Hvaba?? Den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse Hvaba??

Josva 10,26: Derefter slog Josva kongerne ihjel og hængte dem på fem træer, og dér hang de til aften.
5 konger

Når folk er korsfæstede / pælfæstede, skal ligene tages ned samme dag:

5 Mosebog 21,22 Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ,
5 Mosebog 21,23 må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag; for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse, og du må ikke gøre det land urent, som Herren din Gud vil give dig i eje.

Forbuddet tages alvorligt. Det kan man se i Josva 8,29 og Josva 10,26 (billedet til højre). I Det Nye Testamente fremgår det tydeligt af alle fire evangelier, at Jesus bliver taget ned af korset og begravet, straks når dagen er omme, mens Paulus citerer 5 Mosebog 21,23 og konkluderer, at Jesus er blevet til en forbandelse: Forbandet er enhver, der hænger på et træ.(1)

Men David stod bag en menneskeofring, hvor syv af Kong Sauls efterkommere blev henrettet og hang meget længe (billedet længere nede til venstre):

2 Samuel 21,6 lad syv Mænd af hans Efterkommere blive udleveret os, for at vi kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg!" Kongen sagde: "Jeg vil udlevere dem!"
2 Samuel 21,7 Men kongen skånede Mefiboshet, Jonatans søn, Sauls sønnesøn, på grund af den ed, som David og Sauls søn Jonatan havde aflagt hinanden ved Herren.
2 Samuel 21,8 Derimod tog Kongen de to Sønner, som Rizpa, Ajjas Datter, havde født Saul, Armoni og Mefibosjet, og de fem Sønner, som Merab, Sauls Datter, havde født Adriel, en Søn af Barzillaj fra Mehola,
2 Samuel 21,9 og udleverede dem til Gibeoniterne, som hængte dem op på Bjerget for HERRENs Åsyn. Således omkom alle syv på een Gang, og de blev dræbt først på Høsten, i Byghøstens Begyndelse.
2 Samuel 21,10 Men Rizpa, Ajjas Datter, tog sit Sørgeklæde, bredte det ud på Klippen og sad der fra Høstens Begyndelse, indtil der atter strømmede Vand fra Himmelen ned over dem; og hun tillod ikke Himmelens Fugle at kaste sig over dem om Dagen eller Markens Dyr om Natten.
2 Samuel 21,11 Da David fik at vide, hvad Rizpa, Ajjas Datter, Sauls Medhustru, havde gjort,
2 Samuel 21,12 drog han hen og hentede Sauls og hans Søn Jonatans Ben hos Borgerne i Jabesj i Gilead, som havde stjålet dem på Torvet i Bet-Sjan, hvor Filisterne havde hængt dem op, dengang de slog Saul på Gilboa.
2 Samuel 21,13 Og da han havde hentet Sauls og hans Søn Jonatans Ben der, samlede man Benene af de hængte
2 Samuel 21,14 og jordede dem sammen med Sauls og hans Søn Jonatans Ben i Zela i Benjamins Land i hans Fader Kisj's Grav. Alt, hvad Kongen havde påbudt, blev gjort; derefter forbarmede Gud sig over Landet.
(Oversættelse fra 1931)

Gustave Doré. Rispa jager fugle og hunde væk fra sine sønners lig i 6 måneder.
Rispa
Josva 8,29: Ajs konge hængte de på et træ og lod ham hænge til aften. Da solen gik ned, gav Josva sine folk befaling om at tage liget ned fra træet og kaste det hen ved indgangen til byporten. Så kastede de en stor stendynge op over ham, og den ligger der den dag i dag.
Josva 10,26: Derefter slog Josva kongerne ihjel og hængte dem på fem træer, og dér hang de til aften.

De syv ofre hang meget længe. Vi får at vide, at Rispa vogtede over sine sønners lig »fra Høstens Begyndelse, indtil der atter strømmede Vand fra Himmelen ned over dem« (21,10); det vil sige fra en uge efter påske (3 Mosebog 23,10), til regntiden startede. Ligene hang altså ca. et halvt år fra april til oktober, og derefter gik der et uspecificeret stykke tid, inden David trådte i karakter og sørgede for en begravelse. På det tidspunkt var ligene helt afpillede: »samlede man Benene af de hængte« (21,13).

3 Mosebog 23,10: Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten Førstegrødeneget af eders Høst.

Jødiske bortforklaringer

Josephus genfortæller historien ganske forkortet. Ifølge ham skyldtes regnen, at Gud var ved at gøre landet frodigt igen efter en hungersnød:

»When the Gabaonites received the men they punished them as they pleased, and at once God began to send rain and to restore the earth to its usual fruitfulness and freed it from the drought, and the land of the Hebrews flourished again« (Jødernes Oldtid 7,12,1).

Regnen var altså ikke den normale regntid, og dermed havde Rispa ikke vogtet ligene i seks måneder.

Men for det første kommer vi ikke uden om, at Rispa i al fald har siddet der i væsentlig mere end 1 dag, og at loven i 5 Mosebog 21,22-23 derfor i alle tilfælde er brudt. For det andet sad hun der om natten: »hun tillod ikke […] Markens Dyr om Natten« (21,10), hvilket endnu en gang viser, at loven var brudt: »må liget ikke hænge på træet natten over« (5 Mosebog 21,23). For det tredje havde hun siddet der længe nok, til at kun knoglerne var tilbage af ligene (21,13).

