![]() |
Gud forbød jøderne at gå uden for deres hjem påskenat, mens han slog de egyptiske drengebørn ihjel (billedet til højre):
2 Mosebog 12,22 Tag så et bundt isop, dyp det i blodet i skålen, og stryg noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper. Ingen af jer må gå ud af sit hus, før det bliver morgen.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 12,24 Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid.
2 Mosebog 12,25 Når I kommer til det land, Herren vil give jer, sådan som han har lovet, skal I overholde denne skik.
Men Moses og Moses' storebror, Aron, skyndte sig at glemme Guds ordrer, for få vers senere, da Gud havde gjort sit beskidte arbejde, blev de tilkaldt af Farao om natten.
2 Mosebog 12,30 Den nat stod Farao og alle hans hoffolk op, ja, alle egypterne, og der lød et højt skrig i Egypten, for der var ikke det hus, hvor der ikke var en, der døde.
2 Mosebog 12,31 Da tilkaldte Farao Moses og Aron om natten og sagde: "Skynd jer bort fra mit folk, både I og israelitterne, og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet.
Straks derefter brød samtlige 2.502.200 jøder Guds ordre og forlod straks Egypten:
2 Mosebog 12,33 Egypterne skyndede på folket for at få dem hurtigt ud af landet, for de sagde: "Ellers dør vi alle sammen."
2 Mosebog 12,34 Folket tog dejen, før den var syrnet, og bar den på skuldrene i dejtrug, som de havde viklet deres kapper om.
Gud har åbenbart også selv glemt sine egne ordrer, for senere praler han af, hvordan han førte dem ud af Egypten om natten:
5 Mosebog 16,1 Giv agt på måneden abib, og hold påske for Herren din Gud; for i måneden abib førte Herren din Gud dig ud af Egypten om natten.
![]() |
Og Guds søn, Jesus, brød også loven. Tre af evangelierne fortæller, at efter påskemåltidet, den sidste nadver, gik Jesus og alle disciplene en tur op på Oliebjerget (billedet til højre).
Markus 14,16 Så gik disciplene og kom ind i byen og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.
[.. .. ..] [. . .]
Markus 14,26 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Man kan sige, at jøderne godt måtte komme frem, efter at Gud og hans dødsengel var færdige med at myrde. Nu var der fred og ingen fare.
Men det var ikke det, Gud sagde. Han sagde ikke "indtil jeg er færdig med at myrde", men »før det bliver morgen«. Desuden tilføjede han, at denne ordre var »en forordning for jer og jeres børn til evig tid«.
Hvis forbuddet kun gjaldt, indtil Gud havde myrdet alle børnene, hvorfor skal jøderne så holde denne forordning til evig tid? Har Gud tænkt sig at dræbe de egyptiske drengebørn hvert eneste år til evig tid?
Man kan sige, at Gud skiftede mening, da først Farao gav efter. Gud havde måske ikke forudset, at mordet på Faraos søn og alle de andre børn ville få Farao til stå ud af sin seng?
Men for det første fortryder Gud aldrig, og for det andet må vi igen konstatere, at forbuddet mod at gå udenfor påskenat er »en forordning for jer og jeres børn til evig tid«. Hvorfor skulle jøderne holde denne forordning til evig tid, hvis Gud har fortrudt den, allerede inden natten var omme?
Man kan skyde hele skylden på Farao. Det var ham, der tilkaldte Moses og Aron midt om natten.
Men som bekendt var det Gud, der gjorde Faraos hjerte hårdt og dermed suverænt styrede, hvornår Farao gav op.
Desuden mangler vi stadig en forklaring, hvorfor Gud først etablerer »en forordning for jer og jeres børn til evig tid«, og senere paraler af, at han har brudt den: »i måneden abib førte Herren din Gud dig ud af Egypten om natten«.
Mærker: 2 Mosebog, 5 Mosebog, Markus, Udvandringen fra Egypten, GT kontra NT, De synoptiske evangelier