Hvad siger Lukasevangeliet om renter? Hvad siger Lukasevangeliet om renter? 
|
Her har vi en af de selvmodsigelser, som de kristne har hygget sig med i næsten 2.000 år: Hvis der er én ting, der er blevet defineret og fordømt af en perlerække af paver og kirkekonciler, er det åger, og alligevel har det de sidste hundrede år været et krav, at katolske institutioner plejer Kirkens formue ved at indtjene renter.
Ifølge Jesus' bjergprædiken, som skete på en slette, må man ikke tage renter af lån:
Lukas 6,35 Men elsker eders Fjender, og gører vel, og låner uden at vente noget derfor, så skal eders Løn være stor, og I skulle være den Højestes Børn; thi han er god imod de utaknemmelige og onde.
(Den forrige danske oversættelse)
Men senere i samme evangelium er der en lignelse om en dårlig tjener, der har svigtet sin herre. Han skulle have investeret "det betroede pund" i banken, så herren kunnet have fået renter.
Lukas 19,20 Så kom den næste og sagde: Herre, her er dit pund; jeg har haft det liggende i et tørklæde.
[.. .. ..] [.. .. ..]
Lukas 19,23 Hvorfor anbragte du da ikke mine penge i en bank? Så kunne jeg have fået dem igen med rente, når jeg kom tilbage.
Lukas 19,24 Og til sine folk sagde han: Tag pundet fra ham og giv det til ham med de ti.
Lukas 19,25 - De sagde til ham: Herre, han har jo ti pund. -
Lukas 19,26 Jeg siger jer: Enhver, som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.
Lukas 19,27 Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne."
Tjeneren bliver frataget det ene pund, han skulle have forvaltet, for »Enhver, som har, til ham skal der gives«, og den strenge herre ender med at beordre en henrettelse af sine modstandere: før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.
Hvad mener Lukas? Er det forbudt at tage renter, eller er det tværtimod en pligt?
Holdningen til renter er måske det mest klokkerene eksempel på, at den katolske kirke har skiftet mening 180 grader. Fra forbud til pligt.
Især på grund af Lukas 6,35 blev åger strengt forbudt, f.eks. på anden Laterankoncil i 1139 (kanon 13), tredje Laterankoncil i 1179 (kanon 25) og i Vienne 1311-12. Sidstnævnte gjorde det sågar til kætteri bare at hævde, at åger ikke var syndigt:
[…] If indeed someone has fallen into the error of presuming to affirm pertinaciously that the practice of usury is not sinful, we decree that he is to be punished as a heretic; and we strictly enjoin on local ordinaries and inquisitors of heresy to proceed against those they find suspect of such error as they would against those suspected of heresy.
(Koncillen i Vienne, Kanon 29)
I 1911 skiftede Kirken mening, og nu blev det tværtimod kanonisk lov, at katolske institutioner skulle pleje deres fonde ved at få renter.
Problemet med Lukas 6,35 er, at man dybest set ikke ved, hvad det skal betyde.
Det græske ord er "apelpizontes", og det bruges kun denne ene gang i Det Nye Testamente og en enkelt gang i Septuaginta. Ordet betyder at tage håbet fra nogle, så Jesus forbyder altså ikke, at man tager renter fra låntagerne, kun at man tager håbet fra dem. Hvordan det så siden skal fortolkes.
I den latinske Vulgata bliver Lukas 6,35 oversat til: »Mutuum date, nihil inde sperantes« ("intet at håbe derfor"), mens Codex Bezae og de gamle latinske oversættelser sagde: »nihil desperantes« ("intet tilbage igen").
I den katolske Bibel er der dermed et klokkerent forbud mod at tage renter, "intet derfor", og især dette vers gjorde, at den katolske kirke i næsten 2.000 år forbød åger. Som billedet øverst til højre viser, fik ågerkarle deres egen plads i Helvede, ved siden af blasfemikere og sodomitter.
Problemet er, at Lukas 6,35 forbyder renter — uanset størrelsen — og et samfund kan ikke køre uden banker med risikovillig kapital.
Løsningen var derfor at overlade låneforretninger til jøderne.
Fra den katolske kirkes side var straffen for åger, dels at man ikke måtte deltage i nadveren, og dels at man ikke kunne blive begravet i kristen jord. Den "straf" havde jøderne jo allerede fået, så de havde intet at miste.
Den katolske kirkes kovending har (naturligvis) været diskuteret siden da.
Forskeren John T. Noonan (1926-2017) skrev i 1966 afhandlingen: "Authority, Usury, and Contraception". Årstallet og overskriften var ikke tilfældige: Dette var samtidigt med Vatican II, og på et tidspunkt hvor Kirken var ved at debattere abort og prævention,
Noonan's pointe var, at hvis Kirken kunne følge med tiden og ændre holdning til åger, hvorfor så ikke til andre emner som prævention? Han fulgte op i 2005 med bogen "A Church that Can and Cannot Change".
Modsvaret blev givet af David J. Palm: The Red Herring of Usury. For at summere de mange ord op meget kort, mener Palm ikke, det er kirken, der har ændret sig, men derimod begrebet "åger":
På Jesus' tid var penge "ufrugtbare" (lyder argumentet), så hvis man f.eks. lånte 100 sekel ud og fik 100 sekel tilbage, havde man ikke tabt noget og havde derfor ikke ret til at kræve renter. I vore dage (fra 1911 og frem) kan man derimod investere kapitalen, og hvis man låner pengene væk uden at kræve renter, har man lidt et tab.
Her overser Palm fuldstændigt parablen om "det betroede pund". Denne parabel viser med al ønskelig tydelighed, at allerede på Jesus' tid var penge ikke død kapital, men kunne investeres i banken og give renter.
Selvom lutheranere regner sig selv for protestanter, har de danske Bibler i 400 år alligevel fulgt Vulgata-oversættelsen af Lukas 6,35 med »nihil inde sperantes« ("intet at håbe derfor"). Lige fra Christian d. 3's Bibel fra 1550: »Gører vel oc læner / at i haabis der inted faare« til oversættelsen fra 1907 (citeret øverst på denne side): »uden at vente noget derfor«.
I oversættelsen fra 1992 er Bibelselskabet derimod gået over til at være mere på linje med protestantiske oversættelser som f.eks. King James Bibel fra 1611:
Lukas 6,35 Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
Nu skal de kristne ikke regne med at få noget som helst igen, hverken renter eller hovedstol. Dermed har verset intet at gøre med udlån og renter, men om uegennyttig godgørenhed.
Denne oversættelse er ganske vist mere i tråd med verset forinden (Lukas 6,34), men den gør jo bare selvmodsigelsen endnu større: Hvorfor bliver den strenge herre i parablen rasende, når han trods alt får hovedstolen tilbage? Hvorfor gav han ikke bare det hele væk?
Desuden er det, at det er en lignelse, ikke en undskyldning for at sige noget vrøvl.
Man går nok ikke helt galt i byen, hvis man gætter på, at den strenge herre skal forestille Jesus selv eller Gud, og uanset hvordan man fortolker "det betroede pund", ville Jesus ikke fortælle en lignelse, hvor han skælder en mand ud for ikke at gøre, hvad Jesus selv har forbudt.
Mærker: Lukas, Bjergprædikenen