Hvaba?? Efraimitterne, der aldrig var i Egypten Hvaba??

Bibelsk kort over Kana'an / Israel.
Efraim (det gule område) ligger i bjergene. Gat ligger sydligt.
Efraim og Gat

Ifølge den officielle historie boede Jakob og hans sønner — stamfædrene til Israels 12 stammer — i Kana'an på en slags "tålt ophold". Derefter var jøderne slaver 400 år i Egypten, før deres efterkommere vendte tilbage til Kana'an og med hjælp fra Gud og hans gedehamse slog de oprindelige indbyggere ihjel og kaldte landet for Israel.

Første Krønikebog starter med ni kapitler med endeløse stamtavler. Her får vi at vide, at en af patriarkerne, Manasse, fik sin førstefødte søn med en »aramaisk medhustru«:

1 Krønikebog 7,14 Manasses sønner var: Asriel, som hans aramaiske medhustru fødte; hun fødte også Makir, der blev far til Gilead.

Det er ikke i sig selv underligt: Selvom han levede på "tålt ophold", kunne han godt have taget en medhustru blandt de lokale stammer.

Længere fremme gælder det patriarken Efraim. Stamtavlen krydres med en anekdote om, hvordan to af Efraims sønner forsøgte et mislykket kvægtyveri i byen Gat, og blev dræbt af »de indfødte i landet«:

1 Krønikebog 7,20 Efraims sønner var: Shutela, hans søn Bered, hans søn Tahat, hans søn El'ada, hans søn Tahat,
1 Krønikebog 7,21 hans søn Zabad, hans søn Shutela, desuden Ezer og El'ad, som blev dræbt af mændene i Gat, de indfødte i landet, fordi de var draget ned for at tage deres hjorde.
1 Krønikebog 7,22 Deres far Efraim sørgede i lang tid, og hans brødre kom for at trøste ham.
1 Krønikebog 7,23 Så gik han ind til sin kone, og hun blev gravid og fødte en søn, som han kaldte Beria, fordi hans hus var blevet ramt af ulykke.
1 Krønikebog 7,24 Hans datter var She'era, som byggede Nedre og Øvre Bet-Horon og Uzzen-She'era.
1 Krønikebog 7,25 Hans søn var Refa, hans søn Reshef, hans søn Tela, hans søn Tahan,
1 Krønikebog 7,26 hans søn Ladan, hans søn Ammihud, hans søn Elishama,
1 Krønikebog 7,27 hans søn Nun, hans søn Josva.

Men hvornår skulle alt dette være sket? Hvornår fandt Manasse sig en aramaisk kone, og hvornår blev Efraims sønner dræbt af »de indfødte i landet«?

Sagen er, at ifølge resten af Bibelen var Efraim og Manasse aldrig i Kana'an. Deres far, Josef, blev solgt til Egypten af sine brødre, og det var i Egypten, at Josef blev far til Manasse og Efraim (1 Mosebog 46,20), ja vi får endda at vide, at Josef og resten af jøderne blev i Egypten, hvor Josef nåede at se Efraims og Manasses børnebørn blive født (1 Mosebog 50,22-23)

Så kunne man foreslå, at det mislykkede kvægtyveri skete i løbet af de 400 år, jøderne boede i Egypten. Men det er ikke det, teksten lægger op til. Efraims sønner »var draget ned« til Gat, hvilket passer fint med, at de var taget ned fra Efraims område i bjergene og sydpå til byen Gat (se kortet til højre).

Hvis de var taget fra Egypten til Kana'an, ville de snarere have taget op. Og giver det overhovedet mening at krydse ørkenen for at stjæle kvæg? Det tog trods alt Moses 40 år med Guds hjælp at få jøderne igennem ørkenen bare den ene vej, og frem og tilbage er som bekendt dobbelt så langt.

Og hvordan skal vi få She'era (7,24) til at passe ind i det? To af de byer, hun grundlægger, Nedre og Øvre Bet-Horon, optræder flere steder i Bibelen som byer på stammen Efraims område (markeret med en blå ring på kortet til højre). Her er der ikke længere tale om et enkelt røvertogt, der med god vilje kunne bortforklares: Efraim og hans nærmeste efterkommere er ikke i Egypten, som resten af Bibelen påstår, men har travlt med at kolonisere Det Hellige Land, etablere byer og befolke landet med Efraims efterkommere.

