Sidder Gud og drikker alene? Sidder Gud og drikker alene? 
|
Stik modsat hvad mange tror, har Bibelen et yderst fornuftigt forhold til alkohol. Vin er faktisk en gudedrik:
Dommer 9,13 Men vinstokken sagde til dem: Skulle jeg give afkald på min vin, som glæder guder og mennesker, og give mig til at knejse over træerne?
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
Men ifølge rigtigt mange oversættelser sidder Gud og drikker i ensom majestæt:
Dommer 9,13 Men vintræet sagde til dem: 'Skulle jeg opgive min nye vin som fryder Gud og mennesker, for at gå hen og vaje over de andre træer?'
(Ny Verden / Jehovas Vidner)
Problemet er i virkeligheden meget grundlæggende. Den ene af de to guder i Det Gamle Testamente hedder "Elohim", der betyder "de mandlige og kvindelige guder". Det oversættes i reglen til "Gud", og det er derfor, Gud kan skabe både mand og kvinde »i vort billede, så de ligner os«.
Det er faktisk et stort problem for Bibelen: Guds navn kan også oversættes til "de falske guder".
Hvordan kan en oversætter så vide, hvornår "Elohim" skal oversættes til "guder", og hvornår det skal være "Gud"? Det vælger den enkelte oversætter selv, men nogle gange er det et valg mellem pest eller kolera (se f.eks.: Ligner Gud en kalv?). Et sådant dilemma har vi her: Hvis man vælger "guder", skaber det ubehagelige spørgsmål om, hvor mange guder der er. Hvis man skriver "Gud", får man indtrykket af, at Gud sidder i mørket og pimper den mutters alene.
Hvad er sandheden? Den ligger et sted mellem Jehovas Vidner og Indre Mission.
Med hensyn til det ukristelige billede af at guderne drikker vin, er bortforklaringen, at det kun er noget "hedningerne" troede.
Som eksempel på en (falsk) gud, der har modtaget et drikoffer af vin, men som alligevel ikke kan hjælpe sit folk imod den kristne Gud, kan en kristen citere dette vers:
5 Mosebog 32,37 Da vil han sige: Hvor er deres gud, den klippe, de stolede på,
5 Mosebog 32,38 som spiste deres slagtofres fedt og drak deres drikofres vin? Lad ham nu komme jer til hjælp! Lad ham være jeres værn!
Men faktisk er der masser af steder i Bibelen, hvor Gud kræver vin. Her er et par eksempler: »Du må ikke holde afgiften af din kornhøst og din vinhøst tilbage. Den førstefødte af dine sønner skal du give til mig.« (2 Mosebog 22,28); »et drikoffer på en kvart hin vin« (2 Mosebog 29,40); »det tilhørende drikoffer skal være en fjerdedel hin vin« (3 Mosebog 23,13); »skal du som drikofre bringe en fjerdedel hin vin for hvert lam« (4 Mosebog 15,5) og »Og du skal bringe en tredjedel hin vin som drikoffer, en liflig duft for Herren« (4 Mosebog 15,7).
Gud er ligeså glad for vin, som alle de "hedenske" guder". Spørgsmålet er kun, om han drikker sammen med dem, eller drikker alene.
Med hensyn til at der overhovedet findes andre guder, går bortforklaringen igen ud på at skyde hele skylden over på hedningerne. Hedningerne troede, deres guder fandtes, men "i virkeligheden" er det kun Gud, der findes.
Her skal det for det første siges, at det ikke er en hedning, men en vinstok, der taler: »vinstokken sagde til dem«. Så kan man selvfølgelig påstå, at det var en hedensk vinstok, eller at det hele bare var en fabel, men det ændrer jo ikke ved, at der står noget vås i Bibelen.
For det andet er der masser af eksempler på, at de andre guder er ligeså virkelige som den kristne Gud. Her er et eksempel — fra samme bog — der skærer det ud i pap, at den kristne Gud kun er en ud af mange stammeguder:
Dommer 11,24 Er det ikke sådan, at når Kemosh, din gud, fordriver nogen, så tager du deres land i besiddelse, og hver gang Herren, vor Gud, driver nogen bort foran os, så tager vi deres land i besiddelse?
Det tredje problem for visse kristne er selve ideen om, at Gud sidder og bæller vin, uanset om han så gør det i ensomhed eller i godt selskab.
En løsning der bruges flittigt for alle de mange(!) vers i Bibelen, der handler om vin, er, at påstå, at det hebraiske ord "i virkeligheden" betyder druesaft. Vi ser lidt af det øverst på siden, hvor Jehovas Vidner har tilføjet ordet "nye": »min nye vin som fryder Gud og mennesker«.
Det samme er endnu tydeligere i de ældre danske oversættelser, hvor vinen er "most": »Skulde jeg give Afkald på min Most, som glæder Guder og Mennesker« (1931) og »Skulde jeg forlade min Most, som glæder Guder og Mennesker« (1919).
Mærker: Dommerbogen