Hvornår lod Gud det regne med vagtler? Hvornår lod Gud det regne med vagtler? 
|
Vi har allerede set på miraklet med vagtlerne men faktisk udførte Gud miraklet to gange: I en god udgave og i en ond.
Her kommer den gode version:
2 Mosebog 16,2 Men i ørkenen gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron
2 Mosebog 16,3 og sagde til dem: "Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult."
2 Mosebog 16,4 Da sagde Herren til Moses: "Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve og se, om de følger min lov eller ej.
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 16,8 Og Moses sagde: "Når Herren i aften giver jer kød at spise og i morgen giver jer brød, så I kan blive mætte, så skyldes det, at Herren har hørt, hvordan I giver ondt af jer mod ham. Er vi noget? Det er ikke mod os, men mod Herren, I giver ondt af jer."
[.. .. ..] [. . .]
2 Mosebog 16,11 Herren sagde til Moses:
2 Mosebog 16,12 "Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud."
2 Mosebog 16,13 Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren.
Denne gode historie foregår i starten af rejsen, hvor Gud endnu ikke er blevet træt af sit folk. Jøderne savner Egyptens kødgryder, så Gud lover Moses, at han vil »lade brød regne ned til jer fra himlen« (16,4).
Moses er godt klar over, at folket ville have kød, og ikke brød, så han ændrer Guds besked til, at jøderne vil få kød først, og bagefter brød (16,8). Gud er for flink til at irettesætte Moses, så anden gang siger han det samme, som Moses lige har sagt: Kød og brød:
Og sandelig: Om aftenen bliver lejren dækket af vagtler, og næste morgen er jorden omkring lejren dækket af manna.
I den anden — onde — version er Gud derimod ond i sulet lige fra starten til slutningen af kapitlet. Kapitlet starter med, at »da […] flammede hans vrede op, og Herrens ild brød løs« (4 Mosebog 11,1). Lidt senere sker det igen: »og Herrens vrede flammede voldsomt op« (4 Mosebog 11,10), og til sidst i kapitlet: »flammede Herrens vrede op mod folket, og Herren slog en mængde af dem ihjel« (4 Mosebog 11,33).
I denne historie brokker jøderne sig endnu en gang, over at de ikke har kød, men i den onde version nøjes Gud ikke med at lægge lidt vagtler inde i lejren og lidt manna udenfor: Vi har allerede set på miraklet med vagtlerne, og hvordan han i en voldsom overreaktion begraver et område større end Sjælland med knap 14.000 milliarder døde vagtler.
Det kan godt være, at Gud ikke lader den mindste spurv fald til jorden, men 14.000 milliarder døde vagtler er noget helt andet. Så meget for den Gud, der skulle have skabt alt levende.
Så kommer næste selvmodsigelse: Gud lover, at jøderne skal spise kød i en hel måned: »ikke én dag, ikke to eller fem dage, ikke ti eller tyve dage, men en hel måned«.
4 Mosebog 11,18 Og til folket skal du sige: I skal hellige jer med henblik på i morgen, så skal I få kød at spise. I har jo grædt og sagt: 'Bare vi kunne få kød at spise! Vi havde det godt i Egypten.' Og det har Herren hørt. Men nu skal Herren give jer kød at spise!
4 Mosebog 11,19 I skal spise det, ikke én dag, ikke to eller fem dage, ikke ti eller tyve dage,
4 Mosebog 11,20 men en hel måned, indtil det står ud af næsen på jer, og I bliver dårlige af det; for I har forkastet Herren, som bor hos jer, og I har grædt og sagt til ham: Hvorfor drog vi dog ud af Egypten?
Men straks efter viser Gud sig igen fra sin onde side:
4 Mosebog 11,32 Og folket samlede vagtler hele den dag og hele natten og hele næste dag; det mindste, nogen samlede, var ti homer. De bredte dem ud rundt om lejren.
4 Mosebog 11,33 Men endnu mens de havde kødet mellem tænderne og ikke havde tygget færdig, flammede Herrens vrede op mod folket, og Herren slog en mængde af dem ihjel.
