Her vil vi se på to citater, der repræsenterer yderpunkterne i to meget forskellige teologier.
Anden Mosebog kapitel 20-23 indeholder nogle af de ældste lovtekster i Bibelen. Afsnittet starter med De Ti Bud, men herefter kommer 3-4 kapitler med masser af andre påbud, forbud og straffe.
Det er bl.a. her, vi finder det berømte / berygtede citat: »øje for øje, tand for tand«. Der er tale om kontant afregning med dødsstraf for stort set alt, og der er ingen tilgivelse: »for jeg frikender ikke den skyldige«:
2 Mosebog 23,7 Hold dig fra løgnagtige sager, og vold ikke uskyldiges og retfærdiges død; for jeg frikender ikke den skyldige.
Resten af kapitel 23 handler om Herrens engel, der er lige så utilgivende, som Herren selv: »han vil ikke tilgive jeres synd, for mit navn er i ham« (2 Mosebog 23,21). Der er tale om et ekstremt sort/hvidt verdensbillede: Hvis jøderne bryder lovene i kapitel 20-23, vil Gud straks dræbe dem; hvis de overholder lovene, vil Gud (og hans engel) slå jødernes fjender ihjel i stedet for. Og som en ekstra bonus: Hvis jøderne følger lovene, vil Gud ikke længere få deres kvinder til at abortere eller være sterile: »i dit land skal der ikke findes nogen kvinde, der aborterer eller er ufrugtbar« (2 Mosebog 23,26).
Andre afsnit (f.eks. hele 3 Mosebog) er skrevet senere af en præstekult. Her har præsterne indset, at i det lange løb er det en bedre forretning at få synderne til at komme med syndofre end bare at slå dem ihjel.
Paulus er sidste led i denne udvikling. Han viderefører præstekultens teologi om syndofre, men han påstår, at Jesus selv var et syndoffer, og at det er nok at tro på Jesus som syndoffer for at blive tilgivet af Gud: »For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt«:
Romerne 3,20 For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.
Selvmodsigelsen er komplet, når Paulus kalder Gud for Ham, som gør den ugudelige retfærdig.
Mærker: 2 Mosebog, Romerne, De Ti Bud, GT kontra NT, Paulus