Hvaba?? De sejlivede præster Hvaba??

Moses' barnebarn var hedensk præst
Fisk på hjernen

Kronologien i Dommerbogen er lidt ensformig: Først synder folket i X år, så lader Gud en dommer opstå i Y år, så falder folket tilbage i synd i X år, så opstår en ny dommer i Y år, o.s.v.

I princippet kunne man lægge alle disse X'er og Y'er sammen, men det ville hurtigt blive kedeligt, så lad os snyde lidt og springe frem til dette vers:

Dommer 11,26 I tre hundrede år har israelitterne boet i Heshbon med tilhørende småbyer, i Aro'er med tilhørende småbyer og i alle de byer, der ligger på Arnons bredder. Hvorfor har I ikke bemægtiget jer dem i al den tid?

Her i kapitel 11 er der altså gået 300 år, fra jøderne kom ud af ørkenen og startede med at erobre Det Hellige Land.

Syv kapitler senere erobrer jøderne et hedensk gudebillede. Ansvaret for at dyrke dette gudebillede blev givet til Moses' barnebarn:

Dommer 18,30 Derpå stillede danitterne gudebilledet op. Jonatan, Gershoms søn, Moses' sønnesøn, og hans efterkommere var præster for danitternes stamme lige til den dag, befolkningen blev ført i eksil.

Her har jøderne forfalsket deres egen hellige tekst, så der står Manasse i stedet for Moses. Det har været for pinligt, at Moses' efterkommere dyrkede gudebilleder. Man skulle næsten tro, Moses aldrig havde givet jøderne De Ti Bud.

Men i stedet for at finde historien pinlig, skulle jøderne hellere glæde sig over den utrolige alder, Gud har givet Moses' barnebarn, Gershoms søn.

Gershom blev født, mens Moses var på flugt i Midjan (2 Mosebog 2,22) — altså inden jøderne forlod Egypten. Så kan vi tage de 40 år i ørkenen og de 300 år fra Dommerbogen 11,26 (citeret foroven) og lægge sammen med forskellige perioder med dommere og lovløshed: »dommer i Israel i seks år« (Dommerbogen 12,7), »dommer i Israel i syv år« (Dommerbogen 12,9), »dommer i Israel i ti år« (Dommerbogen 12,11), »dommer i Israel i otte år« (Dommerbogen 12,14), »i filistrenes hånd i fyrre år« (Dommerbogen 13,1), og Samson »havde været dommer i Israel i tyve år« (Dommerbogen 16,31).

Når vi lægger tallene sammen, får vi 431 år til Gershom og hans søn. Vi ved ikke, hvor gammel Gershom var, da jøderne forlod Egypten, eller hvor mange år hans søn levede efter at have fået overdraget det hedenske gudebillede. Hvad der derimod står klart er, at Gud åbenlyst har glemt sin gamle ordre om, at mennesker ikke må blive ældre end 120 år.

Og for at fuldstændiggøre selvmodsigelsen bliver denne 200-300 år gamle mand introduceret med ordene en ung mand af Judas slægt; han var levit (Dommer 17,7).(1)

Men hvis man synes, det er utroligt, at Moses' sønnesøn kunne blive så gammel, er det endnu værre med Arons sønnesøn, præsten Pinehas:

Dommer 20,28 og Pinehas, Eleazars søn, Arons sønnesøn, gjorde tjeneste for Herrens ansigt på den tid. Israelitterne spurgte: "Skal vi igen rykke ud til kamp mod vores brødre benjaminitterne, eller skal vi lade være?" Herren svarede: "Drag op, for i morgen giver jeg dem i jeres hånd."

Pinehas, Eleazars søn, Arons sønnesøn var tilstede allerede, mens jøderne gik gennem ørkenen, hvor han udførte et mord på et ubevæbnet ægtepar til Guds store tilfredshed (4 Mosebog 25,7-8).

Vi ved ikke, hvor gammel Pinehas var, da han blev morder, men han var allerede udnævnt til præst (»Da præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar […]«, 4 Mosebog 25,7-8), hvilket betyder, at han har været mindst 20 eller 25 eller 30 år, og til dette skal vi altså lægge de 300 år fra Dommerbogen 11,26 og de mange perioder fra Dommerbogen 12,7-16,31.

