Hvaba?? Kødløse dage i ørkenen Hvaba??

Påskelammet skal spises stående med sko på, med en stav i hånden og i en hast.
Stående påske

Den dag i dag fejrer jøderne de Usyrede Brøds Fest, hvor man mindes den hovedkulds flugt om natten fra Egypten, hvor de stakkels slaver blev jaget ud af Egypten uden proviant.

2 Mosebog 12,39 Af den dej, de tog med fra Egypten, bagte de usyrede brød, for den var ikke syrnet. De blev jo jaget ud af Egypten og fik ikke tid til noget; de fik end ikke sørget for proviant.

Og denne kødmangel støder vi på flere gang under vandringen i ørkenen. Bare en enkelt måned efter at jøderne har spist påskelammet i Egypten (billedet til højre), begynder de at længes tilbage til Egyptens kødgryder: »Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte!« (2 Mosebog 16,3). Gud reagerer straks ved at lade det regne med vagtler over lejren og sætter dem på en fast kost af manna.

Efter et år med manna bliver det kedeligt, for folket savnede stadig kød:

4 Mosebog 11,4 Den flok af mennesker, der havde sluttet sig til dem, blev griske og grådige. Så gav også israelitterne sig til at græde, og de sagde: "Bare vi kunne få kød at spise!
4 Mosebog 11,5 Vi husker de fisk, vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene.
4 Mosebog 11,6 Men vi har mistet appetitten, for vi ser ikke andet end manna!"

Moses klager sin nød til Gud: »Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger: Skaf os kød at spise!« (4 Mosebog 11,13). Denne gang overgår Gud sig selv og dækker et område større end Sjælland med 14.000 milliarder vagtler.

Stakkels jøder, der ikke fik andet end manna i 40 år, til de blev trætte af smagen. Den dag i dag skal jødernes påske indtages stående (billedet til højre) for at mindes, hvordan deres stakkels forfædre var slaver i Egypten og måtte gå i 40 år i ørkenen uden proviant.

Men der er to store problemer med denne hulkehistorie.

For det første havde jøderne masser af kvæg med. De forlod Egypten med får og køer: »Der var også en stor og broget flok, som fulgte med dem. Dertil kom en mængde får og køer« (2 Mosebog 12,38). Her skal man huske, at jødernes kvæg blev skånet, dengang Gud slog egypternes dyr ihjel.

Moses slår vand af klippen. I denne gamle Bibel kan man se, hvordan jødernes kvæg og grise(!) slukker deres tørst.
Moses slår vand af klippen

Næppe har Gud dækket de sultende jøders lejr med vagtler, før jøderne anklager Moses for at ville slå deres kvæg ihjel: »så du lader os og vores børn og vores kvæg dø af tørst?« (2 Mosebog 17,3). Jøderne gentager anklagen otteogtredive år senere: »så både vi og vort kvæg skal dø her?« (4 Mosebog 20,4), og Gud beordrer Moses: »Du skal få vand ud af klippen til dem og give menigheden og dens kvæg at drikke« (4 Mosebog 20,11). Moses slår på klippen igen, »så både menigheden og deres kvæg kunne drikke« (4 Mosebog 20,11, billedet til højre).

Umiddelbart efter skal de igennem fjendeland og tilbyder at betale for alt det vand, deres kvæg drikker: »Drikker jeg og mit kvæg noget af dit vand, betaler jeg for det« (4 Mosebog 20,19).

Vel fremme ved det Forjættede Land får vi at vide, at »Rubenitterne og gaditterne havde store mængder kvæg« (4 Mosebog 32,1), som de ville sætte i fold, mens de slog hedninger ihjel i resten af landet: »Vi vil bygge fårefolde her til vores kvæg« (4 Mosebog 32,16).

I sin afskedstale fortæller Moses, at jøderne har meget kvæg: »Men jeres kvinder og børn og jeres kvæg - jeg ved, at I har meget kvæg - skal blive i de byer, jeg har givet jer«.

