Hillels påskeæg Hillels påskeæg 
|
Nogle selvmodsigelser er så massive, at man bare tror, det er løgn.
Engang om året er det påske. Påsken er en valfartsfest, hvor hele Israel møder op for at få slagtet sit påskeofferdyr og at koge påskelammet. Slagtningen må kun ske ved templet i Jerusalem, hvor Gud har sin bolig:
5 Mosebog 16,2 Du skal slagte påskeofferdyret, får eller okse, for Herren din Gud på det sted, Herren udvælger til bolig for sit navn.
[.. .. ..] [. . .]
5 Mosebog 16,5 Du må ikke slagte påskelammet hjemme i nogen af dine byer, som Herren din Gud giver dig.
5 Mosebog 16,6 Kun på det sted, Herren din Gud udvælger til bolig for sit navn, må du slagte påskelammet, om aftenen, ved solnedgang, det tidspunkt da du drog ud af Egypten.
5 Mosebog 16,7 Du skal koge det og spise det på det sted, Herren din Gud udvælger, og om morgenen skal du begive dig hjem.
Præsterne havde travlt. Selvom der står, at påskelammet skulle slagtes »om aftenen, ved solnedgang, det tidspunkt da du drog ud af Egypten«, kunne der være måske 255.600 offerdyr, og præsterne var derfor nødt til at udføre arbejdet allerede "fra den 9de til den 11te Time", altså mellem 15 og 17.(1)
Problemet er, at den jødiske påske falder den 14. i årets første måned og i princippet kan falde på enhver ugedag, men lørdag er sabbat, og sabbatten skal holdes hellig (det er faktisk et af De Ti Bud):
2 Mosebog 20,8 Husk sabbatsdagen og hold den hellig.
2 Mosebog 20,9 I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal;
2 Mosebog 20,10 men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.
På sabbatten må man ikke arbejde, og man må heller ikke få andre til at gøre arbejdet for én.
Hvad gør man så, hvis påsken falder på en lørdag? Hvis man ikke holder påsken, skal man »udryddes fra sit folk«:
4 Mosebog 9,13 Men den mand, som er ren og ikke er på rejse, og som undlader at holde påske, det menneske skal udryddes fra sit folk, fordi han ikke har bragt Herrens gave til den fastsatte tid. Den mand må bære straffen for sin synd.
Hvis man slagter påskeofferet derhjemme, bliver man også udryddet:
3 Mosebog 17,8 Og du skal sige til dem: Hvem som helst af Israels hus og af de fremmede, der bor som gæst blandt dem, som vil ofre brændofre eller slagtoffer,
3 Mosebog 17,9 men ikke bringer det hen til indgangen til Åbenbaringsteltet for at ofre det til Herren, han skal udryddes fra sit folk.
På den anden side: Det har været knaldhårdt arbejde at slagte og rense 255.600 offerdyr på to timer, og hvis man arbejder på sabbatten (eller får andre til at gøre det), skal man både henrettes og udryddes:
2 Mosebog 31,14 I skal holde sabbatten, for den er hellig for jer. Den, som vanhelliger den, skal lide døden; enhver, som udfører arbejde på den, skal udryddes fra sit folk.
Og hvorhenne står der, at påsken sætter sabbatten ud af kraft? Det står lige præcis ingen steder.
Derfor var det op til en af de største rabbier nogensinde, Hillel den Ældre (billedet til højre), at afgøre, hvilke af Guds evige bud der var mere hellige end de andre evige bud.
En kort opsummering af de meget lange og meget langhårede diskussioner blandt rabbierne lyder sådan: Når påsken faldt på en sabbat, var der fire lovlige handlinger:
At slagte lammet/geden, fordi "slagtning overtrumfer sabbat". Bibelen siger ikke noget om, hvornår dyrene skal ind i templet, så det kunne man gøre i god tid inden sabbatten.
At tømme tarmene med en kniv for at tarmindholdet ikke skulle forurene offeret. Derimod var det ikke lovligt at skylle tarmene.
At stænke blodet på alteret (det skulle jo gøres, mens blodet var flydende).
At frembære fedtet for alteret.
Se hovedartiklen for detaljer: Påskekrisen i Jerusalem.
Ca. 100 år efter at Hillel løste problemet med påsken, rev romerne hele templet ned, og templet er en ruin den dag i dag.
Derfor vil de kristne henholde sig til, at Gud ikke længere ønsker ofre. Det pudsige er jo, at efter at Gud havde krævet ofre i tusinder år, skiftede han mening, og nu er han slet ikke interesseret i ofre. I dag kan man blive frelst bare ved at tro på, at Jesus har ofret sig for vores skyld.
Og det endnu mere pudsige er, at Gud skiftede mening lige præcis, dengang romerne havde revet templet i Jerusalem ned. Men det er naturligvis et rent tilfælde.
Fodnoter: (1)
Dette gjorde de da ogsaa paa den førstkommende Fest, Paaskefesten, paa hvilken der bringes Ofre fra den 9de til den 11te Time, og hvor de Selskaber,
som slaa sig sammen om et Offer, ikke ere mindre end paa 10 Mand, - alene maa man nemlig ikke holde Offermaaltid, - ja, mange samle sig ogsaa i Selskaber paa 20,
og det viste sig da, at Antallet af Ofre var 255,600.
(Jødernes krig mod Romerne, Sjette Bog, niende kapitel, afsnit 3)
Mærker: 2 Mosebog, 4 Mosebog, 5 Mosebog