Vi har allerede set på, hvordan Jesus ville bygge sin kirke på Peter. Bagefter giver Jesus himmelens nøgler til Peter (se billedet længere nede).
Matthæus 16,17 Og Jesus sagde til ham: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene.
Matthæus 16,18 Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.
Matthæus 16,19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene."
Med nøglerne til Himmeriget kan Peter "løse og binde" (dvs. gøre lovligt og ulovligt) på jorden såvel som i himlen. Paverne betragter sig selv som Peters efterfølgere, og alle paver har haft disse nøgler i deres våbenskjold.
Men længere fremme i historien er det Jakob, der er leder af menigheden. Når Peter undslipper et fængsel, rapporterer han straks tilbage til Jakob (billedet til højre).
Apost. G. 12,16 Peter stod stadig og bankede på, og da de fik lukket op, så de ham og blev ude af sig selv af forundring.
Apost. G. 12,17 Men han gav dem tegn med hånden om at være stille og fortalte så, hvorledes Herren havde ført ham ud af fængslet, og han sagde: »Fortæl det til Jakob og brødrene!« Så forlod han dem og drog til et andet sted.
Peter siger sin sidste replik i Apostlenes Gerninger kapitel 15. Derefter dømmer Jakob tilsidst, og så vedtager man det, som Jakob har dømt:
Apostlenes Gerninger 15,13 Men der de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: I Mænd, Brødre, hører mig!
[.. .. ..] [. . .]
Apostlenes Gerninger 15,19 Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud;
[.. .. ..] [. . .]
Apostlenes Gerninger 15,22 Da besluttede Apostlerne og de Ældste med al Menigheden at udvælge Mænd af dem, og sende dem til Antiochia tilligemed Paulus og Barnabas, nemlig Judas med Tilnavn Barsabas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene.
(Dansk oversættelse fra 1897)
Når Paulus bundet af Helligånden ankommer til Jerusalem for at aflevere indsamlede penge til de nødlidende i Jerusalem, foregår det hos Jakob (Peter forsvandt jo ud af historien efter kapitel 15):
Apost. G. 21,17 Da vi kom til Jerusalem, tog brødrene glade imod os.
Apost. G. 21,18 Næste dag gik Paulus sammen med os hen til Jakob, hvor alle de ældste kom til stede;
Apost. G. 21,19 og han hilste på dem og gjorde i enkeltheder rede for, hvad Gud gennem hans tjeneste havde gjort blandt hedningerne.
Når Paulus i sine egne epistler skal beskrive de tre øverste apostle, kommer Kefas (=Peter?) på en andenplads efter Jakob:
Galaterne 2,9 og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne.
Og kort efter bliver Peter/Kefas banket på plads af Jakobs sendebude, fordi han spiste sammen med ikke-jøder:
Galaterne 2,11 Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv.
Galaterne 2,12 Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.
Hvis kirken er bygget på Peter, hvorfor er det så Jakob, der er leder af menigheden?
Hvis Peter har nøglerne til Himmeriget og kan løse og binde på jorden såvel som i himlen, hvorfor er han så nummer to i rangordenen, og hvorfor viser han »frygt«, fordi »der kom nogle fra Jakob«?
I episoden, hvor Jakob afgør diskussionen, fusker Bibelselskabet med oversættelsen. Han dømmer ikke, han "mener" bare.
Apost. G. 15,19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal skabe vanskeligheder for de hedninger, der vender om til Gud,
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
Det græske ord, "krinô", oversættes i reglen til at dømme. Det stod der også i 1814-Bibelen: »Derfor dømmer jeg, at man skal ikke giøre dem uroe«. I den klassiske King James Bibel fra 1611 står der: »Wherefore my sentence is, that we trouble not them«, mens martin Luther skriver: »Darum urteile ich, daß man denen, so aus den Heiden […]«.
Den fuskede oversættelse kan ikke skjule, at Jakob taler til allersidst, og at apostlene gør, som Jakob "mener".
Mærker: Matthæus, Apostlenes Gerninger, Galaterne