En af de forvirrende ting ved jødernes fyrre år i ørkenen er, at der er et kæmpe hul i midten af beretningen. Der mangler 38 år, og der mangler toenhalv million dødsfald.
Det første år af ørkenvandringen fylder meget af Mosebøgerne: Selv langt inde i 4 Mosebog er vi stadig kun kommet til starten af det andet år:
4 Mosebog 10,11 I det andet år, på den tyvende dag i den anden måned, løftede skyen sig fra Vidnesbyrdets bolig.
Lidt senere bliver Gud vred på sit folk på grund af historien om kæmperne:
4 Mosebog 14,32 Men jeres lig skal ligge her i ørkenen.
4 Mosebog 14,33 Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i fyrre år, og de skal bære straffen for jeres utroskab, indtil I alle sammen ligger som lig i ørkenen.
4 Mosebog 14,34 Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag, og I skal erfare, hvad det vil sige at have mig til fjende.
4 Mosebog 14,35 Jeg, Herren, har talt! Ja, sådan vil jeg handle mod hele denne onde menighed, der har rottet sig sammen mod mig. Her i ørkenen skal de omkomme, her skal de dø!"
Så her i kapitel 14 får vi at vide, at Gud vil lade jøderne vente fyrre år i ørkenen, mens den voksne generation af jøder dør. Men vi får aldrig at vide, at det sker. Det eneste vi får at vide er, at da jøderne ankommer til Sins ørken / Kadesh i kapitel 20, er vi ved slutningen af de fyrre år:
4 Mosebog 20,1 I den første måned kom hele israelitternes menighed til Sins ørken, og folket slog sig ned i Kadesh. Dér døde Mirjam, og dér blev hun begravet.
Her i 4 Mosebog 20,1 står der ganske vist ikke noget årstal, men lidt senere i et tilbageblik over rejseruten, får vi flere oplysninger:
4 Mosebog 33,36 De brød op fra Esjongeber og slog lejr i Sins ørken, det samme som Kadesh.
4 Mosebog 33,37 De brød op fra Kadesh og slog lejr ved bjerget Hor på grænsen til Edom.
4 Mosebog 33,38 På Herrens befaling gik præsten Aron op på bjerget Hor og døde dér i det fyrretyvende år, efter at israelitterne var draget ud af Egypten, på den første dag i den femte måned.
Jøderne nåede Sins ørken / Kadesh, kort før Aron døde ved bjerget Hor »i det fyrretyvende år«.
Så et eller andet sted mellem Guds trusler i 4 Mosebog 14,33-34 og jødernes ankomst i Sins ørken i kapitel 20 er der forsvundet 38 år, og 2.500.000 jøder er døde.
Lad os lynhurtigt opridse disse kapitler:
Resten af kapitel 14: De jøder, der ikke tager tilbage til ørkenen, bliver massakrerede ved Horma.
Kapitel 15: lovregler (om afgrødeofre og drikofre).
Kapitel 16-17 Kora og andre levitter gør oprør mod Moses og Aron
Kapitel 18-19: lovregler (om Arons sønner og om renselse).
Der er altså stort set intet sket. Det eneste, der ligner en slags handling, er Koras og hans families oprør mod Moses. Ingen steder står der, at der er gået 38/40 år, og ingen steder står der, at de jøder, der forlod Egypten, alle er døde.
Derefter tager historien fart igen, for efter at Aron er død »i det fyrretyvende år […] på den første dag i den femte måned«, er der ingen ende på de pragtfulde historier, der sker i rejsens sidste 8 måneder: Jøderne får De Ti Bud en gang til, Moses slår vand af klippen igen, levitterne bliver indsat igen, folkemordet på midjanitterne, folkemordene på edomitterne og masser af andre folkeslag, vandringen gennem Moabs land og erobringen af Det Hellige Land fra øst.
Men nu handler denne side jo ikke om forvirrende "huller i handlingen" eller halsbrækkende "temposkift". Den handler om selvmodsigelser, så lad os se på dem.
Da jøderne ankommer til Sins ørken efter 38/40 år, er det første, de gør, at brokke sig:
4 Mosebog 20,5 Hvorfor har I ført os op fra Egypten og bragt os til dette frygtelige sted, hvor der hverken er korn eller figner eller druer eller granatæbler, og hvor der ikke er vand at drikke?"
Har forfatteren glemt, at de jøder, der var ført ud af Egypten, var døde allesammen i løbet i de 38 år? Hvorfor anklager de nye jøder Moses for at have »ført os op fra Egypten«?
Moses redder situationen ved at slå vand af klippen, men snart er der ballade igen. I næste kapitel stiller jøderne igen det samme spørgsmål:
4 Mosebog 21,5 og talte mod Gud og mod Moses: "Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde."
Gud kan åbenbart ikke svare på det, så han sender slanger over dem for at slå dem ihjel, men det fjerner ikke selvmodsigelsen: Hvordan kan den nye generation bebrejde Gud og Moses for at have ført dem ud af Egypten?
