Hvem slog de egyptiske drengebørn ihjel? Hvem slog de egyptiske drengebørn ihjel? 
|
Moses er nødt til at se Farao igen, fordi Gud har besluttet at sende den tiende plage over Egypten: Drabet på den førstefødte. Men Gud lover, at han vil forhindre "Ødelæggeren" i at dræbe jøderne.
2 Mosebog 12,23 Når Herren går gennem Egypten for at slå dem ned og ser blodet på overliggeren og de to dørstolper, vil Herren springe den dør over. Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned.
2 Mosebog 12,24 Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid.
Det samme står i Det Nye Testamente:
Hebræerne 11,28 I tro indstiftede han påsken med påstrygningen af blodet, for at Ødelæggeren ikke skulle røre deres førstefødte.
Men selvmodsigelsen står i samme vers: »Når Herren går gennem Egypten for at slå dem ned […] Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned«. Var det så Herren eller Ødelæggeren, der dræbte de egyptiske børn?
Alle andre steder er det Gud selv, der tager "æren" (og betalingen) for barnemordet. For at tage et enkelt eksempel ud af utallige kan vi bare se i næste kapitel: Mens blodet stadig drypper fra Guds hænder, forlanger han. at man skal ofre sin førstefødte søn til Gud som betaling for, at han har dræbt de egyptiske førstefødte, både af mennesker og af kvæg, da Farao gjorde sit hjerte hårdt:
2 Mosebog 13,15 Da Farao gjorde sig hård og ikke ville lade os gå, slog Herren alle førstefødte i Egypten ihjel, både af mennesker og af kvæg. Derfor bringer jeg det første handyr, der kommer ud af moderlivet, som offer til Herren, og jeg frikøber hver førstefødt blandt mine sønner."
Men hvem var morderen? Gud Fader eller Ødelæggeren?
Hvis Gud og Ødelæggeren er den samme (eller bare arbejder sammen), hvorfor skal jøderne så smøre blod på stolperne i al fremtid: »jer og jeres børn til evig tid« (2 Mosebog 12,24)? Har Gud tænkt sig at dræbe de egyptiske førstefødte hvert eneste år?
De tidlige kirkefædre var enige om, at Ødelæggeren var den samme som Djævlen.
Origenes gennemgik en masse steder, hvor Djævlen "gemte" sig i Det Gamle Testamente:
[…] And, further, who else could the destroying angel mentioned in the Exodus of Moses be, than he who was the author of destruction to them that obeyed him,
and did not withstand his wicked deeds, nor struggle against them? […]
(Origenes, Contra Celsum, Bog VI, 43)
Hieronymus mente, at det at gøre korsets tegn for sig, ville forhindre "Ødelæggeren fra Egypten" i at angribe de kristne:
I cull these few flowers in passing from the fair field of the holy scriptures.
They will suffice to warn you that you must shut the door of your breast and fortify your brow by often making the sign of the cross.
Thus alone will the destroyer of Egypt find no place to attack you; thus alone will the first-born of your soul escape the fate of the first-born of the Egyptians; […]
(Hieronymus, brev nr. 130, 9)
Johannes af Damaskus mente også, at korsets tegn i panden forsvarede mod Djævlen / Ødelæggeren:
[…] This was given to us as a sign on our forehead, just as the circumcision was given to Israel: for by it we believers are separated and distinguished from unbelievers.
This is the shield and weapon against, and trophy over, the devil. This is the seal that the destroyer may not touch you
Exodus 12:23, as says the Scripture. […]
(Johannes af Damaskus, An Exposition of the Orthodox Faith, Bog IV, 11)
Men alt dette forklarer ikke, hvorfor det alle andre steder er Gud, der tager "æren" for drabene.
Med hensyn til hvorfor jøderne skal overholde ritualet hvert eneste år, afviser John Gill(1) det.
Når der står i 2 Mosebog 12,24: »Dette skal I overholde […] til evig tid«, gælder det ifølge Gill ikke for blodstrygningen:
And ye shall observe this thing for an ordinance to thee and thy sons for ever. Not this last thing of sprinkling the blood, which was peculiar to the passover in Egypt;
but the whole before observed relating to the feast of the passover, and the feast of unleavened bread, and all the rites appertaining to them, which were to be observed until the coming of Christ.
(John Gill om 2 Mosebog 12,24. Fed skrift i original.)
Her modsiges Gill af "The Cambridge Bible for Schools and Colleges", der skriver det stik modsatte: »The ceremonies prescribed in vv. 21, 22 ('this thing') are to be observed in perpetuity, year by year«. Altså: »Dette« refererer netop til vers 21 og 22.
Ingen af de to eksperter argumenterer for deres påstande, men her må man nok sige, at Gill tager fejl. Selvom vi uden begrundelse skulle se bort fra blodstrygningen i 12,22, er der stadig blodstrygning i 12,7 og 12,13. Man kan også se det i Hebræerne 11,28 (citeret foroven): »I tro indstiftede han påsken med påstrygningen af blodet«. Blodstrygningen er en bærende del af påskeritualet.
Spørgsmålet består: Hvorfor skal jøderne overholde ritualet hvert eneste år, hvis Ødelæggeren er den samme som Gud, og Gud ikke har tænkt sig at dræbe de førstefødte hvert år?
Der er mange tilfælde, hvor Gud og Herrens engel uden varsel bytter plads. Se f.eks.: Var Gud eller en engel inde i tornebusken?, Var Gud eller en engel inde i skysøjlen?, Sloges Jakob med en mand, Gud eller en engel? og Hvem ødelagde Sodoma?. Bortforklaringen er i reglen noget dobbeltsnak med, at Herrens engel er en manifestation af Guds kraft, hvad det siden skal betyde.
Men denne her situation er anderledes. Hvis Ødelæggeren var Gud selv eller "en manifestation af Guds kraft", hvorfor skulle der så smøres blod på dørstolperne for at holde Ødelæggeren ude? Gud ser alt, og han kunne jo sagtens finde ud af at sende de ni forrige plager over egypterne uden at ramme jøderne. Især fordi jøderne boede for sig selv i Goshen.
Man kan sige, at det hele er et spørgsmål om ord: Hvis man ansætter en lejemorder, er man selv skyldig i mordet.
Men Ødelæggeren arbejder ikke for Gud. Ødelæggeren er farlig for Guds folk, og Gud våger over jøderne for at frelse sit folk fra Ødelæggeren: »Han vil ikke lade ødelæggeren gå ind i jeres huse og slå jer ned […] for jer og jeres børn til evig tid«.
Fodnoter: (1)
For en ordens skyld siger jeg ikke, at Gill repræsenterer det nyeste og ypperste indenfor Bibelforskningen, men når jeg citerer et 250 år gammelt, konservativt, kristent standardværk, skulle det gerne vise, at indholdet på nærværende side ikke er noget nymodens ateistisk, ondsindet sludder.