Hvaba?? Var jøderne 215, 400 eller 430 år i Egypten? Hvaba??

Hvor mange år var jøderne i Egypten?
Stav

Vi har allerede kigget på, hvor længe jøderne var i Egypten, og om de var slaver, men hvis de var i Egypten, hvor længe varede det så?

Hvis man vækker en kristen midt om natten og spørger ham/hende, vil svaret formentlig være 400 år.

1 Mosebog 15,13 Da sagde Herren til Abram: "Du skal vide, at dine efterkommere skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres. Dér skal de være trælle og plages i fire hundrede år.

Apost. G. 7,6 Gud sagde, at hans efterkommere skulle bo som fremmede i et land, der ikke var deres. Dér skulle de være trælle og plages i fire hundrede år.

Men Bibelen har også et andet klart svar, nemlig 430 år:

2 Mosebog 12,40 Den tid, israelitterne boede i Egypten, var 430 år.
2 Mosebog 12,41 Netop den dag, da de 430 år var til ende, drog alle Herrens hærskarer ud af Egypten.

Paulus var enig i de 430 år, men han mente, at de 430 skulle regnes fra Abrahams pagt til det Forjættede Land.

Galaterne 3,17 Hvad jeg mener, er dette: Et testamente, som Gud allerede har gjort retsgyldigt, kan loven, som kom 430 år senere, ikke gøre ugyldigt, så at den dermed skulle sætte løftet ud af kraft.
Galaterne 3,18 Hvis arven fås på grund af loven, fås den ikke mere på grund af løftet. Men det var ved et løfte, Gud gav Abraham arven.

Grunden til at Paulus skriver sådan er, at han som altid har kigget i den græske teksttradition, Septuaginta, og i den græske tradition står der netop, at de 430 år dækkede opholdene i Kana'an og i Egypten tilsammen. »in the land of Egypt and the land of Chanaan, [was] four hundred and thirty years« (2 Mosebog 12,40-41).

Men hvad er svaret så? Var jøderne i Egypten i 430 år, i 400 år eller i 215 år?

Jødiske bortforklaringer

Historikeren Josephus bakker op om Paulus og Septuaginta:

318 They left Egypt on the fifteenth day of the lunar month of Xanthicus, four hundred and thirty years after our forefather Abraham came to Canaan, and two hundred and fifteen years after Jacob moved into Egypt. 319 Moses was in his eightieth year and Aaron was three years older. They brought out with them the bones of Joseph, as he had told his sons to do.
(Josephus, Jødernes Oldtid, Bog 2, kapitel 17, afsnit 2)

De 430 var siden løftet til Abraham, mens opholdet i Egypten kun varede 215 år.

Her skal man huske, at efter Jerusalems fald år 70 e.v.t. gav den romerske kejserfamilie de hellige bøger til Josephus.(1) Han havde altså overtaget de ægte helligskrifter, efter at templet blev nedrevet, og desuden har han som jøde og præstesøn naturligvis været bekendt med Mosebøgerne, som han har hørt læst op hver sabbat i synagogen.

Hvis der er uenighed mellem den masoretiske tekst og Josephus, er det Josephus, der har ret, for kun han havde de originale bøger.

Kristen bortforklaring #1

Forskellen på de 400 og de 430 år kan bortforklares med, at jøderne først havde 30 gode år, og bagefter trællede i 400 år.

Men det passer ikke. Josefs brødre havde solgt ham til egypterne, hvor Farao gjorde Josef til den mægtigste mand i hele Egypten: »Ingen i hele Egypten skal uden din tilladelse løfte hånd eller fod!«. Dengang var Josef 30 år (1 Mosebog 41,44-46). Derefter kom de syv fede år og de syv magre år. Da de syv magre år startede, tog resten af jøderne til Egypten. På dette tidspunkt har Josef altså været 38 år. Han døde i allersidste vers i 1 Mosebog, 110 år gammel (1 Mosebog 50,26), og på dette tidspunkt, må jøderne have opholdt sig 110-38 = 72 år i Egypten.

