De falske guder

I Kristendommen er der kun 1 Gud (med tre næser). Derfor håner Gud de folk, der har dyrket de falske guder:

5 Mosebog 32,37 Da vil han sige: Hvor er deres gud, den klippe, de stolede på,
5 Mosebog 32,38 som spiste deres slagtofres fedt og drak deres drikofres vin? Lad ham nu komme jer til hjælp! Lad ham være jeres værn!
5 Mosebog 32,39 Indse dog, at det er mig, kun mig, der er ingen Gud ved siden af mig; det er mig, der dræber og gør levende, har jeg knust, er det mig, der læger; ingen kan rive nogen ud af min hånd.

Men samtidig siger han jo, at disse guder havde modtaget slagtofrene og drukket deres drikofres vin (32,38). Så guderne findes altså; Gud praler bare af, at han er meget mægtigere.

Sagen er, at man dårligt kan åbne en side i Det Gamle Testamente uden at læse, hvordan jøderne igen og igen dyrkede »Ba'alerne og Astarterne og Arams, Sidons, Moabs, ammonitternes og filistrenes guder« (Dommerbogen 10,6). Det kan man sikkert bortforklare med, at jøderne bare troede, at disse guder eksisterede. Men det står der ingen steder, og man skal huske på, at blandt disse "vildfarne" sjæle var Kong David — en mand efter Guds hjerte? — som opkaldte sin søn efter afguden Ba'al. En anden var Kong Salomon, der var verdens klogeste mand til evig tid. Han burde være for klog til til at dyrke ikke-eksisterende guder, og alligevel dyrkede han Astarte, Milkom og Kemosh.

1 Kongebog 11,5 Salomo fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud.
[.. .. ..] [. . .]
1 Kongebog 11,7 Dengang byggede Salomo på bjerget øst for Jerusalem en offerhøj for Kemosh, Moabs ækle gud, og for Milkom, ammonitternes ækle gud,

Jehova/Jahweh er simpelthen endnu en stammegud blandt mange andre stammeguder. Som et eksempel på en anden stammegud kan vi kigge på Kemosh, der udførte præcis samme funktion for sit folk, som Gud gjorde for jøderne:

Dommer 11,24 Er det ikke sådan, at når Kemosh, din gud, fordriver nogen, så tager du deres land i besiddelse, og hver gang Herren, vor Gud, driver nogen bort foran os, så tager vi deres land i besiddelse?

2 Korintherne 4,4: for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede.

Efeserne 2,2: som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn.

For at tage nogle klassiske eksempler: Gudssønnerne parrer sig med menneskekvinder (1 Mosebog 6,2); Gudssønnerne — inklusive Satan — holder møde (Job 1,6); Gud træder frem i gudeforsamlingen, blandt guderne (Salme 82,1-6); Gud slår drengebørnene ihjel for at straffe alle Egyptens guder (2 Mosebog 12,12, 4 Mosebog 33,4); Egyptens guder er bange for Gud (Esajas 19,1); Gud kalder sig: »gudernes Gud, Herren, gudernes Gud« (Josva 22,22); en gang om året skal jøderne ofre en ged til Gud og en ged til Azazel (3 Mosebog 16,8-10); indbyggerne i Moab er Kemosh' folk: »Ve dig, Moab! Kemoshs folk, du er gået til grunde!« (4 Mosebog 21,29) og »Kemosh skal gå i landflygtighed sammen med sine præster og stormænd« (Jeremias 48,7). En vantro konge ofrer til sin gud og fremkalder en stor vrede over Israel.

Der er altså mange guder, men "den højeste" af disse guder har sørget for, at jøderne er blevet tildelt Jehova/Jahweh: »Da den Højeste fordelte folkene […] Herrens del blev hans folk« (5 Mosebog 32,8-9). Derfor må jøderne kun dyrke Gud: »Alle folkeslag vandrer i hver sin guds navn, men vi vil vandre i Herren vor Guds navn for evigt og altid« (Mikas 4,5).

Gud er en skinsyg gud, der ikke tillader, at vi dyrker de konkurrerende guder, på samme måde som den danske regering ikke tillader, at vi betaler vores skat i Luxembourg eller på Bahamas.

Josva 22,22: "Herren, gudernes Gud, Herren, gudernes Gud, ved det, og Israel skal vide det: Gid Herren i dag vil undlade at hjælpe os, hvis det var i oprør eller troløshed mod ham,

Jeremias 48,7: Fordi du satte din lid til det, du frembragte, og til dine skatte, bliver også du indtaget. Kemosh skal gå i landflygtighed sammen med sine præster og stormænd.

5 Mosebog 32,8: Da den Højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne.
5 Mosebog 32,9: Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod.

Dommerbogen 10,6: Men israelitterne gjorde på ny, hvad der var ondt i Herrens øjne. De dyrkede Ba'alerne og Astarterne og Arams, Sidons, Moabs, ammonitternes og filistrenes guder. De svigtede Herren og dyrkede ham ikke.

3 Mosebog 16,8: og han skal kaste lod om de to gedebukke, det ene lod for Herren og det andet for Azazel.
[. . .]
3 Mosebog 16,10: Den buk, som loddet for Azazel falder på, skal blive i live for Herrens ansigt, for at Aron kan skaffe soning med den ved at sende den ud i ørkenen til Azazel.

2 Mosebog 12,12: Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren!

Salmernes Bog 82,1: Salme af Asaf. Gud træder frem i gudeforsamlingen, blandt guderne holder han dom:
[. . .]
Salmernes Bog 82,6: Jeg har sagt: I er guder, I er alle sønner af den Højeste.

Med hensyn til, at Satan kaldes for "denne verdens gud" (2 Korintherne 4,4) har de kristne en masse bortforklaringer på, hvorfor Satan alligevel ikke er en rigtig gud.

Men for det første siger den græske originaltekst "o theos", altså guden, hvilket Bibelselskabet i alle andre tilfælde oversætter til Gud med stort G. Bibelselskabet afviger altså bevidst fra deres normale regler, når de skriver "gud" med lille g.

For det andet kræver argumentet, at de kristne har definitionsretten til ordet "gud". Hvem siger, at en gud skal være en skabergud eller skal være udødelig? Hvorfor er Satan ikke en gud, hvis Loke er det? Hvorfor er ærkeengle, engle, keruber og serafer ikke guder, hvis Hermes er det?

Findes de falske guder i virkeligheden?

Yderligere selvmodsigelser