I kæmpernes land

Filon af Alexandria mente, at det hele skulle læses allegorisk: "kæmperne" var mænd med guddommelig visdom:

XIII. ₍₅₈₎ "And there were giants on the earth in those Days." {Gen. 6:4.} Perhaps some one may here think, that the lawgiver is speaking enigmatically and alluding to the fables handed down by the poets about giants, though he is a man as far removed as possible from any invention of fables, and one who thinks fit only to walk in the paths of truth itself;
₍₅₉₎ in consequence of which principle, he has banished from the constitution, which he has established, those celebrated and beautiful arts of statuary and painting, because they, falsely imitating the nature of the truth, contrive deceits and snares, in order, through the medium of the eyes, to beguile the souls which are liable to be easily won over.
₍₆₀₎ Therefore he utters no fable whatever respecting the giants; but he wishes to set this fact before your eyes, that some men are born of the earth, and some are born of heaven, and some are born of God: those are born of the earth, who are hunters after the pleasures of the body, devoting themselves to the enjoyment and fruition of them, and being eager to provide themselves with all things that tend to each of them. Those again are born of heaven who are men of skill and science and devoted to learning; for the heavenly portion of us is our mind, and the mind of every one of those persons who are born of heaven studies the encyclical branches of education and every other art of every description, sharpening, and exercising, and practising itself, and rendering itself acute in all those matters which are the objects of intellect.
(Filon, On the Giant)

Bortforklaringen ligger til højrebenet: Alt i Bibelen, der ikke udtales af Gud eller Jesus, kan man se bort fra. Her i 4 Mosebog 13,33 er det Moses' spejdere, der melder tilbage, at de har set kæmper i det Forjættede Land, og hvem siger, at de taler sandt? Det viser sig da også, at Gud gør kort process med spejderne, »der havde udspredt onde rygter om landet« (4 Mosebog 14,37). Han lader kun to af dem, Kaleb og Josva, overleve.

Denne bortforklaring har nogle alvorlige problemer:

1. Selv om det skulle lykkes at bortforklare hele 4 Mosebog, vil 1 Mosebog stadig modsige sig selv:

   Første Mosebog 6,4 siger, at også siden hen - var der kæmper på jorden, selvom Gud dræber alt levende i kapitel 7.

   1 Mosebog 6,4: "Dengang […] men også siden hen - var der kæmper på jorden".

2. I 4 Mosebog 14,33 citeret foroven har den alvidende fortæller indskudt en forklaring: » - Anak-sønnerne hører til kæmperne - «.

   Allerede der har vi Bibelens ord for, at der findes kæmper — "nephilim" — hvoraf nogle tilhører Anak-sønnerne. Uanset hvad spejderne har set eller ikke har set, findes der "nephilim".

3. Men ikke bare det. Bibelen har fortalt os lidt tidligere i samme kapitel, at spejderne faktisk har været inde hos Anaks efterkommere: »dér boede Akiman, Sheshaj og Talmaj, Anaks efterkommere« (4 Mosebog 13,22). Spejderne vender tilbage og fortæller, hvad de har set: Ikke bare er folket stærkt, men »Vi så også Anaks efterkommere dér« (4 Mosebog 13,28).

   Spejderne har altså ikke sagt andet, end det de rent faktisk har set.

4. To af spejderne plukkede en drueklase, der var så stor, at »der måtte to mand til at bære den på en stang« (4 Mosebog 13,23, billedet øverst til højre).

   Rent logisk giver det ikke mening: Bibelens læsere, jøderne, boede jo selv i det hellige Land, og kendte alt til druestørrelsen i landet. Det er svært se formålet med historien om den kæmpemæssige drueklase, med mindre den skulle være bevis for, at den kom fra kæmpernes land. Kæmper ville naturligvis dø af sult, hvis de skulle leve af almindelige druer.

5. Biblen har mange andre hentydninger til Anaks sønner og andre kæmper (selvom de ikke kaldes "nephilim"). Det er altså langt fra det eneste sted i Bibelen, der fortæller, at kæmpernes slægt har overlevet Syndfloden. Tag f.eks. Goliat (billedet til venstre).

6. To af spejderne blev skånet af Gud. Den ene var Kaleb, den anden var Josva.

   Efter at Josva havde erobret det Hellige Land, ville Kaleb gerne have det område, hvor han selv havde spottet Anak's efterfølgere, anakitter, for 45 år siden: De to overlevende spejdere taler derfor sammen:

   Josva 14,11 Jeg er stadig lige så stærk som den dag, Moses sendte mig ud; mine kræfter er de samme som dengang, både i krig og i den daglige færden.
   Josva 14,12 Giv mig nu dette bjergland, som Herren lovede dengang. Du hørte jo selv dengang, at der bor anakitter der, og at der er store, befæstede byer. Måske er Herren med mig, så jeg kan fordrive dem, sådan som han sagde."

Ingen af spejderne, hverken Kaleb, Josva eller de andre, har altså løjet om kæmperne. Grunden til, at Gud slog spejderne ihjel (sammen med alle de andre jøder), var, at de havde frataget jøderne troen på, at de kunne overvinde Anaks sønner, selv om Gud var med dem. Kaleb var anderledes, for, som Gud sagde: »i min tjener Kaleb var der en anden ånd; han var fuldt og helt med mig« (4 Mosebog 14,24).