Ender alle Kristne i Helvede? Ender alle Kristne i Helvede? 
|
Den apostolske trosbekendelse er fra omkring år 200, og den følges af lutheranere og andre katolikker. Her er et klip:
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
|
Jesus er meget aktiv: nedfaret, opstanden og opfaret. Det er vigtigt, at Jesus beviser sin guddommelighed. På gamle afbildninger kan man typisk se, hvordan Jesus efterlader dybe mærker i klippen, når han springer op i himlen (billedet til venstre).
Samme måde er det vigtigt, man tror på, at Jesus selv er opstået. Hvis Jesus ikke kan genoprejse sig selv, er han ikke mere guddommelig end Lazarus, Jairus' datter, enkens søn og hæren af zombier.
Det samme står i den Nikæno-konstantinopolitanske Trosbekendelse: »opstod på tredjedagen ifølge skrifterne og opfor til himmels« og Den Augsburgske Bekendelse: »Den samme nedfor til helvede og opstod i sandhed på den tredje dag, opfor dernæst til himlene«.
Men kristne, der følger disse trosbekendelser, ryger direkte i Helvede:
Romerne 10,9 For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.
For at blive frelst skal man bekende og tro på, at det var Gud, der oprejste Jesus.
|
Den mest udbredte undskyldning er selvfølgelig Treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden er den samme guddom med fire øje og tre næser (billedet til højre). Derfor kan det være lige meget, om det er Faderen, Sønnen eller Helligånden, der har oprejst Jesus. De er jo alle tre den samme trenæsede guddom.
Men hvorfor nævner Den Apostolske Trosbekendelse så ikke Treenigheden? Det skyldes nok, at Treenigheden først blev opfundet et par hundrede år senere end Den Apostolske Trosbekendelse.
Man kan forsøge at opspore enkelte Bibelsteder, der kan "bevise", at Jesus oprejste sig selv. F.eks.
Johannes 2,18 Jøderne sagde da til ham: "Hvilket tegn viser du os, siden du gør dette?"
Johannes 2,19 Jesus svarede dem: "Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage."
Johannes 2,20 Da sagde jøderne: "Dette tempel er der bygget på i 46 år, og så vil du rejse det igen på tre dage?"
Johannes 2,21 Men det tempel, han talte om, var hans legeme.
Her siger Jesus, at han vil "rejse sit legeme igen" på tre dage, ikke efter tre dage.
Der er mange problemer med dette citat, og det største kommer i næste linje:
Johannes 2,22 Da han så var oprejst fra de døde, kom hans Disciple i Hu, at han havde sagt dette; og de troede Skriften og det Ord, som Jesus havde sagt.
(Den forrige danske oversættelse)
For det første gentager vers 22, hvad der står flere hundrede andre steder: At Jesus blev oprejst fra døde; han er altså ikke opstået ved egen kraft.
For det andet står der, at efter opstandelsen kom hans disciple i tanker om, hvad Jesus havde sagt, og »de troede Skriften og det Ord, som Jesus havde sagt«.
Og hvordan forstod disciplene så "det Ord, som Jesus havde sagt"? De skrev igen og igen, at det var Gud der havde oprejst Jesus. Her er et enkelt eksempel fra en tale af Peter, der selv var til stede ved ovenstående dialog:
Apostlenes Gerninger 2,24 Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden.
[.. .. ..] [. . .]
Apostlenes Gerninger 2,32 Denne Jesus har Gud ladet opstå. Det er vi alle vidner på.
Vi siger tak til vores øjenvidne, Sankt Peter.
I forbindelse med forrige bortforklaring gør Bibelselskabet det, de gør utallige gange i oversættelsen fra 1992: De forfalsker teksten, så Jesus bliver den aktive part:
Johannes 2,22 Da han siden var opstået fra de døde, kom hans disciple i tanker om, at han havde sagt dette, og de troede Skriften og det ord, Jesus havde sagt.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
For detaljer og mange eksempler, se Trosbekendelser og Falske Vidner.
Et andet sted, der "beviser", at Jesus oprejste sig selv, ser sådan ud i rigtigt mange oversættelser:
Johannes 10,17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til for at tage det igen.
Johannes 10,18 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at sætte det til, og jeg har Magt til at tage det igen. Dette Bud modtog jeg af min Fader."
(Den forrige danske oversættelse)
Jesus har magt til at tage sit liv tilbage. Eller har han?
Her er der to ord for "at tage". Det ene ord er "airô", »Ingen tager det fra mig«.
Det andet er "lambanô", der både kan betyde at tage og at modtage. I ovenstående citat betyder "lambanô" selvfølgelig "at modtage", når Jesus siger »Dette Bud modtog jeg af min Fader«. Jesus har næppe vredet dette bud ud af hånden på Gud.
"lambanô" kunne betyde "tage", når Jesus siger: »for at tage det igen« og »Magt til at tage det igen«, men det ville være en dårlig forfatter, der bruger det samme ord i to stik modsatte betydninger ("tage" og "modtage") i samme sætning, når han samtidigt har et mere entydigt ord, "airô".
Jehovas Vidner skriver: »jeg sætter min sjæl til, for at jeg kan modtage den igen«), og oversættelsen fra 1992 skriver noget lignende: Jesus kan få sit liv tilbage
Johannes 10,17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage.
Johannes 10,18 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre."
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
Det er stadig Gud, der er aktiv.
Mærker: Johannes, Romerne, Paulus, Forfalskninger