De forslugne præster De forslugne præster 
|
Vi har før kigget på, hvordan de stakkels præster måtte arbejde i døgndrift for at bære offerdyrene ud af lejren.
Men lønnen stod mål med besværet, for andre steder modsiger Bibelen sig selv og befaler, at præsterne skal spise op af offeret:
3 Mosebog 6,18 Sig til Aron og hans sønner: Dette er loven om syndofferet. Syndofferdyret skal slagtes for Herrens ansigt på det sted, hvor brændofferdyret slagtes; det er højhelligt.
3 Mosebog 6,19 Den præst, der bringer det som syndoffer, skal spise det. På et helligt sted skal det spises, i forgården til Åbenbaringsteltet.
»Aron og hans sønner« var på dette tidspunkt i historien kun fem personer. Disse fem mennesker kæmpede med at æde sig igennem afgrødeofre, syndofre og skyldofre og alle andre slags ofre, som de 2.502.200 jøder konstant frembar til deres lunefulde Gud.
3 Mosebog 6,9 Det, som er tilovers af det, skal Aron og hans sønner spise. Det skal spises som usyrede brød på et helligt sted, i forgården til Åbenbaringsteltet skal de spise det;
Men så fandt Gud på at reducere arbejdsstyrken fra fem til tre: Han dræbte to af Arons sønner for at frembære en "uhellig ild".
3 Mosebog 10,1 Men Arons sønner Nadab og Abihu tog hver sit fyrbækken, gjorde ild på dem og lagde røgelse på ilden; de frembar uhellig ild for Herrens ansigt, og det havde han forbudt dem.
3 Mosebog 10,2 En ild slog ud fra Herren og fortærede dem, så de døde for Herrens ansigt.
Der var ingen pardon for de overlevende. Allerede ni vers senere var Gud klar med mere tvangsfodring til Aron og hans to overlevende sønner, »dem der var tilbage af Arons sønner«:
3 Mosebog 10,12 Moses sagde til Aron og til Eleazar og Itamar, dem der var tilbage af Arons sønner: "Tag det afgrødeoffer, der er tilovers af Herrens ofre, og spis det usyret ved siden af alteret; det er højhelligt,
3 Mosebog 10,13 og I skal spise det på et helligt sted. Det er din og dine sønners retmæssige del af Herrens ofre. Det har jeg fået befaling om.
3 Mosebog 10,14 Svingnings-bryststykket og afgifts-lårstykket skal du og dine sønner og de døtre, der bor hos dig, spise på et rent sted, for det har du og dine sønner fået som jeres retmæssige del af israelitternes måltidsofre.
3 Mosebog 10,15 Sammen med ofrene af fedtstykkerne skal I frembære afgifts-lårstykket og svingnings-bryststykket og foretage svingningen for Herrens ansigt. Det skal tilfalde dig og dine sønner som en eviggyldig rettighed, sådan som Herren har befalet."
Bemærk vendingen: »I skal spise det«. Skal, ikke "må".
Moses fik med det samme mistanke om, at de tre præster ikke længere spiste op, så allerede i næste vers foretog han en undersøgelse. Da han opdagede, at de havde levnet, blev han vred på de to sønner, »dem der var tilbage af Arons sønner«
3 Mosebog 10,16 Moses spurgte efter syndofferbukken, men den var blevet brændt. Da blev han vred på Eleazar og Itamar, dem der var tilbage af Arons sønner, og han sagde:
3 Mosebog 10,17 "Hvorfor har I ikke spist syndofferet på det hellige sted? Det er jo højhelligt, og det har han givet jer, for at I skal tage menighedens skyld bort og skaffe dem soning for Herrens ansigt.
3 Mosebog 10,18 Dets blod er ikke blevet bragt indenfor i helligdommen, derfor skulle I have spist det på det hellige sted, som jeg har befalet."
3 Mosebog 10,19 Men Aron sagde til Moses: "Se, de har i dag bragt deres syndoffer og deres brændoffer for Herrens ansigt, og så er noget sådant overgået mig! Havde det været godt i Herrens øjne, hvis jeg havde spist syndoffer i dag?"
