![]() |
Det kan være svært at blive frelst, så hvad nu, hvis det glipper, og man havner i torturkamrene i Helvede? Kan man så stadig nå at angre og få tilgivelse, efter at man er død?
Hvis man er kalvinist, er svaret nej, og man kan pege på følgende vers:
Hebræerne 9,27 Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes,
Først dø, så dømmes. Ikke noget med at man lige kan nå at angre forinden.
Derefter kan kalvinisten pege på historien om Lazarus og den onde rige mand, der havner i Helvede.
Lukas 16,24 Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.
[.. .. ..] [. . .]
Lukas 16,26 Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.
Lukas 16,27 Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus,
Abraham fortæller, at der er »lagt en dyb kløft mellem os og jer«. Når først man er i Helvede, er det ikke muligt at komme i Paradis. Den onde, rige mand forsøger da heller ikke at bede om tilgivelse: Han beder ydmygt om en dråbe vand, og han beder om, at Lazarus må vende tilbage til jorden, idet han håber, at genopvækkelsen af Lazarus vil overbevise folket.
Til tredje og sidst kan kalvinisten pege på beskrivelsen af verdensdommen i Matthæusevangeliet og Johannes' Åbenbaring, hvor der ikke er et eneste eksempel på, at de dømte får lov til at angre, før de ryger i ildsøen.
Men da Jesus var »nedfaret til dødsriget« og dræbt i kødet, gjort levende i Ånden, prædikede han i dødsriget.
1 Peter 3,18 For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud. Han blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden,
1 Peter 3,19 og i den gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem;
1 Peter 3,20 det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget; i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand.
[.. .. ..] [. . .]
1 Peter 4,6 For derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de skulle dømmes i kødet, som mennesker dømmes, men leve i Ånden, som Gud lever.
Hvorfor prædike for de døde, hvis det alligevel var for sent at få tilgivelse? Det er da bare at håne dem.
Får man en chance efter døden?
På den ene side ville dette løse nogle teologiske problemer: Det er uretfærdigt, at folk, der var født før Jesus' tid, folk i fjerne lande, hvor ingen har hørt om Jesus, samt spædbørn og aborter, ryger lukt i Helvede. Selvfølgelig skal de da have en chance.
På den anden side ville det skabe en række af nye problemer for dem, der tror på frelse gennem tro, hvis man bare kunne vente med at "se tingene an" til efter døden.
Hvis man nævner Lazarus, vil man med det samme få at vide, at "det er bare en lignelse".
Problemet med denne bortforklaring er for det første, at den Hellige Skrift forsikrer os, at alt, hvad Jesus sagde, var lignelser: »han talte ikke til dem undtagen i lignelser« (Markus 4,33-34). Hvis ikke vi kan bruge historien om Lazarus, så kan vi altså se bort fra stort set alt, hvad Jesus nogensinde har sagt.
For det andet er det et åbent spørgsmål, om det overhovedet er en lignelse. Bibelselskabet skriver ganske vist »Lignelsen om den rige mand og Lazarus« i overskriften, men det må stå for deres egen regning. Selve Bibelteksten siger ingen steder, at det er en lignelse.
For det tredje er det ligegyldigt, om der er tale om en lignelse eller ej: Der er stadig ingen grund til, at Jesus skulle have sagt noget pjat.
Hvis man er katolik, kan man godt få det hele til at passe ind i dogmerne om skærsild, limbo og afladshandel.
Den rige mand er i dødsriget (det græske ord er "adês" eller Hades). Først når han har været her i skærsilden en række år, vil han kunne komme ind i Paradis til Lazarus og Abraham.
Det passer fint med katolske dogmer, at den rige mand ønsker at sende Lazarus tilbage til jorden, så rigmandens brødre kan omvende sig og købe nogle vokslys og afladsbreve.
I virkeligheden behøver man slet ingen bortforklaring. Jesus kan alt, fordi han er Guds søn. Han behøver ikke katolske dogmer for at forklare sine handlinger.
Bemærk, at kobberstikket øverst til højre er anti-katolsk og tager afstand fra konceptet om Skærsilden, der kaldes "Pavens køkken". Djævelen bærer pavens mitra (»his Triple-Crowne the Divell weares«), og pavens våbenskjold med Himlens nøgler er placeret over døren (»And ore the dore the Popes owne Armes hee beares«).
Besynderligt nok er Moses med blandt de døde, som Jesus befrier, hvilket er en dobbelt modsigelse. For det første havde Jesus snakket med Moses, dengang han (Jesus) blev "forvandlet" på bjerget, så dengang var Moses ikke nede i Helvede. For det andet siger 1 Peter 3,18-20 (citeret foroven), at Jesus prædikede for folk, der havde levet på Noas tid, og dengang var Moses ikke født.
Den berygtede NIV-Bibel fusker med teksten, så de døde, der fik evangeliet forkyndt, er nogen, der nu er døde (og som altså i sin tid hørte evangeliet her på jorden).
1 Peter 4,6 For this is the reason the gospel was preached even to those who are now dead, so that they might be judged according to human standards in regard to the body, but live according to God in regard to the spirit.
(NIV, New International Version)
The NIV Study Bible forklarer, at de har fusket med oversættelsen, netop for at undgå selvmodsigelsen med Hebræerne 9,27:
The word 'now' does not occur in the Greek, but it is necessary to make it clear that the preaching was done not after these people had died, but while they were still alive. (There will be no opportunity for people to be saved after death; see Heb 9:27).
Andre oversættelser laver samme fusk som NIV:
1 Peter 4,6 Now it was for this very purpose that the gospel was preached to those who are now dead, so that though they were judged in the flesh by human standards they may live spiritually by God's standards.
(New English Translation (NET))
The NET Bible forklarer i en fyldig fodnote, hvorfor de tilføjer ord, der ikke findes i den græske tekst.
In context the phrase those who are dead refers to those now dead who had accepted the gospel while they were still living and had suffered persecution for their faith. Though they "suffered judgment" in this earthly life (i.e., they died, in the midst of physical abuse from the ungodly), they will enjoy life from God in the spiritual, heavenly realm because of the gospel (v. 6b). It clearly does not assume a second chance for conversion offered to unbelievers who had died; why would Peter urge people to suffer in this life for the sake of the gospel if he believed that mercy would be extended to all the dead in the hereafter (cf. 2:7-8; 4:1-5, 12-19)?
Oversætteren prøver at undgå en anden selvmodsigelse: Hvorfor opfordrer Peter sine læsere til at udholde lidelser for evangeliets skyld, hvis alle døde kan regne med at nyde godt af Guds nåde i det hinsides?
Mærker: Lukas, Hebræerne, 1 Peter