Hvaba?? Sloges Jakob med en mand, Gud eller en engel? Hvaba??

Hvem slås Jakob med?
Jakob brydes

Jakob bliver uden varsel overfaldet af en mand.

1 Mosebog 32,25 Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst.
1 Mosebog 32,26 Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led.
1 Mosebog 32,27 "Slip mig!" sagde han, "det er ved at blive lyst." Men Jakob svarede: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig."
1 Mosebog 32,28 Manden spurgte ham: "Hvad er dit navn?" Han svarede: "Jakob."
1 Mosebog 32,29 Så sagde han: "Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret".
1 Mosebog 32,30 Jakob sagde: "Sig mig dit navn!" Han spurgte: "Hvorfor spørger du om mit navn?" Så velsignede han ham dér.
1 Mosebog 32,31 Jakob kaldte stedet Penuel, "for jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet".

Manden giver Jakob det nye navn, Israel, fordi han har kæmpet med Gud, og Bibelselskabet forklarer i en fodnote: »På hebraisk er der ordspil mellem Israel og kæmpet med Gud«. Jakob/Israel kalder straks efter stedet for Penuel, fordi han har set Gud ansigt til ansigt, og Bibelselskabet forklarer: »På hebraisk er der ordspil mellem Penuel og Gud ansigt«. El er et af Guds navne.

Det er allerede forvirrende nok, men senere er Bibelen uenig med sig selv, om det var en Gud eller en engel:

Hoseas 12,4 I moders liv bedrog han sin bror, i sin manddom kæmpede han med Gud.
Hoseas 12,5 Han kæmpede med englen og sejrede; han græd og bad ham om nåde. I Betel fandt Herren ham, dér taler han til os,

Så var det en mand, Jakob sloges med, eller Gud eller en engel? Hvorfor overfalder Gud Jakob (ligesom han overfaldt Moses), og hvorfor var Gud nødt til snyde og slå Jakobs hofte ud af led for at vinde en brydekamp? Er Gud ikke almægtig? Og hvis det var en engel, hvorfor skal vi så høre disse ordspil om Israel og Penuel?

Kristen bortforklaring #1

Der er mange steder i Det Gamle Testamente, hvor Gud og Herrens engel skifter plads på højst forvirrende vis — (f.eks. i den brændende tornebusk, Sodoma og skysøjlen).

En fast undskyldning er, at Herrens engel er en manifestation af Gud. Lige præcis, hvad dette skal betyde, er uklart, men det er åbenbart en variation af standard-undskyldningen med, at "ordene betyder noget andet".

Kristen bortforklaring #2

En anden populær bortforklaring er at bruge Treenigheden, der netop er skabt til dette formål. Jesus er en gud med tre næser, og Jesus er den samme som Gud. Hvergang der står "Herrens engel", er det "i virkeligheden" Jesus, der er på gæsteoptræden i Det Gamle Testamente.

Men logikken halter stadig. Hvorfor skulle Jesus overfalde Jakob, og hvorfor skulle Jesus være nødt til at bruge beskidte tricks og slå Jakobs hofte ud af led for at vinde kampen?

Kristen bortforklaring #3

Med hensyn til at Jakob siger: »jeg har set Gud ansigt til ansigt«, skal man endelig ikke tro, der er en selvmodsigelse med de steder, der siger, at ingen nogensinde har set Guds ansigt.

Jakob har selvfølgelig ikke set Guds ansigt i den natlige brydekamp. Det han "i virkeligheden" mente var, at han havde stået ansigt mod ansigt som i en brydekamp.

Venstre Højre

Yderligere Selvmodsigelser


Mærker: 1 Mosebog, Hoseas


Op til sektion om Selvmodsigelser