![]() |
Paulus forsikrer, at hele Israel vil blive frelst. Det har Gud jo engang lovet, og Gud vil ikke bryde sin evige pagt med sit folk. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
Romerne 11,25 Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind;
Romerne 11,26 så skal hele Israel frelses - som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob.
Romerne 11,27 Dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort.
Romerne 11,28 I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld.
Romerne 11,29 For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
Ifølge Jesus har Gud derimod helt andre planer, end Paulus tror. Jesus erklærer, at ikke-jøder vil komme op i Himlen og vugge i Abrahams skød, bare de tror, mens jøderne vil blive kastet ud i mørket til »gråd og tænderskæren«:
Matthæus 8,10 Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: "Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.
Matthæus 8,11 Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget,
Matthæus 8,12 men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren."
Her ser man, at selvom evangelierne er placeret forrest i Det Nye Testamente, er de skrevet senere end epistlerne.
Paulus' epistler er de ældste bøger i Det Nye Testamente og formentlig skrevet år 50-60, mens der endnu var relativt fredeligt. Derfor kunne Paulus sagtens love på Guds vegne, at hele Israel ville blive frelst, og at Guds pagt med jøderne ville vare til evig tid.
Den guddommelige profet havde ikke forudset, Jerusalem ville blive ødelagt 10-20 år senere.
Evangelierne er skrevet efter Jerusalems ødelæggelse år 70. Historierne om Jesus skal ganske vist forestille at foregå omkring år 30, men forfatterne kan i bagklogskabens lys fordømme den onde generation af jøder, der afviste deres Messias.
Med kristne øjne er jødernes hårde skæbne i almindelighed og Jerusalems ødelægelse i særdeleshed bevis på, at Gud har opgivet sit oprindelige folk på grund af deres ondskab, og at de kristne er Guds nye folk.
Som Martin Luther skrev i 1543:
[…] Hør du, Jøde, ved du
ogsaa, at Jerusalem og Jeres Herredømme samt Templet
og Præstedømme nu har været ødelagt mere end 1460 Aar?
Thi i dette Aar, da vi Kristne skriver Aar 1543 efter
Kristi Fødsel, er det nøjagtig 1469 Aar, og det er altsaa
hen imod 1500 Aar siden, at Vespasianus og Titus ødelagde
Jerusalem og drev Jøderne ud derfra. Og lad saa Jøderne
bides og disputere om denne lille Nød saa længe, de vil.
Thi en saa grusom Guds Vrede viser altsaa tydeligt
nok, at de sandelig maa fejle og fare med Uret, det kan
vel selv et Barn forstaa. Thi saa frygteligt maa man ikke
tænke om Gud, at han skulde straffe sit eget Folk saa
længe, saa grueligt og saa ubarmhjertigt og til og med
tie stille, hverken trøste med Ord eller Gerninger, hverken
fastsætte Tid eller Sted. Hvem vilde tro og haabe eller
elske en saadan Gud? Lad os derfor slutte heraf, at Jøderne
visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans Folk,
han er heller ikke mere deres Gud;
Mærker: Matthæus, Romerne, Paulus