Brevet til Hebræerne blev i mange år anset for at være en af Paulus' epistler.
Det skyldes bl.a., at forfatteren var lusket nok til at slutte epistlen med en oplysning om Timotheus og hilsner fra Italien
Hebræerne 13,23 I skal vide, at vor broder Timotheus er blevet løsladt, og hvis han kommer snart, vil han være med, når jeg besøger jer.
Hebræerne 13,24 Hils alle jeres ledere og alle de hellige! De fra Italien hilser jer.
Timotheus var som bekendt Paulus' faste følgesvend, og »De fra Italien« kunne f.eks. være fra Regium, Puteoli eller Rom, hvor Paulus havde mødt kristne brødre (Apostl. G. 28,13-15), ja, som bekendt slutter Apostlenes Gerninger med at Paulus bruger to år på at sprede evangeliet i Rom.
Som man ser på den danske Bibel fra 1814 til højre, lykkedes bedrageriet så godt, at man sågar troede, at brevet var skrevet sammen med Timotheus.
Her er selvmodsigelsen til at tage og føle på: Hvordan kan Timotheus have ført pennen, når forfatteren 2 vers forinden ikke ved, hvor Timotheus er henne og hvornår han kommer: »[…] og hvis han kommer snart […]« (13,23)?
Ikke desto mindre blev brevet i næsten 2.000 år tilskrevet Paulus. Som man kan se på billedet nederst til højre er overskriften: »St. Pauli Epistel til de Ebræer«, og teksten indledes med en forklaring: »Paulus beviser de Ebræer, at […]«.
Det gør man ikke længere, og blandt de utallige grunde er, som Martin Luther påpegede, at forfatteren i starten af brevet fortæller, at han er en af dem, der har modtaget evangeliet på anden hånd fra dem, der har hørt Jesus:
Hebræerne 2,3 hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor, at den fra først af blev forkyndt af Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham,
Paulus havde selv hørt Jesus på vejen til Damaskus, og han havde modtaget sit evangelium direkte fra Jesus eller Gud og ikke fra noget menneske. Som Paulus selv skrev: »Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke set Jesus, vor Herre?« (1 Korintherne 9,1), og han havde været rykket op til Paradis, hvor han havde »hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale« (2 Korintherne 12,2-4).
Men selvom Paulus er udelukket, så er forfatteren alligevel en rejsende apostel, ikke sandt? Han kender Timotheus, som han vil tage med, »når jeg besøger jer«, og han hilser fra Italien. Det fremgår også af afslutningen, at brevskriveren er en fremmed, og at han ikke er en af deres ledere:
Hebræerne 13,7 Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer, betragt udfaldet af deres livsløb og efterlign deres tro.
[.. .. ..] [. . .]
Hebræerne 13,17 Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle, da de ved, at de skal stå til regnskab; lad dem kunne gøre det med glæde og ikke med suk, for det ville være ulykkeligt for jer.
[.. .. ..] [. . .]
Hebræerne 13,24 Hils alle jeres ledere og alle de hellige! De fra Italien hilser jer.
Men igen er svaret nej. Det er kun i det sidste kapitel, at forfatteren er en rejsende prædikant. Andetsteds er han tydeligvis en del af menigheden:
Hebræerne 10,24 lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger,
Hebræerne 10,25 og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig.
Kirkefædrene har næsten fra starten af vidst, at Brevet til Hebræerne afveg fra Paulus' ægte epistler på mange måder.
I det fjerde århundrede opsummerede Eusebius de gængse bortforklaringeer: Sproget er anderledes, fordi epistlen er oversat af Lukas, og Paulus præsenterer sig ikke over for hebræere, fordi Paulus kun var apostel for hedninger.
(2) Han siger, at hebræerbrevet nok var et brev
af Paulus, men skrevet til hebræere og på det hebraiske
sprog, og at Lukas omhyggelig har oversat det
og udgivet det med grækerne for øje. Derfor findes den
samme sprogfarve i oversættelsen af dette brev og i
Apostlenes Gerninger.
(3) Det er meget naturligt, at det
ikke begynder med "Apostelen Paulus", "thi," siger
han, "da han skrev til hebræere, der havde noget imod
ham, og som mistænkte ham, var det meget fornuftigt
ikke at vende dem fra sig fra begyndelsen ved at nævne
sit navn".
(4) Dernæst går han videre og tilføjer: "Da
nu, som den salige presbyter sagde, Herren som den
almægtiges apostel blev sendt til hebræerne, skrev Paulus,
der var sendt til hedningerne, sig af beskedenhed
ikke som hebræernes apostel på grund af sin ærefrygt
for Herren, og fordi han uden tvingende grund
skrev til hebræerne, medens det jo var hedningerne,
han var herold og apostel for."
Eusebios Kirkehistorie, ca. år 325. Bog 6, kapitel 14. Oversættelse af Knud Bang, 1940. Ortografien nænsomt moderniseret.
Mærker: Apostlenes Gerninger, 1 Korintherne, Hebræerne, Paulus