Jeg er Herren, der førte jer ud i ørkenen for at dø Jeg er Herren, der førte jer ud i ørkenen for at dø 
|
De Ti bud starter med, at Gud minder jøderne om, hvordan han fik dem ud af Egypten, hvor jøderne var slaver. Faktisk er dette jødernes første bud.
2 Mosebog 20,2 "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.
Og Gud har åbenbart behov for at sige det igen og igen. Resten af Mosebøgerne er spækket med hentydninger til, at Gud engang fik jøderne af Egypten, hvis nogen ellers skulle have glemt det: »for med stærk hånd førte Herren dig ud af Egypten« (2 Mosebog 13,9), »De skal vide, at jeg er Herren deres Gud, som førte dem ud af Egypten« (2 Mosebog 29,46), »For jeg er Herren, som førte jer op fra Egypten for at være jeres Gud« (3 Mosebog 11,45) »Jeg er Herren jeres Gud, som førte jer ud af Egypten! I skal omhyggeligt følge alle mine love og alle mine retsregler« (3 Mosebog 19,36-37) osv., osv. I fyrre år gik jøderne i det samme tøj og de samme sandaler.
Men det er i høj grad en sandhed med modifikationer, for sagen er, at Gud myrdede dem alle sammen. Da jøderne næsten havde nået det Hellige Land, blev de bange, fordi der var kæmper i landet. Gud blev vred og beordrede jøderne ud i ørkenen igen (se kortet til højre).
4 Mosebog 14,21 Men så sandt jeg lever, og så sandt Herrens herlighed fylder hele jorden:
4 Mosebog 14,22 Ingen af de mænd, som har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Egypten og i ørkenen, og som for tiende gang har udæsket mig og ikke har adlydt mig,
4 Mosebog 14,23 skal få det land at se, som jeg har lovet deres fædre. Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se.
[.. .. ..] [. . .]
4 Mosebog 14,25 - I Slettelandet bor amalekitterne og kana'anæerne. - "I morgen skal I bryde op og begive jer ind i ørkenen i retning mod Sivhavet."
Lidt senere præciserer Gud: Alle de voksne skal dø her i ørkenen, men efter 40 år vil Gud føre næste generation ud igen (ellers ville han jo ikke have haft et folk, han kunne pine og plage):
4 Mosebog 14,29 Her i ørkenen skal jeres lig komme til at ligge i fuldt tal, alle som er blevet mønstret fra tyve år og opefter, fordi I har givet ondt af jer mod mig.
4 Mosebog 14,30 Ingen af jer, undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn, skal komme ind i det land, som jeg svor, jeg ville lade jer bo i.
[.. .. ..] [. . .]
4 Mosebog 14,32 Men jeres lig skal ligge her i ørkenen.
4 Mosebog 14,33 Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i fyrre år, og de skal bære straffen for jeres utroskab, indtil I alle sammen ligger som lig i ørkenen.
Efter flere kapitler slår jøderne sig ned i ørkenen ved Kadesh: »til Sins ørken, og folket slog sig ned i Kadesh« (4 Mosebog 20,1),
Der bliver de længe. Gud sender giftslanger over dem, og da det ikke er sjovt nok længere, lader ham dem dø. Alle der er over tyve år dør:
4 Mosebog 32,10 Den dag flammede Herrens vrede op, og han svor:
4 Mosebog 32,11 'De mænd fra tyve år og opefter, som drog op fra Egypten, skal ikke få det land at se, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob, for de har ikke været fuldt og helt med mig;
4 Mosebog 32,12 kun kenizzitten Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn, får det at se, for de har været fuldt og helt med Herren.'
4 Mosebog 32,13 Og Herrens vrede flammede op mod Israel, og han lod dem flakke rundt i ørkenen i fyrre år, indtil hele det slægtled, der havde gjort, hvad der var ondt i Herrens øjne, var omkommet.
Vi får den samme historie i 5 Mosebog, hvor Moses giver et tilbageblik. Jøderne havde ventet i Kadesh i 38 år, til alle var døde. Men kan undre sig over, at de alle er døde på kun 38 år, eftersom folk blev meget gamle dengang, så mon ikke Gud har haft en finger med i spillet?
5 Mosebog 2,14 Fra vi forlod Kadesh-Barnea, til vi gik over Zered, var der gået otteogtredive år; da var hele det slægtled af krigere i lejren omkommet, sådan som Herren havde svoret.
5 Mosebog 2,15 Herrens hånd var imod dem, så de var blevet udryddet fra lejren til sidste mand.
5 Mosebog 2,16 Da nu alle krigerne i folket var omkommet,
5 Mosebog 2,17 talte Herren til mig og sagde:
Efter otteogtredive år var alle døde. Selv ikke Moses og Aron fik lov til at komme ind. Kun den nye generation (og Kaleb og Josva) kom ind i det Hellige Land.
Derefter fik Josva opgaven med at omskære den nye generation af jøder:
Josva 5,4 Når Josva skulle omskære dem, var det, fordi alle de mænd, der var draget ud af Egypten, alle krigerne, var døde undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten.
Josva 5,5 Alle de, der var draget ud, havde været omskåret; men alle de, der var født undervejs i ørkenen, efter at de var draget ud af Egypten, var ikke blevet omskåret.
Josva 5,6 For i fyrre år vandrede israelitterne i ørkenen, indtil alle de krigere, der var draget ud af Egypten, var omkommet. De havde ikke adlydt Herren, og derfor havde Herren svoret, at han ikke ville lade dem få det land at se, som han havde lovet deres fædre at give os, et land der flyder med mælk og honning.
Ironisk nok var dette var præcis, hvad jøderne selv havde sagt til Moses i starten af rejsen:
2 Mosebog 14,11 De sagde til Moses: "Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten?
2 Mosebog 14,12 Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen."
De skeptiske jøder fik ret, men da var de alle døde. Gud vandt igen. Det gør han hver gang; det er derfor, han er Gud.
Men det ville altså have været mere korrekt, hvis Gud indledte De Ti Bud med: »Jeg er Herren, der førte jer ud for at dø i ørkenen«.
Mærker: 2 Mosebog, 4 Mosebog, 5 Mosebog, Udvandringen fra Egypten, De Ti Bud