Skulle disciplene udleveres til domstolene og piskes? Skulle disciplene udleveres til domstolene og piskes? 
|
Matthæus kapitel 10 er et studie i selvmodsigelser: Jesus udpeger tolv apostle og giver dem magt over urene ånder. Han sender dem afsted uden sko og stave og uden kobber, guld eller sølv for at genopvække døde og prædike, at Himmeriget er kommet nær, men de må ikke besøge ikke-jøder.
Midt i denne tour de force af selvmodsigelser giver Jesus dem nogle alvorlige advarsler med på vejen. Disciplene vil blive hadet forfulgt, pisket og udleveret til døden:
Matthæus 10,16 Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer.
Matthæus 10,17 Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger,
Matthæus 10,18 og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne.
Matthæus 10,19 Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige.
Matthæus 10,20 For det er ikke jer, der taler, men det er jeres faders ånd, som taler gennem jer.
Matthæus 10,21 En bror skal udlevere sin bror til døden, og en far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og få dem dømt til døden.
Matthæus 10,22 Og I skal hades af alle på grund af mit navn. Men den, der holder ud til enden, skal frelses.
Matthæus 10,23 Når de forfølger jer i én by, så flygt til den næste. Sandelig siger jeg jer: I når ikke til ende med Israels byer, før Menneskesønnen kommer.
|
Men dette skete aldrig: I næste kapitel er Jesus alene, og i kapitel 12 er disciplene sammen med Jesus ude i kornmarken. Jorden er ikke gået under, Menneskesønnen er ikke kommet, og læseren får aldrig nogen forklaring.
Faktisk er selvmodsigelsen endnu større, for Jesus advarede konstant sine disciple om forfølgelser, men ingen af evangelierne fortæller, at der nogensinde skete disciplene noget. Da Jesus blev arresteret, lod man disciplene gå; selv den discipel, der brugte sit sværd til at hugge øret af en tjener (billedet til venstre), slap fri. Lukasevangeliet slutter med, at disciplene har deres faste gang i fjendens højborg, templet i Jerusalem: »de var hele tiden i templet og lovpriste Gud« (Lukas 24,53).
Forfatteren af Lukasevangeliet må have kunnet se problemet, for når han fortæller den samme historie, er der tre afgørende forskelle:
Lukas 10,1 Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen.
[.. .. ..] [. . .]
Lukas 10,12 Jeg siger jer: På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by.
[.. .. ..] [. . .]
Lukas 10,17 De tooghalvfjerds vendte glade tilbage og fortalte: "Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn."
Det var ikke de tolv apostle, men 70 eller 72 andre disciple. Hentydningen til jordens undergang bliver afdæmpet og ukonkret, og disciplene vender tilbage. Pudsigt nok er det kapitel 10 i begge evangelier.
Den bortforklaring kan man bruge om Markus' lille apokalypse i Markus kapitel 13 og parallelt i Matthæus 24-25 og Lukas 21, der er placeret senere i historien. Men selv hér er det tydeligt, at ordene ikke er rettet mod de 12 disciple personligt, men er ment som en trøst til senere tiders kristne, der læste evangelierne. Det er altså ikke noget, en historisk Jesus nogensinde har udtalt.
Problemet er meget større her i kapitel 10. Disciplene vender hjem stille og roligt hjem, Jesus' ord giver simpelthen ingen mening, og hans advarende tale har ikke haft nogen relevans.
Albert Schweitzer mente, at den menneskesøn, Jesus annoncerede i kapitel 10, var Jesus selv.
Schweitzer bruger mange sider, så det er svært at give et kernecitat, men her er lidt:
If Jesus as a man walking in a natural body upon
earth, predicts to His disciples the Parousia of the Son of Man in
the immediate future, with the secret conviction that He Himself
was to be revealed as the Son of Man, He must have made
precisely this assumption that He would first be supernaturally
removed and transformed. He thought of Himself as any one
must who believes in the immediate coming of the last things,
as living in two different conditions : the present, and the future
condition into which He is to be transferred at the coming of
the new supernatural world. We learn later that the disciples
on the way up to Jerusalem were entirely possessed by the thought
of what they should be when this transformation took place.
(Albert Schweitzer, The quest of the historical Jesus, 359)
Altså: Hele udsendelsestalen i kapitel 10 viser, at Jesus troede, verdens ende var nær, og at han var udvalgt til at blive taget til Himlen og forvandlet fra kød og blod til det himmelske væsen, Menneskesønnen, der indvarslede dommedag.
Men dette skete aldrig. Når vi møder disciplene i kapitel 12, ude i kornmarken, er der ingen antydning af, at de har været væk, at jorden er gået under, eller at Jesus er blevet forvandlet.
Albert Schweitzer ser i denne fiasko en forklaring på, at Jesus fra nu af undgår folkemængderne.
Matthæus kapitel 10 er et af de relativt få steder, Schweitzer bruger, når han skal rekonstruere den historiske Jesus. Argumentet er, ar når teksten er noget vås, må den være historisk sand, for sådan noget vås kunne en evangelist ikke finde på at digte.
Ifølge det argument er der masser historiske sandheder i Bibelen.
Mærker: Matthæus