Grebet på Jakobs stav eller hovedgærdet på hans seng?

Dette er en af de utallige selvmodsigelser mellem det Gamle og Det Nye Testamente, der opstår, fordi Helligånden foretrækker den græske teksttradition, Septuaginta. Dette eksempel er dog særligt interessant, fordi det er svært at sige, hvem der har ret.

Som bekendt havde det hebraiske skriftssprog oprindeligt ikke vokaler, og derfor kan man ikke afgøre, om der står "mittah", seng, eller "matteh", stav. På et sent tidspunkt tilføjede masoreterne vokal-prikker til den hebraiske tekst. De læste ordet som seng, og ordet forinden, "rô'sh", der betyder hoved, blev derfor fortolket som sengens hovedgærde.

Men hvem siger, masoreterne havde ret? Mange hundrede år før dette — før vor tidsregning — havde oversætteren af Septuaginta valgt at skrive "stav", formentlig fordi Jakobs stav før har været forbundet med hans efterkommere (1 Mosebog 32,11). Ordet "hoved" blev så fortolket som stavens højeste punkt: grebet på staven.

Uanset hvilke vokaler og hvilket sprog der er rigtigt, har forfatteren af Hebræerbrevet stadig rodet rundt i historien, når han skriver, at »Jakob […] lå for døden«. Jakob lænede sig op ad hovedet på sin seng/stav i kapitel 47, mens det først er i kapitel 48, at han velsigner Josefs sønner. Dette kapitel starter »Senere fik Josef besked om, at hans far var syg«, så ergo var Jakob ikke syg i kapitel 47, og han dør først i kapitel 49.

Igen undrer man sig over, at forfatteren kan skrive stolper op og stolper ned om, hvad der sker oppe i Himlen, men at han ikke aner, hvad der står i Det gamle Testamente.

Man kan hævde, at det er lige meget, fordi det er så længe siden, men det samme kan man sige om resten af Bibelen.

John Gill(1) var klar over forvekslingen af "mittah" og "matteh", men han havde en endnu bedre forklaring:

[…] nor is there any necessity of supposing a different punctuation of Gen_47:31 and that the true reading is not "mittah", a bed, but "matteh"; a staff, contrary to all the Targums, and the Talmud, which read "mittah", a bed, seeing it is not that place the apostle cites or refers to; for that was before the blessing of the sons of Joseph, but this was at the same time; and the apostle relates what is nowhere recorded in Genesis, but what he had either from tradition, or immediate revelation; or else he concludes it from the general account in Gen_48:1 and the sense is, that Jacob, having blessed the two sons of Joseph, being sat upon his bed, and weak, he leaned upon the top of his staff, and worshipped God, and gave praise and glory to him, that he had lived to see not only his son Joseph, but his seed also, see Gen_48:2.

Med andre ord: Eftersom Jakob netop ikke døde i kapitel 47, kan det ikke være den episode, forfatteren af Hebræerbrevet hentyder til. Derfor må stav-historien være sket senere end senge-historien, og forfatteren må havde fået sin stav-historie enten fra tradition eller personlig åbenbaring: »either from tradition, or immediate revelation«.

På den måde bruger Gill den ene selvmodsigelse til at bortforklare den anden med.

Den berygtede NIV-Bibel oversætter 1 Mosebog, så teksten passer med Det Nye Testamente:

1 Mosebog 47,31 "Swear to me," he said. Then Joseph swore to him, and Israel worshiped as he leaned on the top of his staff.
(New International Version, NIV)

De bringer den rigtige oversættelse i en fodnote: »Or Israel bowed down at the head of his bed«.