Den sejlivede præst

Kronologien i Dommerbogen er lidt ensformig: Først synder folket i X år, så lader Gud en dommer opstå i Y år, så falder folket tilbage i synd i X år, så opstår en ny dommer i Y år, osv.

I princippet kunne man lægge alle disse X'er og Y'er sammen, men det ville hurtigt blive kedeligt, så lad os snyde lidt og springe frem til dette vers:

Dommer 11,26 I tre hundrede år har israelitterne boet i Heshbon med tilhørende småbyer, i Aro'er med tilhørende småbyer og i alle de byer, der ligger på Arnons bredder. Hvorfor har I ikke bemægtiget jer dem i al den tid?

Her i kapitel 11 er der altså gået 300 år, fra jøderne kom ud af ørkenen og startede med at erobre Det Hellige Land.

Men hvordan hænger det samme med, at vi støder på Arons sønnesøn, præsten Pinehas langt senere i bogen:

Dommer 20,28 og Pinehas, Eleazars søn, Arons sønnesøn, gjorde tjeneste for Herrens ansigt på den tid. Israelitterne spurgte: "Skal vi igen rykke ud til kamp mod vores brødre benjaminitterne, eller skal vi lade være?" Herren svarede: "Drag op, for i morgen giver jeg dem i jeres hånd."

Pinehas, Eleazars søn, Arons sønnesøn var til stede allerede, mens jøderne gik gennem ørkenen, hvor han udførte et mord på et ubevæbnet ægtepar til Guds store tilfredshed (4 Mosebog 25,7-8).

Vi ved ikke, hvor gammel Pinehas var, da han blev morder, men han var allerede udnævnt til præst (»Da præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar […]«, 4 Mosebog 25,7-8), hvilket betyder, at han har været mindst 20 eller 25 eller 30 år, og til dette skal vi altså lægge de 300 år fra Dommerbogen 11,26 (citeret foroven) og dertil de mange perioder mellem kapitel 11 og 20 med skiftevis dommere og lovløshed: »dommer i Israel i seks år« (Dommerbogen 12,7), »dommer i Israel i syv år« (Dommerbogen 12,9), »dommer i Israel i ti år« (Dommerbogen 12,11), »dommer i Israel i otte år« (Dommerbogen 12,14), »i filistrenes hånd i fyrre år« (Dommerbogen 13,1), og Samson »havde været dommer i Israel i tyve år« (Dommerbogen 16,31).

Dermed kan vi regne ud, at han har været mindst 411 år gammel, da han dukkede op i Dommerbogen 20,28. En del ældre end de 120 år, eller blot halvfjerds eller firs år, som Gud tidligere har befalet.

Rabbierne var mest fokuseret på, hvordan Pinehas kunne have kommet levende gennem ørkenen, eftersom Gud dræbte alle jøder over 20 år ude i ørkenen

Men rabbierne fandt en en god forklaring på, at stammen Levi havde overlevet:

Rav Hamnuna says: The decree of death pronounced for the generation of the spies was not decreed upon the tribe of Levi, as it is written: "Your carcasses shall fall in this wilderness, and all those who were counted among you, according to your whole number, from twenty years old and upward" (4 Mosebog 14,29). The verse is interpreted: The decree applies to one whose count in the census is from the age of twenty and up, excluding the tribe of Levi, whose count is from the age of thirty and up.
(Babylonsk Talmud, Bava Batra 121b)

Rabbi Hamnuna fokuserede på, at Gud i 4 Mosebog 14,29 sagde: »i fuldt tal, alle som er blevet mønstret«. Stammen Levi blev ikke talt og mønstret, fordi de tilhører Gud. Derfor sagde Gud (indirekte), at hans dødsdom ikke gjaldt levitterne.

Der er en bortforklaring mere i Talmud, som kan bruges på, der overlevende massakren:

Rav Ana bar Ya'akov said: The decree of death was not decreed either upon those less than twenty years old or upon those more than sixty years old at the time of the sin of the spies. The Gemara explains: Not upon those less than twenty years old, as it is written: "From twenty years old and upward" (4 Mosebog 14,29). And not upon those more than sixty years old, because he learns that there is a verbal analogy between "and upward" in the verse cited, and "and upward" from the halakhot of valuations, in the phrase: "From sixty years old and upward" (3 Mosebog 27,7). Just as there, concerning valuations, more than sixty years old is comparable to less than twenty years old, as there is a distinct category of those between the ages of twenty and sixty, so too here, more than sixty years old is comparable to less than twenty years old insofar as those older were not subject to the sentence. Yair, son of Manasseh, who was already older, did not
(Babylonsk Talmud, Bava Batra 121b)

Rabbi bar Ya'akov fæstnede sig ved formuleringen »fra tyve år og opefter« i 4 Mosebog 14,29.

Denne formulering mindede om taksterne for slaver og menneskeofre, hvor folk »fra tres år og opefter« havde en lavere værdi (3 Mosebog 27,7). Derfor gjaldt Guds dødsdom heller ikke folk over 60 år.

Men hvis Eleazar var over 60 år dengang i ørkenen, vil det bare sige, at han er endnu ældre her i Dommerbogen 20,28.

Den kristne standardforklaring lyder, at man ikke kan læse Dommerbogen kronologisk. De enkelte episoder behøver ikke at være sket i den rækkefølge, de fortælles.

Denne bortforklaring er meget vigtig, for i det hele taget er det meget svært at få de mange år i Dommerbogen presset ind mellem Josvabogen og Samuelsbøgerne. Men hertil er der blot at sige:

Teksten lægger i høj grad selv op til at bliver læst kronologisk.
Det er forfatteren selv, der fortæller, at der er gået 300 år i Dommerbogen 11,26 (citeret foroven).

Yderligere Selvmodsigelser

Historien er rodet nok i forvejen, så derfor nøjes jeg med en fodnote:

Den unge levit introduceres med disse ord: »I Betlehem i Juda var der en ung mand af Judas slægt; han var levit og havde slået sig ned dér« (Dommer 17,7). Der er et ordspil på hebraisk mellem »han havde slået sig ned der«: "hu gar-sham" og navnet Gershom.

Dette ordspil er faktisk endnu bedre end det "officielle" ordspil: »Moses gav ham navnet Gershom; "for jeg er blevet gæst i et fremmed land,« (2 Mosebog 2,22, hebraisk: "ger hayiti").

Det åbner muligheden for, at den unge mand i kapitel 17 ikke er Gershoms søn, men Gershom selv. Dette gør bare kronologien endnu værre.