Senere i 4 Mosebog er jøderne ankommet på Moabs sletter, og de fyrre års vandring er til ende. Så befaler Gud en folketælling:
4 Mosebog 26,2 "Hold mandtal over hele israelitternes menighed fra tyve år og opefter, fædrenehus for fædrenehus, alle våbenføre mænd i Israel."
4 Mosebog 26,3 På Moabs sletter ved Jordan over for Jeriko mønstrede Moses og præsten Eleazar dem
4 Mosebog 26,4 fra tyve år og opefter, sådan som Herren havde befalet Moses. Israelitterne, som drog ud af Egypten, var følgende:
Teksten kan dårligt læses anderledes end, at de folk, der blev talt ved enden af ørkenvandringen, var de samme som dem, der havde forladt Egypten 40 år tidligere.
Men den lange optælling af »Israelitterne, som drog ud af Egypten« slutter med at påstå, at der ikke var nogen tilbage af de oprindelige israelitter, men at alle undtagen Kaleb og Josva var døde.
4 Mosebog 26,64 Blandt dem var der ingen tilbage af dem, der var blevet mønstret af Moses og præsten Aron, dengang de havde mønstret israelitterne i Sinajs ørken.
4 Mosebog 26,65 For Herren havde sagt til dem, at de skulle dø i ørkenen. Der var ikke andre tilbage af dem end Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn.
Så døde alle jøderne et sted mellem kapitel 14 og 20? Eller førte Gud dem frelst i samme tøj og sandaler fra Egypten til Israel?
Med hensyn til at de 38 år forsvinder mellem to spalter i Bibelen, har udgiveren af den Bibel, der er afbildet på disse sider, valgt placere den eneste handling i disse afsnit, nemlig Koras oprør, i midten af de 38 år.
Vandringen gennem ørkenen starter år 1491 f.v.t. (billedet til venstre), Guds dødsdom over hele hans folk falder år 1490, og jøderne ankommer til Sins ørken år 1452.
Ved at placere Koras oprør i år 1470 undgår man "det store hul" på 38 år, men får istedet to huller på hver ca. 18 år. På billedet øverst til højre er der altså "kun" forsvundet 18 år mellem to spalter: Koras oprør og ankomsten til Sins ørken.
Med hensyn til, at jøderne klager over, at de er taget ud af Egypten, selvom hele den gamle generation i mellemtiden er blevet dræbt af Gud, vil en kristen læser tage det som et bevis på, hvor forfærdelige mennesker disse jøder var.
F.eks. skriver Alexander Maclaren (1826-1910), at der var tale om "nedarvet klynk". Den nye generation var "hereditary grumblers"; deres forældres grave burde have lært dem en lektie, men de mange års vandring og de 2 millioner dødsfald havde været forgæves. Jøderne havde stadig ikke modtaget "Guds opdragelse":
We note the old murmurings on the lips of the new generation. The lament of a later prophet fits these hereditary grumblers,
- 'In vain have I smitten your children; they received no correction.' The place where they reassembled might have taught them the sin of unbelief;
their parents' graves should have enforced the lesson.
But the long years of wandering, and two millions of deaths, had been useless.
The weather-beaten but sturdy strength of the four old men, the only survivors, might have preached the wisdom of trust in the God in whose 'favour is life.'
But the people 'had learned nothing and forgotten nothing.'
(Alexander Maclaren, Expositions of Holy Scripture, 1900. Min fremhævelse)
De 23 bind af "The Pulpit Commentary" er enige i, at ordene er malplacerede, eftersom folket ikke havde kendskab til Egypten. Forklaringen måtte være, at der var enkelte overlevende fra Egypten, der hårdnakket lagde ordene i munden på den nye generation:
These words are almost exactly repeated from Exodus 17:3.
They, and those which follow, are no doubt out of place if considered as expressing the feelings of the great bulk of the people, who had no knowledge of Egypt,
and had grown up in the wilderness.
But on such occasions it is always the few who put words into the months of the many,
and the ringleaders in this gainsaying would naturally be the survivors of the elder generation,
whose disposition was exactly the same as ever, and who had always shown a remarkable want of originality in their complaints.
(Rayner Winterbotham og Thomas Whitelaw, Numbers, 1881, side 252. Min fremhævelse)
Med hensyn til, at Moses i kapitel 26 tæller de mennesker, der havde forladt Egypten, selvom de i mellemtiden alle var døde, manipulerer de fleste Bibel-oversættelser med teksten og opfinder en indledning à la »Take the sum of the people«:
4 Mosebog 26,4 [Take the sum of the people], from twenty years old and upward; as the LORD commanded Moses and the children of Israel, which went forth out of the land of Egypt.
(King James Bibel fra 1611)
Denne nyfremstillede tekst kan man bagefter fortolke kreativt som, at det var en ordre, Gud havde givet Moses og Israels børn, dengang de forlod Egypten, men at Moses først skriver disse gamle tal ind i Bibelen nu.
Der står ellers tydeligt i 4 Mosebog 26,3, at Moses og Aron stod for optællingen »På Moabs sletter ved Jordan over for Jeriko« (altså for enden af rejsen).
Mærker: 4 Mosebog, Firekildehypotesen, Udvandringen fra Egypten