Dette fører frem til den sidste mulighed: Nemlig at alt dette sker efter erobringen af Det Hellige Land. Det er faktisk det, teksten selv lægger op til: Manasse tager sig en aramaisk kone, hvilket hænger sammen med, at stammen Manasse's område grænser op til Aram; samtidigt har stammen Efraim indtaget deres territorium i bjerglandet, hvor datteren She'era bygger (og befolker) nye byer på ruinerne af de gamle, og sønnerne tager på røvertogter ned til »mændene i Gat, de indfødte i landet«.

Men i såfald ville Efraim være en sejlivet patriark, for han ville have været omkring 400 år gammel, dengang Josva førte jøderne ind i Det Hellige Land. Som det fremgår af stamtavlen foroven, var Josva 10 eller 11 slægtled efter Efraim. Det vil sige, at Efraim (og She'era) var langt ældre, end de 120 år Gud tillader.

De små anekdoter kan simpelthen ikke forliges med den officielle historie. Forfatteren af stamtavlen har tilsyneladende aldrig hørt, at jøderne havde trællet 400 år i Egypten, eller at Gud dræbte alle de jøder, der var over 20 år gamle, ude i ørkenen.

Vi kan roligt rive 2, 3, 4 og 5 Mosebog ud af Bibelen, for disse ting er aldrig sket.

1 Mosebog 50,22: Josef og hans fars hus blev boende i Egypten. Josef levede i 110 år.
1 Mosebog 50,23: Josef oplevede at se Efraims børnebørn. Også Manasses søn Makirs børn blev født på Josefs knæ.
1 Mosebog 46,20: I Egypten havde Josef fået Manasse og Efraim med Asenat, datter af Potifera, præsten i On.

Jødiske bortforklaringer

Den anonyme forfatter til Midrash HaGadol ("den store Midrash") påstod, at efraimitterne var taget fra Egypten til Kana'an 30 år før alle de andre jøder.

Det kom han frem til ved at kombinere to vers fra to forskellige steder:

2 Mosebog 13,17 Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: "Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig."

Salme 78,9 Efraims sønner var udrustet med buer, men tog flugten på kampens dag.

Den anonyme rabbi fortolkede "den korteste" som noget, der var sket for nyligt, og det var sket "for nyligt", skulle så have været efraimitternes nederlag i salmen.

På dette spinkle grundlag opfandt rabbien en historie om, at nogle af Efraims sønner havde forladt Egypten, 30 år før tiden var inde, og at de var blevet massakrerede. Dette skulle så være grunden til, at Gud lod jøderne erobre Det Hellige Land fra øst. Den nylige massakre i filistrenes land ville kunne have skræmt de andre jøder.

Selvfølgelig står der ingen steder i Bibelen noget om, at Efraims sønner havde "tyvstartet" med 30 år, og det forklarer heller ikke, hvordan Efraims datter kunne grundlægge og befolke byer i Kana'an, mens jøderne opholdt sig i Egypten.

Jeg nævner det mest for at vise, at selvmodsigelsen har voldt hovedpine blandt kloge hoveder i al fald siden det 14. århundrede.

Kristen bortforklaring #1

Med hensyn til Manasse er det let at bortforklare, hvis man for en enhver pris skal bortforklare alt uden at lytte til, hvad teksten selv siger.

Manasse kan selvfølgelig godt have fundet sig en aramaisk medhustru, selvom han boede hele sit liv i Egypten.

Kristen bortforklaring #2

Standardbortforklaringen ville være, at Efraim ikke er patriarken, men hele stammen, og at Efraims sønner ikke er patriarkens børn, men medlemmer af stammen.

Denne undskyldning bruges flittigt for at bortforklare de sejlivede patriarker, men i dette tilfælde passer den dårligt.