Det fjerde og største problem er, at Josephus' påstand simpelthen ikke passer. Ifølge Biblen sad Rispa ude, til regnen strømmede ned (21,10), først derefter hørte David »hvad Rizpa, Ajjas Datter, […] havde gjort« — altså siddet ude i regntiden (21,11), så begravede David knoglerne (21,12-14), og først da forbarmede Gud sig over landet og endte hungersnøden (21,14). Derfor passer det ikke, at den regn, der skyllede ned over Rispa, kom tidligere på året, end den plejede.

Josephus' bortforklaring gør kun tingene værre, for den viser, at Gud var glad for menneskeofringen, og at han var ligeglad med, at forbuddet i 5 Mosebog blev brudt.

Kristen bortforklaring #1

En udbredt forklaring er, at lægge skylden over på gibeoniterne. Dermed var det ikke Guds folk, men de hedenske gibeoniter, der brød Guds lov.

Det er dog lidt for letkøbt. Kapitlet starter med, at Gud har sørget for hungersnød over landet i tre år. Guds begrundelse er: »Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne« (2 Samuel 21,1). Gud siger "blodskyld", og så ligger det i kortene, at gibeonitterne skal slå nogen ihjel for at sone denne "blodskyld".

Gibeoniterne er da heller ikke mere "hedenske" end, at de syv mænd bliver ofret til Gud: »vi kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg« (21,6) »hængte dem op på Bjerget for HERRENs Åsyn« (21,10).

Episoden ender med, at Gud bliver tilfreds og standser tre års hungersnød: »derefter forbarmede Gud sig over Landet«. (21,14).

Vi kommer altså ikke uden om, at det er Gud, har sat gang i historien med sin hungersnød; det er Gud, der kræver "blodskyld"; ofringen sker til Guds ære; og det er Gud, der til sidst bliver tilfreds og forbarmer sig.

Kristen bortforklaring #2

Lidt i samme boldgade som den forrige bortforklaring kan man lægge skylden på David. Selvom David var en mand efter Guds hjerte (Apostlenes Gerninger 13,22), begik han alligevel mange fejl og synder.

Man kan pege på, at David var en klovn, når det tog ham tre års hungersnød, før han spurgte Gud, hvad der var galt (2 Samuel 21,1); man kan hævde, at hvis David kunne spare én af Sauls efterkommere (21,7), så kunne han også have reddet de andre; og man kan påpege, at David var ualmindeligt sløv i betrækket med at få begravet ligene, så hungersnøden kunne få en ende (21,14).

Men ligesom med den forrige bortforklaring kommer vi ikke uden om, at det er Gud, der "åbner ballet" med tre års hungersnød istedet for bare at fortælle David, hvad der galt (hvor mange dødsofre har de tre års hungersnød mon kostet?). Når David spørger Gud, får han ikke bedre besked end at: »Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne«.

Da Gud ikke giver flere detaljer, må David selv spørge de forurettede, gibeonitterne, om hvordan denne "blodskyld" skal sones.

Ligesom med den forrige bortforklaring ender ansvaret hos Gud. Hvis ikke David (og gibeonitterne) har gjort, hvad Gud ville, så burde Gud havde givet ordentlig besked.

Og ligesom med den forrige bortforklaring må vi konstatere, at Gud tilsyneladende er tilfreds med forløbet, eftersom han standser den treårige hungersnød.

Kristen bortforklaring #3

I en del nyere Bibler er de syv ofre ikke længere hængte, men "henrettede":

2 Samuel 21,6 Udlevér syv af hans efterkommere til os, så vi kan henrette dem for Herren på Herrens bjerg i Gibeon." Kongen svarede: "Dem skal I få."
[.. .. ..] [. . .]
2 Samuel 21,9 Dem udleverede han til gibeonitterne, som henrettede dem på bjerget for Herrens ansigt. Således omkom de alle syv på én gang; de blev dræbt i de første dage af høsten, i begyndelsen af byghøsten.
[.. .. ..] [. . .]
2 Samuel 21,13 Han tog Sauls og hans søn Jonatans ben med derfra, og man samlede benene af de henrettede
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

Dermed er det ikke stjerneklart for læseren, at der er modstrid med forbuddet i 5 Mosebog.

Apostlenes Gerninger 13,22: Så afsatte Gud ham og oprejste David til konge over dem. Om ham vidnede Gud og sagde: 'Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter mit hjerte; han skal udføre alt det, jeg vil.'
2 Samuel 21,1: I Davids regeringstid var der en hungersnød, som varede hele tre år. Da søgte David Herrens ansigt, og Herren svarede: "Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne."

Venstre Højre

Yderligere selvmodsigelser


Fodnoter: (1)

Forbuddet kan også ses udenfor Bibelen hos den jødiske historiker Josephus.

Josephus levede år 37 til ca. 100, altså meget kort efter Jesus' tid, og han skrev: »og det skønt Jøderne dog ellers bære saa stor Omsorg for de Dødes Begravelse, at de endog før Solnedgang nedtage og begrave dem, der ere dømte til Korsfæstelse« (Jødernes Krig 4.5.2).


Mærker: 5 Mosebog, 1 og 2 Samuelsbog, Josephus


Op til sektion om Selvmodsigelser