3 Mosebog 10,20 Det svar godtog Moses.
Arons svar er lidt grødet, men når han siger: »så er noget sådant overgået mig […] i dag?«, kan det fortolkes som en hentydning til, at han lige havde mistet to sønner (og at arbejdsstyrken var blevet reduceret med to femtedele).
»Det svar godtog Moses« (3 Mosebog 10,20), men ellers var der ingen Kære Mor eller Søde Gud. Aron og hans to sønner måtte stå for spiseriet alene.
4 Mosebog 18,9 Af det højhellige, der ikke skal brændes, skal dette tilfalde dig: alle deres gaver i form af afgrødeofre, syndofre og skyldofre, som de giver mig; det er højhelligt, det tilfalder dig og dine sønner.
4 Mosebog 18,10 Du skal spise det på et højhelligt sted. Alle mænd må spise det. Du skal regne det for helligt.
4 Mosebog 18,11 Som afgift af alle israelitternes gaver skal deres svingningsofre tilfalde dig; dem giver jeg dig og dine sønner og døtre som en eviggyldig rettighed. Enhver i dit hus, der er ren, må spise det.
3 Mosebog 7,14 Af hele gaven skal han bringe et brød af hver slags som afgift til Herren; det skal tilfalde den præst, som stænker måltidsofferdyrets blod på alteret.
3 Mosebog 7,15 Kødet af takofferdyret skal spises den dag, det bringes som gave; der må ikke lægges noget af det til side til næste morgen.
3 Mosebog 7,16 Hvis hans slagtoffergave er et løfteoffer eller et frivilligoffer, skal det spises den dag, han bringer det som slagtoffer, og det, som er tilovers, skal spises den følgende dag.
2 Mosebog 29,32 Vædderens kød og brødet i kurven skal Aron og hans sønner spise ved indgangen til Åbenbaringsteltet.
2 Mosebog 29,33 Det, hvormed der skaffes soning, skal de spise, når de skal indsættes og helliges; ingen uindviet må spise det, for det er helligt.
3 Mosebog 8,31 Moses sagde til Aron og hans sønner: "I skal koge kødet ved indgangen til Åbenbaringsteltet; dér skal I spise det sammen med brødet i indsættelseskurven, sådan som jeg har fået befaling til at sige: Aron og hans sønner skal spise det.
En arbejder er den grad sin løn værd (Lukas 10,7), og de tre præster måtte under stadige trusler fra en nidkær Gud æde sig igennem de endeløse nymåneofre, sonofre, syndofre, røgelsesofre, skyldofre, påskeofre, renselsesofre, festofre, højtidsofre, afgrødeofre, duftofre, brændofre, førstegrødeofre, helofre, takofre, slagtofre, drikofre måltidsofre, løfteofre, frivilligofre osv., osv.
Alt dette skete ude i ørkenen, hvor befolkningen måtte leve af manna i 40 år, selvom de hadede smagen af den ensformige kost dag efter dag med dobbelt ration om fredagen og kun sjældent en vagtel eller to, så Gud kunne lære deres hjerter at kende. For jøderne ikke havde kvæg ude i ørkenen.
Man kan indvende, at Aron og hans sønner ikke skal læses som tre mennesker, men som et helt dynasti af præster, Arons sønner, der med disse love har sikret sig deres fede udkomme.
Dette er indlysende klart, men her i ørkenen, hvor historien skal forestille at foregå, er der stadig kun tale om tre mennesker til at betjene 2.502.200 jøder.
De to dræbte sønner havde ikke selv nogen sønner (1 Krønikebog 24,2), og den eneste anden efterkommer, vi hører om i Mosebøgerne, er Eleazers søn Pinehas (han blev til gengæld meget gammel).
Selvfølgelig har forfatteren haft et dynasti i tankerne, men det gør det jo bare endnu mere pinligt klart, at hele historien i ørkenen er rent opspind.
Mærker: 3 Mosebog, 4 Mosebog, Udvandringen fra Egypten