Kong Saul forlangte 100 forhuder for sin datters hånd, men David var flot og doblede op: 200 forhuder:
1 Samuel 18,25 Så sagde Saul: "I skal sige til David, at kongen ikke bryder sig om anden brudekøbssum end hundrede filisterforhuder som hævn over kongens fjender." Det var Sauls plan, at David skulle falde for filistrenes hånd.
[.. .. ..] [. . .]
1 Samuel 18,27 brød David op med sine mænd og drog ud og slog to hundrede filistre ihjel. Og David kom med deres forhuder, som blev leveret til kongen i fuldt tal, så han kunne blive kongens svigersøn. Saul gav ham sin datter Mikal til hustru.
1 Samuel 18,28 Saul indså, at Herren var med David. Og da Sauls datter Mikal elskede David,
Onde tunger vil vide, at jøder er nærige, men David gjorde disse fordomme til skamme og betalte dobbelt op: Eller gjorde han? For da han senere måtte rykke Sauls efterkommer for den kone, han havde betalt så fyrsteligt for, havde han kun givet 100 forhuder:
2 Samuel 3,14 Derefter sendte David bud til Sauls søn Ishboshet og sagde: "Giv mig min hustru Mikal, som jeg købte mig for hundrede filisterforhuder."
Bibelen har mange mysterier. Vi får at vide, at »Herren var med David« (18,28), men vi får ikke at vide, hvad Gud gjorde, sådan rent praktisk. Holdt Gud fast i filistrene, mens David skar deres forhuder af? Og hvad skulle Saul med alle disse forhuder? Strikke sig en trøje? Og hvordan fik David transporteret forhuderne til hoffet? Hvis han har lagt alle 200 stumper i en taske, har de været svære at adskille efter fire dage i ørkenen.
Men hvad var prisen for kongedatteren? 100 eller 200 forhuder?
Den oplagte bortforklaring er, at prisen var 100, men at David gav 100 ekstra i "drikkepenge".(1)
Det er selvfølgelig det, teksten skal vise: Hvor pragtfuld David var, og hvor lidt et ikke-jødisk liv er værd.
Men spørgsmålet er, om det er den oprindelige læsning, eller om teksten er blevet "forbedret" på et tidspunkt. Der står, at de 200 forhuder »blev leveret til kongen i fuldt tal, så han kunne blive kongens svigersøn«, og det er forkert. Hundrede forhuder havde været nok; derfor er det noget vrøvl, at David afleverede 200, »så han kunne blive kongens svigersøn«.
Og hvad med 2 Samuel 3,14, hvor David siger, han havde betalt »hundrede filisterforhuder«. Det skal så bortforklares med, at David var for "fintfølende" til at nævne sine flotte "drikkepenge".
Men hvor fintfølende er det lige, at slå 200 fremmede mænd ihjel (100 mere end, hvad der var krævet af ham), skære forhuderne af deres lig og sende de 200 blodige hudstumper til kongen, så han kunne tælle dem?
Det Gamle Testamente findes ikke kun i en hebraisk version. Der findes også en græsk teksttradition, Septuaginta. Grækerne har et helt andet forhold til deres forhud, end jøderne har (billedet til højre), og det afspejler sig åbenbart i teksten:
1 Samuel 18,27 And David arose, and went, he and his men, and smote among the Philistines a hundred men: and he brought their foreskins, and he becomes the king's son-in-law, and [Saul] gives him Melchol his daughter to wife.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)
I den græske teksttradition bliver der ikke ruttet med forhuderne. Der dobles ikke op, og der kommer ikke en triumferende bemærkning om, at forhuderne »blev leveret til kongen i fuldt tal«.
Spørgsmålet er så, om denne selvmodsigelse mellem den hebraiske og den græske variant skyldes, at den græske er censureret for at skåne ømfindtlige græske læsere, eller om den hebraiske er "forbedret" for at gøre Davids racistiske triumf endnu større.
Enkelte oversættelser vælger at tro mere på Septuaginta end på den hebraiske tekst. De skriver "hundrede" og undgår selvmodsigelsen:
1 Samuel 18,27 David rose and went, along with his men, and killed one hundred of the Philistines; and David brought their foreskins, which were given in full number to the king, that he might become the king's son-in-law. Saul gave him his daughter Michal as a wife.
(New Revised Standard Version, NRSV)
1 Samuel 18,27 David got up and went with his soldiers and killed one hundred Philistines. David brought their foreskins and counted them out for the king so he could become the king's son-in-law. Then Saul gave his daughter Michal to him in marriage.
(Common English Bible, CEB)
Begge disse oversættelser gør i en fodnote opmærksom på, at de følger den græske tekst netop for at undgå modsigelsen med 2 Samuel 3,14. NRSV skriver: »Gk Compare 2 Sam 3.14: Heb two hundred«, mens CEB skriver: »LXX, cf 2 Sam 3:14; MT two hundred«.
Romerne var åbenbart ligeså glade for deres forhuder, som grækerne var. Da historikeren Josephus skulle gengive den samme historie for sine romerske læsere, var hverken om 100/200 forhuder, men derimod 600 hoveder:
[…] and that his desire was to receive of
him, on account of his marrying his daughter, neither gold nor
silver, nor that he should bring such wealth out of his father's
house, but only some revenge on the Philistines, and indeed six
hundred of their heads, than which a more desirable or a more
glorious present could not be brought him, and that he had much
rather obtain this, than any of the accustomed dowries for his
daughter, viz. that she should be married to a man of that
character, and to one who had a testimony as having conquered his
enemies.
When these words of Saul were brought to David, he was pleased
with them, and supposed that Saul was really desirous of this
affinity with him; so that without bearing to deliberate any
longer, or casting about in his mind whether what was proposed
was possible, or was difficult or not, he and his companions
immediately set upon the enemy, and went about doing what was
proposed as the condition of the marriage. Accordingly, because
it was God who made all things easy and possible to David, he
slew many [of the Philistines], and cut off the heads of six
hundred of them, and came to the king, and by showing him these
heads of the Philistines, required that he might have his
daughter in marriage. […]
(Jødernes Oldtid, Bog 6, kapitel 10, afsnit 2-3)
På den ene side er 600 hoveder mere brutalt end 100/200 forhuder, men på den anden side undgik Josephus det jødiske/racistiske islæt, der ville have frastødt hans romerske publikum.
Der er også den mulighed, at Josephus har ret, og at den hebraiske tekst oprindeligt har sagt "hoveder" i stedet for "forhuder". I kapitlet forinden havde David taget Goliats afhuggede hoved til Jerusalem, selvom Jerusalem ikke var jødisk endnu. Lidt længere fremme i 1 Samuelsbog er der hentydninger til, at David plejede at levere afhuggede filister-hoveder til kong Saul for at opnå en gunst. En flok filistre beskylder David for at ville gøre netop dette: »Hvordan kunne han bedre opnå sin herres gunst end ved at bringe ham hovederne af de mænd her?« (1 Samuel 29,4).
Fodnoter: (1)
Mærker: 1 og 2 Samuelsbog, Josephus, Septuaginta