed, når han taber slaget mod filisterhæren, netop den hær, som han før havde planlagt, skulle dræbe David. Bibelen forklarer tre gange, at Saul forlangte 100 filisterforhuder for sin datter, fordi han så regnede med, at filistrene ville dræbe David.

1 Samuel 18,17 Saul sagde til David: "Jeg vil give dig min ældste datter Merab til hustru, hvis du viser dig tapper i min tjeneste og fører Herrens krige." Saul tænkte nemlig: "Det skal ikke være min, men filistrenes hånd, der rammer ham."
[.. .. ..] [. . .]
1 Samuel 18,21 for han tænkte: "Jeg vil give hende til ham, så hun kan blive en snare for ham, og filistrene kan få ram på ham." Saul sagde så for anden gang til David: "Nu kan du blive min svigersøn."
[.. .. ..] [. . .]
1 Samuel 18,25 Så sagde Saul: "I skal sige til David, at kongen ikke bryder sig om anden brudekøbssum end hundrede filisterforhuder som hævn over kongens fjender." Det var Sauls plan, at David skulle falde for filistrenes hånd.

Men det er ikke kun filisterhæren, der vender tilbage som en boomerang. Saul dør for det sværd, med hvilket han konstant har prøvet at dræbe David.

Selvom Saul i sidste øjeblik prøver at afværge "boomerangen" ved at beordre våbendrageren til at hugge ham ned, hjælper det ikke. Kort efter at han er død for sit eget sværd, bliver ironien udpenslet, når David synger Buesangen: »aldrig vendte Sauls sværd umættet hjem« (2 Samuel 1,22).

Der er også en poetisk retfærdighed i den anden version, hvor manden, der dræber Saul, er en amalekit.

Grunden til, at Gud angrede, at han havde gjort Saul til konge, var, at Saul skånede en enkelt amalekit i stedet for at myrde dem alle.

Sauls deroute starter, da han i kapitel 15 bryder Guds ordre ved at skåne amalekitternes konge. Gud forkaster ham som konge (1 Samuel 16,1), og Herrens ånd forlader ham (1 Samuel 16,14).

Derfor ligger der en ironi i, at Sauls undergang netop kulminerer med, at han må tigge en amalekit om at blive dræbt.

Hvis man tror, der er en historisk kerne bag disse eventyr, må man undre sig over, hvor David er henne i kapitel 31. Officielt har David ingen skyld i Sauls død til trods for, at han rent faktisk kæmpede på filistrenes side på dette tidspunkt.

Bibelen er dog omhyggelig med at fortælle, at David forlod resten af filisterhæren og »vendte tilbage til filistrenes land« i slutningen af kapitel 29 (1 Samuel 29,11), og mens filistrene kæmper mod israelerne og Kong Saul i kapitel 30, har David travlt med at nedslagte amalekitter.

Kort efter Sauls død for filisterhånd er David i besiddelse af det kongelige diadem og armbånd, men igen har Bibelen givet ham en undskyldning: David havde fået dem af amalekitten, og det var bestemt ikke noget, David havde arrangeret, for han havde jo straks ladet amalekitten henrette.

Dette har fået en forsker som P. Kyle McCarter til at mene, at Samuelsbøgerne er skrevet som propaganda for at imødegå nogle anklager, som må have floreret på Davids tid ("The Apology of David", JBL 99/4, 1980, side 489-504).

De to historier om selvmordet kan godt kombineres. En af de mere prominente fortalere for denne løsning er Cyrus I. Scofield:

Cf. 2 Samuel 1:10 ; 21:12 . The order is:

(1) Saul is "hit"--wounded mortally, potentially "slain," by the Philistines;

(2) either to escape agony, or insult by the enemy, he falls upon his sword, and his armour-bearer, supposing him to be dead, slew himself;

(3) but Saul was not dead; raising himself upon his spear, he besought the Amalekite to put him to death. 2 Samuel 1:10 ; 21:12 .

