![]() |
Det var kun Jesus' tolv disciple, der havde fået Guds riges hemmelighed.
Jesus ville ikke frelse resten af verden på grund af en profeti fra Esajas: »På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå« (Matthæus 13,14-15).
Jesus havde endnu et citat, der skulle forklare, at han talte i uforståelige lignelser:
Matthæus 13,35 for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Jeg vil åbne min mund med lignelser, jeg vil fremføre det, der har været skjult, siden verden blev grundlagt.
Den første selvmodsigelse er, at Jesus bruger sine lignelser til at skjule sandheden fra de udenforstående, mens citatet siger det modsatte: »jeg vil fremføre det, der har været skjult«.
Hvad der er værre er, at dette citat ikke stammer fra en profeti af Esajas, men derimod fra en salme af Asaf:
Salmernes Bog 78,1 Maskil af Asaf. Mit folk, hør på min belæring, vend jeres øre mod min munds ord.
Salmernes Bog 78,2 Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil fremføre gådetale fra fortiden.
Esajas eller Asaf? Jesus og Matthæus begår citatfusk. Dette blev allerede påpeget af filosoffen Porfyr (ca. 232 — ca. 305), der konkluderede, at Matthæus var en ignorant.
Kirkefaderen Hieronymus (347 - 420) forklarede selvmodsigelsen med, at en uvidende skriver, der ikke kendte salmedigteren Asaf, havde erstattet Asaf's navn med Esajas.
Med andre ord: Den sædvanlige undskyldning med, at den oprindelige tekst (som ingen har set) var fejlfri, men at der har indsneget sig kopieringsfejl siden. Problemet med denne godt prøvede undskyldning er, at det er selvmodsigende, at Helligånden først inspirerer forfatterne guddommeligt til at skrive en ufejlbarlig tekst, men at den samme Helligånd ikke bagefter beskytter teksten mod at blive korrumperet. Det er jo lige galt for os læsere, om teksten har været u-guddommelig fra starten af, eller først er blevet det ved en senere kopiering.
Men det allermest interessante ved Hieronymus' bortforklaring er, at han bekræfter, at der står "Esajas" i Matthæus 13,35. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at det står der ikke længere i vore dage.
Kirkefaderen Augustin af Hippo (354-430) skrev flere bind om "evangeliernes harmoni", hvor han argumenterede imod Porfyr. Men Augustin kunne ikke benægte, at der stod, hvad der stod i Bibelen.
Hans eneste mulighed var derfor tavshed. I bind 2, kapitel 41, der handler om Jesus' lignelser i Matthæus kapitel 13 (og de parallelle steder hos Markus og Lukas), har Augustin overhovedet ingen bemærkninger til denne selvmodsigelse.
Det bedste middel mod selvmodsigelser er det gode gamle: at forfalske teksten.
I dag står der jo ikke "Esajas" i Matthæus 13,35, men det gjorde der i Codex Sinaiticus (billedet øverst til højre).
Vi har ingen papyrusser med Matthæus 13,35, så Codex Sinaiticus er vores ældste vidne, og som man kan se, har der oprindeligt stået "HCAIOY" / Esajas, ligesom der gjorde i de Bibler, som Porfyr, Hieronymus, Eusebius og - formentlig - Augustin ejede.
En senere hånd har slettet Esajas' navn ved at markere hvert bogstav med en prik ovenover og en lille skråstreg i midten. Klik på billedet for detaljer.
Med hensyn til, at vores ældste vidner til Matthæus 13,35 indeholder navnet "Esajas", forklarer en af de 20. århundredes mest lærde forskere, Bruce M Metzger:
On the one hand, the reading "through Isaiah the prophet" is supported by codex Sinaiticus (first hand), several important minuscule manuscripts,
one Ethiopic manuscript, and copies of the Gospel known to Eusebius and Jerome.
The latter also states that Porphyry cited it as showing the ignorance of Matthew (tam imperitus fuit).
Transcriptional probabilities at once favor this as the more difficult reading, for it is easy to suppose that so obvious an error would have been corrected by copyists (compare 27.9; Mk 1.2).