Dermed kan vi regne ud, at han har været mindst 411 år gammel, da han dukkede op i Dommerbogen 20,28. En del ældre end de 120 år, eller blot halvfjerds eller firs år, som Gud tidligere har befalet.

2 Mosebog 2,22: og hun fødte en søn. Moses gav ham navnet Gershom; "for jeg er blevet gæst i et fremmed land," sagde han.
Dommerbogen 12,7: Jefta var dommer i Israel i seks år. Gileaditten Jefta døde og blev begravet i sin by i Gilead.
Dommerbogen 12,9: Han havde tredive sønner. Han bortgiftede tredive døtre uden for slægten og hentede tredive svigerdøtre hjem til sine sønner. Han var dommer i Israel i syv år.
Dommerbogen 12,11: Efter ham var zebulonitten Elon dommer i Israel. Han var dommer i Israel i ti år.
Dommerbogen 12,14: Han havde fyrre sønner og tredive sønnesønner; de red på halvfjerds æsler. Han var dommer i Israel i otte år.
Dommerbogen 13,1: Israelitterne gjorde på ny, hvad der var ondt i Herrens øjne, og Herren gav dem i filistrenes hånd i fyrre år.
4 Mosebog 25,7: Da præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazar, så det, trådte han ud fra menighedens midte, greb en lanse
4 Mosebog 25,8: og gik efter israelitten ind i brudeteltet og stak lansen gennem dem begge, både den israelitiske mand og kvinden, lige gennem underlivet. Så standsede plagen, der havde ramt israelitterne.

Jødisk bortforklaring #1

Ifølge Talmud var der en god forklaring på, at stammen Levi havde overlevet:

Rav Hamnuna says: The decree of death pronounced for the generation of the spies was not decreed upon the tribe of Levi, as it is written: "Your carcasses shall fall in this wilderness, and all those who were counted among you, according to your whole number, from twenty years old and upward" (4 Mosebog 14,29). The verse is interpreted: The decree applies to one whose count in the census is from the age of twenty and up, excluding the tribe of Levi, whose count is from the age of thirty and up.
(Babylonsk Talmud, Bava Batra 121b)

Rabbi Hamnuna fokuserede på, at Gud i 4 Mosebog 14,29 sagde: »i fuldt tal, alle som er blevet mønstret«. Stammen Levi blev ikke talt og mønstret, fordi de tilhører Gud. Derfor sagde Gud (indirekte), at hans dødsdom ikke gjaldt levitterne.

Jødisk bortforklaring #2

Der er en bortforklaring mere i Talmud, som kan bruges på andre overlevende:

Rav A?a bar Ya'akov said: The decree of death was not decreed either upon those less than twenty years old or upon those more than sixty years old at the time of the sin of the spies. The Gemara explains: Not upon those less than twenty years old, as it is written: "From twenty years old and upward" (4 Mosebog 14,29). And not upon those more than sixty years old, because he learns that there is a verbal analogy between "and upward" in the verse cited, and "and upward" from the halakhot of valuations, in the phrase: "From sixty years old and upward" (3 Mosebog 27,7). Just as there, concerning valuations, more than sixty years old is comparable to less than twenty years old, as there is a distinct category of those between the ages of twenty and sixty, so too here, more than sixty years old is comparable to less than twenty years old insofar as those older were not subject to the sentence. Yair, son of Manasseh, who was already older, did not
(Babylonsk Talmud, Bava Batra 121b)

Rabbi bar Ya'akov fæstnede sig ved formuleringen »fra tyve år og opefter« i 4 Mosebog 14,29.

Denne formulering mindede om taksterne for slaver og menneskeofre, hvor folk »fra tres år og opefter« havde en lavere værdi (3 Mosebog 27,7). Derfor gjaldt Guds dødsdom heller ikke folk over 60 år.

4 Mosebog 14,29: Her i ørkenen skal jeres lig komme til at ligge i fuldt tal, alle som er blevet mønstret fra tyve år og opefter, fordi I har givet ondt af jer mod mig.
3 Mosebog 27,7: Fra tres år og opefter skal en mand takseres til femten sekel, og en kvinde til ti.

Kristen bortforklaring #1
Den kristne standardforklaring lyder, at man ikke kan læse Dommerbogen kronologisk. De enkelte episoder behøver ikke at være sket i den rækkefølge, de fortælles.

