Den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse

Josephus genfortæller historien ganske forkortet. Ifølge ham skyldtes regnen, at Gud var ved at gøre landet frodigt igen efter en hungersnød:

»When the Gabaonites received the men they punished them as they pleased, and at once God began to send rain and to restore the earth to its usual fruitfulness and freed it from the drought, and the land of the Hebrews flourished again« (Jødernes Oldtid 7,12,1).

Regnen var altså ikke den normale regntid, og dermed havde Rispa ikke vogtet ligene i seks måneder.

Men for det første kommer vi ikke uden om, at Rispa i al fald har siddet der i væsentlig mere end 1 dag, og at loven i 5 Mosebog 21,22-23 derfor i alle tilfælde er brudt. For det andet sad hun der om natten: »hun tillod ikke […] Markens Dyr om Natten« (21,10), hvilket endnu en gang viser, at loven var brudt: »må liget ikke hænge på træet natten over« (5 Mosebog 21,23). For det tredje havde hun siddet der længe nok, til at kun knoglerne var tilbage af ligene (21,13).

Det fjerde og største problem er, at Josephus' påstand simpelthen ikke passer. Ifølge Biblen sad Rispa ude, til regnen strømmede ned (21,10), først derefter hørte David »hvad Rizpa, Ajjas Datter, […] havde gjort« — altså siddet ude i regntiden (21,11), så begravede David knoglerne (21,12-14), og først da forbarmede Gud sig over landet og endte hungersnøden (21,14). Derfor passer det ikke, at den regn, der skyllede ned over Rispa, kom tidligere på året, end den plejede.

Josephus' bortforklaring gør kun tingene værre, for den viser, at Gud var glad for menneskeofringen, og at han var ligeglad med, at forbuddet i 5 Mosebog blev brudt.

En udbredt forklaring er, at lægge skylden over på gibeoniterne. Dermed var det ikke Guds folk, men de hedenske gibeoniter, der brød Guds lov.

Det er dog lidt for letkøbt. Kapitlet starter med, at Gud har sørget for hungersnød over landet i tre år. Guds begrundelse er: »Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne« (2 Samuel 21,1). Gud siger "blodskyld", og så ligger det i kortene, at gibeonitterne skal slå nogen ihjel for at sone denne "blodskyld".

Gibeoniterne er da heller ikke mere "hedenske" end, at de syv mænd bliver ofret til Gud: »vi kan hænge dem op for HERREN i Gibeon på HERRENs Bjerg« (21,6) »hængte dem op på Bjerget for HERRENs Åsyn« (21,10).

Episoden ender med, at Gud bliver tilfreds og standser tre års hungersnød: »derefter forbarmede Gud sig over Landet«. (21,14).

Vi kommer altså ikke uden om, at det er Gud, har sat gang i historien med sin hungersnød; det er Gud, der kræver "blodskyld"; ofringen sker til Guds ære; og det er Gud, der til sidst bliver tilfreds og forbarmer sig.

Lidt i samme boldgade som den forrige bortforklaring kan man lægge skylden på David. Selvom David var en mand efter Guds hjerte (Apostlenes Gerninger 13,22), begik han alligevel mange fejl og synder.

Man kan pege på, at David var en klovn, når det tog ham tre års hungersnød, før han spurgte Gud, hvad der var galt (2 Samuel 21,1); man kan hævde, at hvis David kunne spare én af Sauls efterkommere (21,7), så kunne han også have reddet de andre; og man kan påpege, at David var ualmindeligt sløv i betrækket med at få begravet ligene, så hungersnøden kunne få en ende (21,14).

Men ligesom med den forrige bortforklaring kommer vi ikke uden om, at det er Gud, der "åbner ballet" med tre års hungersnød istedet for bare at fortælle David, hvad der galt (hvor mange dødsofre har de tre års hungersnød mon kostet?). Når David spørger Gud, får han ikke bedre besked end at: »Der hviler blodskyld på Saul og hans hus, fordi han dræbte gibeonitterne«.

Da Gud ikke giver flere detaljer, må David selv spørge de forurettede, gibeonitterne, om hvordan denne "blodskyld" skal sones.

Ligesom med den forrige bortforklaring ender ansvaret hos Gud. Hvis ikke David (og gibeonitterne) har gjort, hvad Gud ville, så burde Gud havet givet ordentlig besked.

Og ligesom med den forrige bortforklaring må vi konstatere, at Gud tilsyneladende er tilfreds med forløbet, eftersom han standser den treårige hungersnød.

I en del nyere Bibler er de syv ofre ikke længere hængte, men "henrettede":

2 Samuel 21,6 Udlevér syv af hans efterkommere til os, så vi kan henrette dem for Herren på Herrens bjerg i Gibeon." Kongen svarede: "Dem skal I få."
[.. .. ..] [. . .]
2 Samuel 21,9 Dem udleverede han til gibeonitterne, som henrettede dem på bjerget for Herrens ansigt. Således omkom de alle syv på én gang; de blev dræbt i de første dage af høsten, i begyndelsen af byghøsten.
[.. .. ..] [. . .]
2 Samuel 21,13 Han tog Sauls og hans søn Jonatans ben med derfra, og man samlede benene af de henrettede
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)

Dermed er det ikke stjerneklart for læseren, at der er modstrid med forbuddet i 5 Mosebog.