For det andet er denne kødmangel stort set i modstrid med resten af indholdet af 2, 3, 4 og 5 Mosebog. Hovedemnet i disse 4 bøger er de mange ofre, som Gud forventer, at hans folk frembærer til alteret. Lad os nøjes med tre eksempler:

a) Gud fortæller Aron (Moses' storebror), at han forventer en lind strøm af løfteofre, frivilligofre og brændofre. Præsterne får travlt:

3 Mosebog 22,18 Tal til Aron og hans sønner og til alle israelitterne og sig til dem: Hvis nogen af Israels hus og af de fremmede i Israel vil bringe sin gave, hvad enten det er løfteofre eller frivilligofre, man vil bringe som brændoffer til Herren,
3 Mosebog 22,19 så man opnår hans velbehag, skal det være et lydefrit handyr af okser, får eller geder.
3 Mosebog 22,20 I må ikke ofre dyr med fejl, det opnår I ikke hans velbehag ved.

Dyret skal være et »lydefrit handyr af okser, får eller geder«, så hver israelit skulle altså have en rimelig stor dyreflok for at kunne frasortere hundyr og »dyr med fejl«. Her skal man i øvrigt huske, at man ikke kan give Gud det førstefødte dyr af hvert moderdyr, for det førstefødte af dyr og mennesker tilhører allerede Gud.

b) Efter 1 år i ørkenen befales jøderne at holde påske:

4 Mosebog 9,1 I det andet år, i den første måned, efter at israelitterne var draget ud af Egypten, talte Herren til Moses i Sinajs ørken. Han sagde:
4 Mosebog 9,2 "Israelitterne skal holde påske til den fastsatte tid.
4 Mosebog 9,3 Den fjortende dag i denne måned skal I holde den til den fastsatte tid, lige inden mørket falder på. I skal holde den efter alle forordninger og forskrifter om den."
[.. .. ..]
4 Mosebog 9,11 De skal holde den i den anden måned, på den fjortende dag, lige inden mørket falder på. De skal spise påskelammet med usyrede brød og bitre urter.
4 Mosebog 9,12 De må ikke levne noget af det til om morgenen, og de må ikke knuse nogen af dets knogler. De skal holde påsken, ganske som det er forordnet.

Jøderne får besked på at slagte deres påskelam ude i ørkenen. Der er ikke noget med at vente 40 år: »I skal holde den efter alle forordninger«. En af disse forordninger er, at de må ikke engang levne noget til næste morgen, så det er ikke tilladt at strække kødet til et par dage (4 Mosebog 9,12). En anden forordning er, at dyret skal være »et lydefrit dyr, et årgammelt handyr« (2 Mosebog 12,5). Det vil igen sige, at jøderne forudsættes at have så store fåreflokke, at de kan fravælge hundyr og »dyr med fejl«. Igen erindrer vi, at jøderne ikke kunne spise det førstefødte dyr af hvert moderfår, fordi det tilhører Gud.

2 Mosebog 12,5: Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne.

c) Udover slagtning til alle mulige helligdage og udover slagtning til alle mulige ofre kunne jøderne også slagte til eget brug.

Disse private slagtninger må have været så talrige, at præsterne blev misundelige. Derfor er det under dødsstraf forbudt at slagte privat med mindre præsten får sin fede andel.

3 Mosebog 17,3 Hvem som helst af Israels hus, der slagter en okse eller et får eller en ged i lejren eller slagter det uden for lejren,
3 Mosebog 17,4 men undlader at bringe det hen til indgangen til Åbenbaringsteltet for at bringe det som en gave til Herren foran Herrens bolig, skal regnes for skyldig i blodsudgydelse; den mand har udgydt blod, han skal udryddes fra sit folk.
3 Mosebog 17,5 Derfor skal israelitterne komme til Herren med de slagtofre, som de nu ofrer ude i det fri; de skal bringe dem til præsten ved indgangen til Åbenbaringsteltet og ofre dem som måltidsofre til Herren.

Teksten forudsætter tydeligvis, at der var mange slagtninger, og der er netop ikke tale om en fremtidig forordning, når jøderne engang når det Forjættede Land, men allerede ude i ørkenen: »i lejren eller slagter det uden for lejren«, hvor man fornemmer jøderne allerede var travlt optagede af hjemmeslagtninger: »de slagtofre, som de nu ofrer ude i det fri«:

 

Konklusion: Jøderne havde masser af kvæg, lige fra de forlod Egypten, til de ankom i det Forjættede Land. Der blev konstant slagtet kvæg til alle mulige højtider, alle mulige ofre og til privat brug — og præsterne forventede konstant at få deres rigelige andel.

Venstre Højre

Yderligere selvmodsigelser


Mærker: 2 Mosebog, 3 Mosebog, 4 Mosebog, Firekildehypotesen, Udvandringen fra Egypten


Op til sektion om Selvmodsigelser