Forbandet være Kana'an! Forbandet være Kana'an! 
|
Det første Noa gjorde, da der blev tørt efter syndfloden, var at drikke sig fuld og falde i søvn med bukserne nede. Hans ene søn, Kam, kaldte på sine to brødre, der dækkede deres sovende far til.
Da Noa vågnede med jordens største (og første) tømmermænd, blev han eddikesur, og han forbandede Kams søn Kana'an.
1 Mosebog 9,24 Da Noa vågnede af sin rus og blev klar over, hvad hans yngste søn havde gjort mod ham,
1 Mosebog 9,25 sagde han: "Forbandet være Kana'an! Den usleste træl skal han være for sine brødre."
Kana'an var også navnet på Det Hellige Land, som jøderne erobrede 1.000 år senere, og det fremgår af stamtavlerne i næste kapitel, at den forbandede Kana'an blev stamfar til bl.a. hetiterne, girgasjiterne, amoriterne, kana'anæerne, hivvitterne og jebusitterne, altså de samme 6-7 folkeslag, som Gud og hans gedehamse senere udryddede.
Dermed havde jøderne samvittigheden i orden med deres folkemord på det oprindelige folk: Deres stamfar kunne jo bare havde ladet være med at kigge på Noas tissemand.
Men hvorfor var det ikke Kam selv, der blev straffet for denne "forbrydelse"? Hvorfor gik det ud over hans søn, Kana'an? Man må da ikke straffe børn for fædrenes forbrydelser:
Ezekiel 18,20 Men det menneske, der synder, skal dø. En søn skal ikke bære straffen for sin fars synd, og en far skal ikke bære straffen for sin søns synd. Den retfærdiges retfærdighed skal virke tilbage på ham selv, og den uretfærdiges uretfærdighed skal virke tilbage på ham selv.
Spørgsmålet er, hvor gammel den stakkels Kana'an var, for Bibelen siger ikke noget om nogle børn, der forlod arken: »Så gik Noa ud sammen med sine sønner, sin kone og sine svigerdøtre« (1 Mosebog 8,18, 1 Peter 3,20; 2 Peter 2,5).
Historien om Noas druktur fortælles i samme åndedrag som historien om arken: »Noas sønner, der gik ud af arken, […] De tre var Noas sønner, […] Agerdyrkeren Noa […] plantede en vingård. Da han drak af vinen, blev han beruset og blottede sig inde i sit telt« (1 Mosebog 9,18-21). Man får indtrykket af, at det første Noa overhovedet gjorde var, at kaste sig over produktion af 3-ugers vin.
Var Kana'an overhovedet født, eller var han stadig et spædbarn, da Noa forbandede ham og hans efterkommere?
Der har været mange spekulationer over, hvad Kams forbrydelse i grunden var. Bibelen skriver kun:
1 Mosebog 9,22 Kana'ans far Kam så sin far nøgen og fortalte det til sine to brødre udenfor.
Måske havde Kam ikke nøjedes med at "se" sin bevidstløse far? Måske havde han "kendt" ham, som den slags kaldes i Bibelen?
Men for det første er det ren spekulation, for det andet står der (citeret foroven), at han »fortalte det til sine to brødre«, og for det tredje forklarer det ikke, hvorfor det skulle gå ud over barnebarnet.
En flittigt brugt bortforklaring er, at selvom folk gør sådan og sådan i Bibelen, er det ikke det samme som, at det er i orden. Glemt er ordene om, at Bibelen skal bruges som moralsk rettesnor.
Men for det første havde Gud selv erklæret, at Noa var retfærdig: »dig har jeg fundet retfærdig i denne slægt« (1 Mosebog 7,1).
For det andet: Hvis Noa bare var et fordrukkent fjols med tømmermænd, hvorfor blev så Kana'ans efterkommere myrdet af Gud og hans gedehamse?
En anden flittigt brugt forklaring for at undskylde forbryderne i Første Mosebog er, at Gud ikke havde givet Loven endnu. Moseloven (og Ezekiels Bog) virker ikke med tilbagevirkende kraft, vel?
Problemet med denne undskyldning er, at det giver et kunstigt skel mellem "syndigt" og "ulovligt". Hvis Noas handling var i orden på hans tid, men senere blev forbudt af Gud, så må konklusionen være, at Guds lov er ulogisk og unaturlig.
Det ville stride imod, hvad Gud selv siger om sine love: »det, jeg i dag befaler dig, er dig hverken ufatteligt eller fjernt […] Nej, ordet er dig ganske nær, i din mund og i dit hjerte, så du kan følge det« (5 Mosebog 30,11-14). Det ville også stride med Paulus' ord om, at selv hedningerne »af naturen gør, hvad loven siger«, fordi de har »den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte« (Romerne 2,14-15). Kort sagt: At Guds lov er skrevet i vore hjerter.
Det forklarer heller ikke, hvorfor det skulle gå ud over barnebarnet.
En sidste(?) forklaring er, at Noa ikke kunne forbande sin søn, fordi Gud lige havde velsignet ham:
1 Mosebog 9,1 Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: "Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden.
Nogen skulle han åbenbart forbande, og derfor måtte han nøjes med at forbande sit barnebarn. Noa var simpelthen verdens ondeste farfar.