4 Mosebog 11,34 Dette sted fik navnet Kibrot-ha-Ta'ava, fordi de, der havde været grådige, blev begravet der.
En mængde af jøderne fik ikke lov til at spise kød en måned, for Gud slog dem ihjel inden for et døgn. Så meget for Guds løfte.
Vi kommer ikke uden om selvmodsigelserne: Der er de små selvmodsigelser: Hvorfor lover Moses kød og brød på Guds vegne, når Gud kun sagde brød? Og hvorfor lovede Gud, at jøderne ville spise kød en måned, når han slog dem ihjel dagen efter? Der er den lidt større selvmodsigelse, nemlig om hvorvidt vagtelhistorien skulle være en god eller ond historie. Og så er der den helt store: Skete vagtelmiraklet før eller efter Sinaj?
Vi kan ikke få vagtelmiraklet til at passe ind i rejseruten. På samme måde, som vi heller ikke kan afgøre, hvor i historien Moses slog vand af klippen og hvor jøderne fik De Ti Bud.
Men så kan der vel ikke koges mere suppe på de vagtler? Jo, for vi har stadig den største selvmodsigelse til gode i morgen.
Her har vi to meget forskellige udgaver af det samme mirakel. Det pudsige er, at Salmernes Bog har hentydninger til begge versioner:
Den gode version finder vi i Salme 105,40: »På deres krav sendte han vagtler, og han mættede dem med himmelbrød«.
Den onde version finder vi i Salme 78,26-31: »Han […] lod kød regne over dem som støv, fugle så talrige som havets sand; han lod dem falde ned midt i lejren, […] Han spredte død blandt deres stærke mænd og strakte Israels unge krigere til jorden« og i Salme 106,14-15: »så gav han dem, hvad de krævede, men sendte dem svindsot på halsen«.
Man kunne forestille sig, at det bare er samme episode, der bliver fortalt to gange.
Men i så fald får vi en ny stribe af selvmodsigelser, for den ene vagtelhistorie sker i starten af ørkenvandringen, inden jøderne får de Ti Bud på Sinaj. Den anden sker et år senere, længe efter at jøderne har passeret Sinaj.
Man kunne forestille sig, at Moses vitteligt udførte miraklet to gange.
Men dette er heller ikke en forklaring, teksten lægger op til: Jøderne klager over, at de ikke har kød, og de længes tilbage til Egyptens gode mad:
4 Mosebog 11,4 Den flok af mennesker, der havde sluttet sig til dem, blev griske og grådige. Så gav også israelitterne sig til at græde, og de sagde: "Bare vi kunne få kød at spise!
4 Mosebog 11,5 Vi husker de fisk, vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene.
4 Mosebog 11,6 Men vi har mistet appetitten, for vi ser ikke andet end manna!"
Der er ikke nogen forventning om, at Gud kan trylle vagtler frem, og ingen antydning af, at de har fået andet end manna, siden de forlod Egypten.
Moses er tydeligvis også i vildrede. Hvordan skal man kunne skaffe så meget kød? Moses aner åbenbart heller ikke, at Gud kan lade det regne med vagtler:
4 Mosebog 11,13 Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger: Skaf os kød at spise!
Og da Gud lover at skaffe varerne, tillader Moses sig at være mistroisk ! Hvordan vil Gud skaffe kød til 600.000 mænd plus levitter, kvinder, børn, gamle invalider og deres slaver?
4 Mosebog 11,21 Moses svarede: "Her står jeg med seks hundrede tusind mand omkring mig, og så siger du, at du vil give dem kød, så de har nok at spise en hel måned!
4 Mosebog 11,22 Kan der slagtes så mange får og køer, at der ville blive nok til dem? Selv om man fangede alle fisk i havet, ville der så blive nok til dem?"
Både folket, Moses og for den sags skyld også Gud er uvidende om, at der har været to forskellige vagtelhistorier.
Mærker: 2 Mosebog, 4 Mosebog, Salmernes Bog, Firekildehypotesen, Udvandringen fra Egypten