Når Manasse havde en aramaisk medhustru, er det selvfølgelig manden Manasse og ikke hele stammen. Det er også tydeligt, at Efraim er en enkelt mand: »Deres far Efraim sørgede i lang tid, og hans brødre kom for at trøste ham. Så gik han ind til sin kone, og hun blev gravid og fødte en søn, som han kaldte Beria«.

Kristen bortforklaring #3

Et andet forslag lyder, at der er tale om en anden Efraim end patriarken Efraim. Som argument kan man pege på, at »hans brødre kom for at trøste ham«, mens patriarken Efraim jo kun havde 1 bror, Manasse.

Men denne bortforklaring ignorerer fuldstændig konteksten, eftersom kapitel 2 til 8 indeholder stamtavler for Israels 12 stammer. Desuden passer stamtavlen fint med andre versioner af Efraims stamtavle i 4 Mosebog 26,35-37 og 4 Mosebog 1,10. Bibelen fortæller masser af gange, at Josva, Nuns søn, var fra Efraims stamme, og disse to navne afslutter netop stamtavlen foroven (7,27).

Ydermere står der ingen steder i Bibelen, at Manasse og Efraim aldrig fik brødre. Tværtimod lægger Bibelen op til, at Josef senere ville få flere sønner: »De børn, du får efter dem, skal være dine« (1 Mosebog 48,5-6).

Kristen bortforklaring #4

John Gill(1) har en kreativ forklaring: Det var ikke Efraims sønner, der forsøgte at plyndre filistrene i Gat; det var tværtimod filistrene, der var taget ned til Egypten for at plyndre jøderne dér.

På den måde kan Gill forklare, at røverne »var draget ned for at tage deres hjorde«. Røverne var taget fra filistrenes land ned til Egypten. Det giver så et problem med, at teksten fortæller, at indbyggerne i Gat var indfødte: »mændene i Gat, de indfødte i landet«, så derfor må Gill omfortolke "landet" til at betyde Egypten. Derefter postulerer Gill, at filistrene var født i Egypten, men at de senere var taget til Gat i filistrenes land, hvorfra de så tog på røvertogt tilbage til Egypten.

Alt dette står der naturligvis ingenting om i Bibelen, og vi får stadig ingen forklaring på, hvordan man tager på røvertogt over ørkenen, når det senere tog jøderne 40 år at krydse den.

John Gill har slet ingen kommentarer til, hvordan Efraims datter kan grundlægge (og befolke) byer i Kan'an, mens jøderne er slaver i Egypten.

4 Mosebog 1,10: Fra Josefs sønner: Fra Efraim: Elishama, Ammihuds søn; fra Manasse: Gamliel, Pedasurs søn.
4 Mosebog 26,35: Dette er Efraims efterkommere, slægt for slægt: Fra Shutela stammer shutelaitternes slægt; fra Beker stammer bekeritternes slægt; fra Tahan stammer tahanitternes slægt.
4 Mosebog 26,36: Dette er Shutelas efterkommere: Fra Eran stammer eranitternes slægt.
4 Mosebog 26,37: Det var efraimitternes slægter; de mønstrede af dem var 32.500. Det var Josefs efterkommere, slægt for slægt.
1 Mosebog 48,5: De to sønner, du fik her i Egypten, før jeg kom ned til dig, skal nu være mine; Efraim og Manasse skal være mine, ligesom Ruben og Simeon.
1 Mosebog 48,6: De børn, du får efter dem, skal være dine; men de skal have navn efter deres to brødre i det land, de får i eje.

Venstre Højre

Yderligere selvmodsigelser

Fodnoter: (1)

John Gill (1697 - 1771). Engelsk baptist. Forfatter af John Gills Exposition of the Entire Bible.

For en ordens skyld siger jeg ikke, at Gill repræsenterer det nyeste og ypperste indenfor Bibelforskningen, men når jeg citerer et 250 år gammelt, konservativt, kristent standardværk, skulle det gerne vise, at indholdet på nærværende side ikke er noget nymodens ateistisk, ondsindet sludder.


Mærker: 1 og 2 Krønikebog, Udvandringen fra Egypten, Stamtavler


Op til sektion om Selvmodsigelser