I Judasbrevet bliver Enok omtalt som den syvende efter Adam:
Judas 1,14 Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: "Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige
Men Enoks stamtavle står i 1 Mosebog, Lukasevangeliet og Krønikebøgerne:
1 Krønikebog 1,1 Adam, Set, Enosh,
1 Krønikebog 1,2 Kenan, Mahalal'el, Jered,
1 Krønikebog 1,3 Enok, Metusalem, Lemek,
Hvis vi tæller slægtledene efter Adam, får vi: Set (1), Enosh (2), Kenan (3), Mahalal'el (4), Jered (5), og Enok (6).
Så var Enok den sjette efter Adam? Eller den syvende?
Den meste udbredte forklaring er, at jøderne talte "inklusivt", sådan at Adam også selv skal tælles med. Løsningen er altså at ignorere ordet "efter".
Men det er jo noget vås. Det ville betyde, at Adam selv var "den første efter Adam".
I forlængelse af den forrige bortforklaring vil en kristen pege på Jesus' stamtavle i Matthæusevangeliet, der slutter: »I alt er der altså fra Abraham indtil David fjorten slægtled« (Matthæus 1,17). Listen indeholder kun tretten navne, så man skal tælle både Abraham og David med for at få fjorten, og dette skulle være et "bevis" for, at man altid skal tælle starten med. Med typisk kristen logik bruger man altså én fejl til at danne præcedens for en anden.
Men resten af Matthæus 1,17 siger, at der også er 14 slægtled fra David til bortførelsen, og 14 fra bortførelsen til Jesus, og i disse to tilfælde er der faktisk fjorten navne på listen. Her skal man altså ikke tælle "inklusivt".
Se evt. Jesus' stamtavle.
Ordet "slægtled" er ikke med i den græske tekst. Det er indsat af Bibelselskabet i 1992. For eksempel lød den forrige oversættelse: »Enok, den syvende fra Adam«
Derfor kunne man vælge at omfortolke teksten til, at Enok var "den syvende mand på jorden efter Adam". Dette opnår man ved at tælle en anden af Adams sønner, Abel, med. Strengt taget skulle man så også tælle Kain med, men det kan man bortforklare med, at Kain var smidt ud af familien, efter han myrdede Abel. Eller med at Kain ikke var Adams søn, fordi Eva havde fået ham med en engel ved navn Samael.(1)
Men hvis man tæller alle Adams mandlige efterkommere undtagen Kain, vil man nå et tal meget højere end syv. Selvom vi skulle postulere, at Set, Enosh og alle de andre fik præcis én søn hver, så kommer vi ikke uden om, at Adam blev 930 år og Bibelen siger rent ud, at Adam brugte de 800 år efter Sets fødsel til at få endnu flere børn:
1 Mosebog 5,4 Efter at Adam havde fået Set, levede han i 800 år og fik sønner og døtre.
Ordet "slægtled" er som sagt ikke med i den græske tekst, og desuden er der en Enok mere i 1 Mosebog. Denne Enok er søn af Kain (1 Mosebog 4,17).
Derfor kunne man fortolke "efter Adam", som at Enok (Kains søn) var den syvende, der kom fra Adam. Men selvom vi regner Eva med (kvinden er jo bygget af Adams ribben) og Set, som optræder senere i Bibelen (1 Mosebog 4,25), end Enok (1 Mosebog 4,17), kommer vi kun op på fem: Eva + Kain + Abel + Set + Enok.
Selvfølgelig kan man aldrig modbevise, at Adam fik Set og to andre anonyme børn, inden Kain fik Enok, således at denne Enok blev nummer syv. Det står bare ingen steder.
I virkeligheden er der mange problemer med Judas 1,14, og spørgsmålet om, hvorvidt Enok var den sjette eller syvende, er det mindste af dem.
Forfatteren citerer fra Enoks Bog, der ikke er med i Bibelen, og ikke bare det: Forfatteren af Enoks Bog har selv citeret »Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige« fra den græske udgave af 5 Mosebog 33,2.
Men hvis Enoks Bog er skrevet af Enok (eller hans barnebarn, Noa), så må bogen have være skrevet flere hundrede år før Moses, og hvordan kunne forfatteren citere Mosebøgerne, før Mosebøgerne var skrevet?(2)
Løsningen på alle disse tre problemer er at påstå, at forfatteren af Judasepistlen kun citerer Enoks Bog for at give et eksempel på de "sværmere", "spottere" og "skampletter", som han advarer imod.
Forfatteren har altså (ifølge denne bortforklaring) bevidst fremhævet det forkerte tal for at vise, hvor upålidelig Enoks Bog er.
For kristne mennesker er Enoks nummer i stamtavlen kun et enkelt af problemerne med Judasbrevet. Dette lille epistel på kun 1 kapitel er simpelthen fyldt med hentydninger til jødiske, apokryfe sagn: Engle lænkede i evige lænker og slåskampe om Moses' lig.
Epistlen har derfor fået en stedmoderlig behandling af de kristne, og Martin Luther var parat til at smide Judasbrevet ud af Det Nye Testamente. Luther endte dog med at placere de bøger, han ikke lide, som f.eks. Brevet til Hebræerne, bagerst i Bibelen (billedet til højre), og her befinder Judasbrevet sig den dag i dag.
De fleste kristne har afskrevet Judasbrevet med Paulus' ord om ikke at give sig af med jødiske myter (Titus 1,14). Judasbrevet er ikke helt så guddommeligt inspireret, som resten af Bibelen.
De gode kristne mennesker i The Philadelphia Church of God er også enige i, at Enok er den sjette, ikke den syvende: »If you study the genealogy, you'll see that he was actually the sixth "from" Adam. How do we explain this?«.
Deres forklaring er, at når epistlen taler om "den syvende fra Adam", er der tale om en profeti, fordi vi i vore dage lever i en "laodikeansk tidsalder", som er den syvende æra regnet fra den anden Adam (dvs. Jesus).
Forklaringen er meget langhåret, og forfatteren informerer os om, at Philadelphia Church of God er de eneste, der forstår denne profeti: »Study what the commentaries write about the seventh from Adam. They are confused and cannot explain this verse. But you can understand if you study this booklet. Only God's Philadelphia Church understands this prophecy. Christ always "revealeth his secret unto his servants the prophets" (Amos 3:7)«. Det vil altså sige, at alle de kristne bortforklaringer, vi indtil videre har kigget på, er forkerte.
Læs evt. deres bog: Jude: The Most Urgent Prophecy Yet for This End Time, side 38
Fodnoter: (1) (2)
Se evt. denne side (kan ikke anbefales): http://israelect.com/ChildrenOfYahweh/To%2520Who%2520Deny/who_deny_23.htm
I øvrigt fremgår det også af 1 Johannes 3,10-12, at Kain var Djævlens barn: »hvem der er Djævelens børn: […] Kain, der var af den Onde og slog sin bror ihjel«
Denne forklaring er dog uspiselig for de fleste: At en af de mest centrale bøger i Bibelen benytter sig af en bog, der ikke anses for inspireret.
Mærker: 1 og 2 Krønikebog, Judas, GT kontra NT, Stamtavler