Denne bortforklaring er meget vigtig, for i det hele taget er det meget svært at få de mange år i Dommerbogen presset ind mellem Josvabogen og Samuelsbøgerne. Men hertil er der blot at sige:

  1. Teksten lægger i høj grad selv op til at bliver læst kronologisk.

  2. Det er forfatteren selv, der fortæller, at der er gået 300 år i Dommerbogen 11,26 (citeret foroven).

  3. Man kommer ikke uden om, at historien om danitten Samson, der blev født og begravet i Sor'a (kapitel 13-16), må finde sted, før stammen Dan forlader Sor'a i kapitel 18 med Moses' barnebarn.

    Uanset hvor meget vi klipper og klistrer, vil der stadig være gået mange år: Først skulle Joshua og hans slægtled dø, før folket begyndte at synde (Dommer 2,10-11). Dette har taget lidt tid, for Joshua blev 110 år (Josva 24,29). Hvis vi nu klipper kapitel 2-12 ud af bogen for at krympe tiden, kommer vi til en periode på 40 år, hvor Gud straffede folket (Dommer 13,1), indtil danitten Samson var dommer i 20 år (Dommer 16,31). Et ukendt antal år senere udvandrede stammen Dan, og grundlagde byen Dan, hvor de fastansatte Moses' barnebarn, Jonatan.

    Hertil skal vi så lægge de 40 år, hvor Jonatans far, Gershom, vandrede i ørkenen, så uanset, hvor meget vold de kristne gør på den hellige tekst, har Gershom og Jonatan ("en ung mand af Judas slægt"), stadig haft ret så mange år på bagen.

Kristen bortforklaring #2
Med hensyn til at en mand på flere hundrede år introduceres som »en ung mand af Judas slægt«, mener forfatteren af Cambridge Bible, at der er flettet to historier sammen om henholdsvis en ung mand og en moden mand.

Desværre for denne teori er ingen af de to halve historier særligt klare. Det er heller ikke nogen teori, der har stor udbredelse. F.eks. gør oversættelsen fra 1992 det stjerneklart, at den unge mand i vers 7 er det samme som manden i vers 8: »Denne mand forlod byen« (Dommerbogen 17,7-8).

Dommerbogen 17,7: I Betlehem i Juda var der en ung mand af Judas slægt; han var levit og havde slået sig ned dér.
Dommerbogen 17,8: Denne mand forlod byen Betlehem i Juda for at slå sig ned, hvor han kunne komme til det. På sin vandring kom han til Mikas hus i Efraims bjergland.
Josva 24,29: Nogen tid efter døde Herrens tjener Josva, Nuns søn, 110 år gammel.
Dommer 2,10: Hele det slægtled gik til deres fædre, og efter dem kom et nyt slægtled, som ikke kendte Herren og det, han havde gjort mod Israel.
Dommer 2,11: Nu gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne, og dyrkede Ba'alerne.
Dommerbogen 16,31: Hans brødre og hele hans fars slægt gik ned og hentede ham. De bar ham hjem og begravede ham i hans far Manoas grav mellem Sor'a og Eshtaol. Han havde været dommer i Israel i tyve år.

Venstre Højre

Yderligere Selvmodsigelser


Fodnoter: (1)

Historien er rodet nok i forvejen, så derfor nøjes jeg med en fodnote:

Den unge levit introduceres med disse ord: »I Betlehem i Juda var der en ung mand af Judas slægt; han var levit og havde slået sig ned dér« (Dommer 17,7). Der er et ordspil på hebraisk mellem »han havde slået sig ned der«: "hu gar-sham" og navnet Gershom.

Dette ordspil er faktisk endnu bedre end det "officielle" ordspil: »Moses gav ham navnet Gershom; "for jeg er blevet gæst i et fremmed land,« (2 Mosebog 2,22, hebraisk: "ger hayiti").

Det åbner muligheden for, at den unge mand i kapitel 17 ikke er Gershoms søn, men Gershom selv. Dette gør bare kronologien endnu værre.


Mærker: 2 Mosebog, 4 Mosebog, Dommerbogen, Udvandringen fra Egypten, Forfalskninger


Op til sektion om Selvmodsigelser