(Bruce M. Metzger: A Textual Commentary On The Greek New Testament)
Med andre ord: Det er mest sandsynligt, at "Esajas" har stået der fra starten, for man kan bedre forestille sig, at en skriver ville have rettet en åbenlys fejl (som det jo er sket i Codex Sinaiticus), end at han ville tilføje en fejl.
Men på den anden side:
On the other hand, if no prophet were originally named, more than one scribe might have been prompted to insert the name of the best known prophet -
something which has,
in fact, happened elsewhere more than once (see comments on 1.22; 2.5; 21.4; Ac 7.48). It is also possible that some reader, observing the actual source of the quotation (Ps 78.2),
might have inserted "Asaph," and subsequently - as Jerome suggests - other readers, not having heard of such a prophet
(cf. 2 Chr 29.30), changed it to the much more familiar "Isaiah."
No extant document is known to read Asaf.
(Bruce M. Metzger: A Textual Commentary On The Greek New Testament)
Med andre ord: Fordi de gamle manuskripter er smækfyldte med forfalskninger, kan man ikke afgøre, hvilken vej dette vers er forfalsket. Metzger foreslår, at manuskriptet kan være blevet forfalsket i to omgange: Den første forfalsker har tilføjet "Asaf", og den anden har rettet Asaf til Esajas.
Uanset om der oprindeligt har stået "Asaf" i stedet for Esajas (som Hieronymus påstod i bortforklaring #1, og som Bruce M Metzger accepterede i bortforklaring #4), kommer vi ikke udenom, at Asaf var salmedigter og ikke profet.
John Gill(1) er parat til at gå i kødet på denne modsigelse;
That it might be fulfilled which was spoken by the prophet, ....
Not Isaiah, as some copies in the times of Jerom read, but Asaph, who is called Asaph the seer,
2Ch_29:30 which is all one as a prophet; vision is one sort of prophecy (d);
and there was such a thing as prophesying with harps, psalteries and cymbals, as well as in other ways, and with which Asaph and his sons are said to prophesy, 1Ch_25:1
so that he is very rightly called a prophet by the evangelist, who is cited, saying, Psa_78:2.
(John Gill, fremhævelse i original)
Gill starter med at indrømme, at på Hieronymus' tid ("Jerom" på engelsk) stod der "Esajas" i manuskripterne: »Isaiah, as some copies in the times of Jerom read«.
Med hensyn til om Asaf var en profet. forklarer Gill, at profet ikke er en beskyttet titel. Asaf bliver omtalt som "seer" (2 Krønikebog 29,30), og man kunne profetere på mange måder, f.eks. ved at spille på citere, harper og cymbler.
Men andre ord kan "profet" betyde hvad som helst, og vi kunne bakke det med at citere 1 Samuel 9,9: »For det, man i dag kalder en profet, kaldte man før i tiden en seer«. Man undrer sig igen over, hvorfor Bibelen skal være så tyk, hvis ingen ved, hvad ordene betyder.
Med hensyn til at Jesus talte i lignelser for at forhindre folk i at blive frelst, postulerede den tyske teolog Otto Schmiedel (1858-1926), at Markusevangeliet bygger på et Ur-Markus.
Schmiedel var sikker på, at i dette Ur-Markus, havde Jesus sagt det modsatte: Nemlig at parablerne skulle lette forståelsen hos folket. Derefter, mente Schmiedel, havde redaktøren af Markusevangeliet ændret teksten under indflydelse af Paulus' ord om hærdede hjerter i Romerbrevet kapitel 9-11.
Rent bortset fra, at ingen nogensinde har set dette Ur-Markus, ændrer det ikke ved, at der i dag er en selvmodsigelse i Bibelen.
Fodnoter: (1)
For en ordens skyld siger jeg ikke, at Gill repræsenterer det nyeste og ypperste indenfor Bibelforskningen, men når jeg citerer et 250 år gammelt, konservativt, kristent standardværk, skulle det gerne vise, at indholdet på nærværende side ikke er noget nymodens ateistisk, ondsindet sludder.
Mærker: Salmernes Bog, Esajas, Matthæus, Forfalskninger