1 Mosebog 41,44: Farao sagde til Josef: "Jeg er Farao! Ingen i hele Egypten skal uden din tilladelse løfte hånd eller fod!"
1 Mosebog 41,45: Så gav Farao Josef navnet Safenat-Panea, og han gav ham Asenat til hustru; hun var datter af Potifera, præsten i On. Så drog Josef ud over hele Egypten.
1 Mosebog 41,46: Josef var tredive år, da han trådte i egypterkongen Faraos tjeneste. Josef forlod nu Farao og rejste rundt i hele Egypten.
1 Mosebog 50,26: Så døde Josef 110 år gammel. Han blev balsameret og lagt i kiste i Egypten.

Jøderne havde altså mindst 72 gode år i Egypten.

Kristen bortforklaring #2
Med hensyn til de 430 år i Egypten, kan man vælge at regne fra dengang, Josef kom (alene) til Egypten. Umiddelbart hjælper det ikke nok: Josef var 17 år, da han blev solgt af sine brødre (1 Mosebog 37,2). I Egypten blev han øverstkommanderende i en alder af 30 år (1 Mosebog 41,46). Derefter gik der syv gode år, og efter to magre år, kom resten af jøderne til Egypten. Så denne omfortolkning giver os kun 22 år ekstra (30 - 17 + 7 + 2), og det er langt fra nok til at redde modsigelsen.
1 Mosebog 37,2: Dette er Jakobs slægtshistorie. Josef var sytten år, og han vogtede får sammen med sine brødre. Han tjente hos de sønner, hans far havde med sine koner Bilha og Zilpa. Og Josef fortalte deres far det onde, han hørte om dem.

Det kan man så bortforklare (med den rette kristne forståelse) ved at påstå, at der kunne være gået mange år, fra Josef var 30, til de syv magre år startede.

Her må man sige, at teksten er rimelig klar: Josef forklarer faraos drøm (1 Mosebog 41,17-37), egyptene vedtager en plan om at gemme kornet i de syv gode år, Josef bliver øverstbefalende i Egypten som 30-årig (1 Mosebog 41,46), og allerede i det næste vers starter de syv gode år (1 Mosebog 41,47).

1 Mosebog 41,17: Så sagde Farao til Josef: "Jeg drømte, at jeg stod på Nilens bred,
1 Mosebog 41,18: og op af Nilen steg syv velnærede og smukke køer. De gav sig til at græsse mellem sivene.
1 Mosebog 41,46: Josef var tredive år, da han trådte i egypterkongen Faraos tjeneste. Josef forlod nu Farao og rejste rundt i hele Egypten.
1 Mosebog 41,47: Landet bugnede i de syv overflodsår.

Kristen bortforklaring #3

Med hensyn til forskellen på det lille tal, 215 år, og de to store tal, 400 og 430 år har kristne teologer i al fald siden James Ussher valgt en anden fortolkning:

Når Biblen siger, at Abrahams efterkommere skal »trælle og plages i fire hundrede år«, kan man vælge at regne fra dengang Ismael legede med Isak (1 Mosebog 21,9), fordi ordet, der oversættes "lege med", også kan betyde "drille", og det betyder "næsten" det samme som »trælle og plages«.

Denne bortforklaring ignorerer, at Gud sagde: » i et land, der ikke er deres. Dér skal de være trælle og plages i fire hundrede år«. Trælleriet og plageriet skulle altså finde sted i et fremmed land, og ikke i Abrahams eget hjem.

Desuden ignorerer bortforklaringen også, at 2 Mosebog 12,40 siger rent ud at, israelitterne boede 430 år i Egypten.

1 Mosebog 21,9: Men da Sara så den søn, som den egyptiske kvinde Hagar havde født Abraham, lege med Isak,

Venstre Højre

Yderligere selvmodsigelser


Fodnoter: (1)

Josephus overtog de hellige skrifter fra templet . . .: Moreover, when the city Jerusalem was taken by force, Titus Caesar persuaded me frequently to take whatsoever I would of the ruins of my country; and did that he gave me leave so to do. But when my country was destroyed, I thought nothing else to be of any value, which I could take and keep as a comfort under my calamities; so I made this request to Titus, that my family might have their liberty: I had also the holy books by Titus's concession.
(Josephus' Liv, 75).

Mærker: 1 Mosebog, 2 Mosebog, Apostlenes Gerninger, Galaterne, Josephus, GT kontra NT, Septuaginta


Op til sektion om Selvmodsigelser