Jødiske myter

Nej, som kristen skal man »gå skarpt i rette med dem«, der giver »sig af med jødiske myter«:

Titus 1,13 Det er så sandt, som det er sagt, og derfor skal du gå skarpt i rette med dem, så de kan blive sunde i troen
Titus 1,14 og ikke give sig af med jødiske myter og bud fra mennesker, der vender sig bort fra sandheden.

Det eventyr er faktisk i meget høj kurs i Det Nye Testamente. Det er grundlaget for det kristne dogme om Arvesynden:

2 Korintherne 11,3 - men jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus.

1 Timotheus 2,13 For Adam blev skabt først, derefter Eva,
1 Timotheus 2,14 og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet.

2 Peter 2,15 Da de forlod den lige vej, fór de vild og slog ind på samme vej som Bileam, Bosors søn, der kastede sin kærlighed på uretmæssig vinding,
2 Peter 2,16 men måtte lade sig overbevise om sin egen overtrædelse: Et umælende trækdyr gav sig til at tale med menneskestemme og hindrede profeten i hans galskab.

Matthæus 12,40 For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.

Hvad med Lots kone, der vendte sig om og blev til en saltstøtte? Kan vi ikke bare glemme den gamle skrøne? Nej, hende må vi heller ikke glemme.

Og hvad med eventyret om Noa, Syndfloden og alle dyrene i arken? Det bliver bekræftet af både Jesus og Peter

Matthæus 24,37 Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme.
Matthæus 24,38 For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken;
Matthæus 24,39 og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være.

1 Peter 3,20 det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand.

Man kan hævde, at Paulus, Peter og Jesus godt kan citere de jødiske eventyr uden at betragte dem som virkelige begivenheder. Man kan jo godt referere til en historie fra et Anders And-blad, selvom man ikke tror, at ænder kan tale og at de går rundt i matrostøj, ikke sandt?

Men det er ikke det, der er tale om her. Når Paulus bruger historien om Syndefaldet til at argumentere for, at kvinder skal tie stille i forsamlingen, er det tydeligvis ikke noget, han har læst i et Anders And-blad. For Paulus er det den bogstavelige virkelighed, at kvinden har forårsaget alle ulykker i verden på grund af den talende slange.

Når Jesus henviser til Jonas, et det heller ikke en myte. Han vil give et eneste tegn, Jonas-tegnet på, at han er Guds søn, nemlig ved at kopiere Jonas' mirakel. Hvis Jonas' mirakel bare er en fiskerskrøne, hvorfor skulle folk så tro på Jonas-tegnet?

Historien om Noa tages frem af mølposen, fordi den handler om forrige gang, Gud blev gal i skralden og dræbte (næsten) alle folk på jorden. For Paulus, Peter og Jesus var det et faktum, at jorden var lige ved at gå under, og den nye undergang skulle være på samme vis som den gamle: »Sådan skal også Menneskesønnens komme være«. Men hvis den gamle historie om Noa kun var et eventyr for børn, hvorfor skulle vi så tage de nye advarsler om Dommedag seriøst?

Faktisk er problemet med denne selvmodsigelse det modsatte: Vi må ikke give os af med myter, så er ergo er historierne om den talende slange, det talende æsel, Noas ark, Lots kone og Jonas og hvalfisken den rene, skære historiske sandhed.

Skal vi tro på jødiske eventyr og fabler?

Yderligere Selvmodsigelser