I Apostlenes Gerninger må romerne redde Paulus, fordi folkemængden mener, han har vanhelliget templet (billedet til højre).
Apost. G. 21,28 og råbte: "Israelitter, kom og hjælp! Her er den mand, som med sin lære alle vegne og over for alle er imod folket og loven og dette sted. Og han har oven i købet taget grækere med til templet og vanhelliget dette hellige sted."
Apost. G. 21,29 De havde nemlig tidligere set Trofimos fra Efesos sammen med Paulus ude i byen, og de troede, at han havde taget ham med til templet.
Apost. G. 21,30 Hele byen kom i bevægelse, folk stimlede sammen, greb fat i Paulus og slæbte ham bort fra templet, og portene blev straks lukket.
Men da Paulus bliver ført for jødernes råd, er anklagen en helt anden:
Apost. G. 23,6 Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: "Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!"
Og når vi for tredje gang hører om Paulus' rejse til Damaskus, får vi også en tredje version af anklagen:
Apost. G. 26,20 Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver.
Apost. G. 26,21 Det er grunden til, at jøderne anholdt mig på tempelpladsen og ville slå mig ihjel.
Så hvad lød anklagen på? At vanhellige templet? "håbet om dødes opstandelse"? Eller at forkynde omvendelse til Gud og til "omvendelsens gerninger"?
Hvad var Paulus anklaget for?
Det er et af Bibelens uløste mysterier, for da Paulus efter tre år omsider ankom til Rom, kendte de lokale jøder ikke noget til nogen anklager: »Vi har ikke fået noget brev om dig fra Judæa« (Apostlenes Gerninger 28,20-22).
Dem, der oprindeligt ville myrde ham, havde svoret, at »at de hverken ville spise eller drikke, før de havde fået Paulus slået ihjel« (Apostlenes Gerninger 23,12-21), så efter tre år må de alle sammen have været døde af sult og tørst.
Det oplagte svar er, at Paulus simpelthen lyver. Paulus vil behage dommerne og giver derfor det svar, der bedst gavner ham i den givne situation. Han er klar over, at det jødiske råd er splittet i spørgsmålet om "de dødes opstandelse", og han ved, at Festus og Agrippa ikke vil dadle ham for at forkynde omvendelse til Gud.
Men Moseloven forbyder at aflægge falsk vidnesbyrd »for at føje mængden og bøje retten« (2 Mosebog 23,2). Jesus selv var meget negativ over for falsk vidnesbyrd, som han sammenlignede med mord, hor og tyveri (Matthæus 15,19). Falsk vidnesbyrd var på Jesus' liste over ting, man ikke måtte gøre, hvis man havde intentioner om at komme i Himlen (Matthæus 19,16-18).
Man sige, at det ikke er "falsk vidnesbyrd", så længe Paulus kun lyver om sig selv.
Men Jesus gav ikke sine disciple lov til at lyve for at redde deres skind. Tværtimod fortalte ham dem, at når de blev ført i retten, skulle de ikke være bekymrede, men bare lade Guds ånd tale gennem dem: »det er jeres faders ånd, som taler gennem jer« (Matthæus 10,18-20). Hvis Paulus løj, var det så Guds Ånd, der talte gennem Paulus?
Paulus står som forfatter til halvdelen af bøgerne i Bibelen. Hvad siger det om Bibelen, at forfatteren er en løgner?
Jean Calvin måtte indrømme, at det var upassende for en Kristi tjener, at Paulus var så "tæt på at lyve":
And when Paul knew. The policy of Paul, whereof Luke maketh mention, doth seem not to beseem the servant of Christ.
For the subtilty which he used was inwrapped in dissimulation, which was not far from a lie.
He saith that the state of his cause did consist in the resurrection of the dead: but we know that the strife arose about other matters:
because he disannulled the ceremonies, because he admitted the Gentiles into the covenant of salvation.
(Calvin, kommentar til Apostlenes Gerninger 23,6)
Men Calvin mente alligevel at kunne undskylde Paulus
I answer, that though these things be true, yet did not he lie.
For he doth neither deny that he was accused of other matters, neither doth this make the whole controversy to consist in one point; but he saith truly that the Sadducees were therefore offended with him, because he did hold the resurrection of the dead.
He knew that those who had conspired together against him were enemies also one to another.
He knew that his own conscience was clear; and it had been an easy matter for him to prove his cause good before just judges. [… stort klip …]
(Calvin, kommentar til Apostlenes Gerninger 23,6)
Paulus havde jo ikke sagt, at han ikke også var anklaget for "de andre ting".
Mærker: 2 Mosebog, Matthæus, Apostlenes Gerninger, Paulus