(Scofield Reference Bible)

Det kræver dog en meget velvillig læsning. Kapitel 31 ender med, at filistrene finder Sauls lig, hugger hovedet af liget, nagler liget fast til Bet-Shans mur, indtil mændene fra Jabesh i Gilead tager ligene tilbage og brænder dem.

Der er ikke rigtigt plads til en amalekit her.

Det mest almindelige (bort)forklaring er at skyde skylden på den uheldige amalekit og påstå, at han løj. Bibelen er stadig ufejlbarlig, selvom den citerer amalekitten for en løgnehistorie.

Men her er det spørgsmålet, om det ikke snarere er Bibelen, der lyver, for historien hænger ikke sammen.

1. Amalekittens beretning minder meget om den første version, hvor Saul beder sin våbendrager om hjælp til sit selvmord. Hvis amalekitten bare har rystet historien ud af ærmet, er det underligt, at han har fundet på en historie, der minder så meget om den anden.

2. Hvorfor skulle en amalekit komme til David, når David lige har brugt hele kapitel 30 på at nedslagte amalekitter? Den uheldige amalekit bliver da også straks dræbt af David (tak for diademet).

3. Man må også spørge, hvad en amalekit laver på en slagmark mellem jøder og filistre, og hvordan han kan valse ind for øjnene af de stridende parter, mens filistrenes bueskytter beskyder Saul, og stjæle det kongelige diadem og armbånd.

4. David refererede til historien senere, og her er der ingen antydning af, at David mente, manden havde løjet (2 Samuel 4,10). David dræbte ham udelukkende, fordi han havde dræbt "Herrens salvede" (2 Samuel 1,14-16). Med andre ord troede David både dengang og siden på, at det var amalekitten, der havde dræbt Saul.

I forbindelse med forrige bortforklaring kan man selvfølgelig påstå, at amalekitten var en løgner, og at David var et godtroende fjols for at tro på ham.

Men Bibelen fortæller os (i andre sammenhænge), at Helligånden talte gennem Davids mund (Apostlenes Gerninger 1,16), og at han var en profet (Apostlenes Gerninger 2,29-30).

Med hensyn til at Saul blev dræbt af filistrene, er bortforklaringen naturligvis, at filistrene var årsag til, at Saul begik selvmord.

Denne bortforklaring reducerer teksten til nonsens. Saul gjorde selvmord, netop for at de uomskårne filistre ikke skulle kunne prale af at have slået ham ihjel: »så ikke disse uomskårne skal komme og hugge mig ned« (citeret foroven), og alligevel giver 2 Samuel 21,12 filistrene æren for at have dræbt Saul.

I forlængelse af forrige bortforklaring skriver Bibelselskabet bare, at filistrene "slog" Saul, ikke slog ihjel.

2 Samuel 21,12 drog han hen og hentede Sauls og hans søn Jonatans knogler hos borgerne i Jabesh i Gilead, som havde stjålet dem fra torvet i Bet-Shan, hvor filistrene havde hængt dem op, dengang de slog Saul på Gilboa.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

Filistrene vandt slaget, og hvordan Saul døde, er hans egen hovedpine.

Med hensyn til at Gud dræbte Saul, er det let at forklare: Det er langtfra altid, at Gud personligt slår synderne ihjel (og f.eks. personligt lader det regne med svovl og ild over Sodoma).

Ofte vælger Gud i stedet at "virke usynligt" og at ramme de folk, han ikke kan lide, med krig, pest og hungersnød. Uanset om det var filistrene, amalekitten eller Saul selv, der dræbte Saul, var det i virkeligheden Gud, der trak i trådene.

Det hele betyder det samme.

I forlængelse af forrige bortforklaring giver de danske Bibler Saul hele ansvaret.

1 Krønikebog 10,14 og ikke spurgt Herren til råds. Derfor lod han ham dø og overdrog kongedømmet til David, Isajs søn.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

Gud lod ham dø. Dette trick er brugt før: Den opmærksomme læser vil huske, hvordan Gud lod Satan lokke David til at tælle folket.