Den første skabelsesberetning starter med, at Gud skaber lyset og dagen
1 Mosebog 1,3 Gud sagde: "Der skal være lys!" Og der blev lys.
1 Mosebog 1,4 Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.
1 Mosebog 1,5 Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.
Men så, tre dage senere:
1 Mosebog 1,14 Gud sagde: "Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år,
1 Mosebog 1,15 og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!" Og det skete;
1 Mosebog 1,16 Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne.
1 Mosebog 1,17 Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden,
1 Mosebog 1,18 til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt.
Gud skaber først Solen på fjerdedagen, og Solens primære funktion er at »skille dag fra nat« (1,14). Men det havde Gud da allerede gjort den første dag: »Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat« (1,4-5). Hvis ikke dag var skilt fra nat endnu, hvordan kunne det så overhovedet være den fjerde dag?
Et andet formål med Solen og Månen var at hjælpe jøderne med at holde rede på alle deres helligdage: »De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år«. De tidligere oversættelser var endnu mere interessante. Den forrige oversættelse sagde: »de skal være til Tegn og til Fastsættelse af Højtider, Dage og År« og oversættelsen fra 1919 sagde: »de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar«. Det vil sige, at solen især skulle tjene som "tegn" for astrologer og himmeltydere.
Men selvfølgelig skal Solen og Månen også lyse op, og Gud sætter dem »på himmelhvælvingen til at oplyse jorden« (1,17), selv om der allerede var masser af lys. Forfatteren gentager, at det var »til at skille lys fra mørke« (1,18), men det fremgår ikke, hvordan Solen skulle bære sig ad med at "skille lys og mørke", og hvorfor Gud selv ikke havde gjort det godt nok den første dag.
En udbredt bortforklaring er, at lyset strømmer ud fra Gud selv. Det lyder ærligt talt en anelse for søgt: Vil det sige, at ordene »Der skal være lys!« er noget, han mumler til sig selv? Vil det sige, at han tænder sig selv som en anden natlampe? Hvis lyset kommer fra ham selv, hvordan og hvorfor skulle han så skille lyset fra mørket? (1,4). Og hvis han »kaldte lyset dag« (1,5), vil det så sige, at han slukker for sig selv om natten?
En anden bortforklaring er, at man kan fortolke ordene "Der blive Lys!" som en metafor for Big Bang. På den måde kan man skabe en illusion om, at Bibelens skabelsesberetning "i virkeligheden" siger det samme som den moderne astrofysik.
Men Skabelsesberetningen hænger meget dårligt sammen med Big Bang, allerede når »Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat« — milliarder af år, før Solen og Jorden blev formet. På andendagen skaber Gud en himmelhvælving, som ville have givet store problemer for NASA, hvis den fandtes i virkeligheden; på tredjedagen skaber han planterne — inden han har skabt Solen; på fjerdedagen placerer han Sol, Måne og stjerner på den himmelhvælving, han havde skabt på andendagen (se billedet øverst til højre).
Stjernerne bliver bare skabt som en eftertanke sidst i vers 16: »og stjernerne«. Forfatteren tror åbenbart, at stjernerne er små huller i himmelhvælvingen, og han ved ikke, at der er millioner af milliarder af stjerner, hvoraf mange er langt større end Solen. Man skal nok holde Big Bang og resten af astrofysikken langt væk fra Bibelen.
For resten: En dag er den tid, det tager Jorden at rotere én gang om sin akse, Hvordan kunne Gud vide, om det var dag eller nat, før han havde skabt Jorden? Nå ja. Gud kan alt. Det er derfor, han er Gud.
Mærker: 1 Mosebog