Abrahams enbårne søn

1 Mosebog 22,2 sagde han: "Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om."

1 Mosebog 22,12 og englen sagde: "Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn."
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 22,16 "Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn,

Hebræerne 11,17 I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne,

Men, som Paulus gør opmærksom på, havde Abraham en ældre søn ved navn Ismael:

Galaterne 4,22 Der står jo skrevet, at Abraham fik to sønner, én med trælkvinden og én med den frie kvinde.

Ismael var 14 år ældre end Isak, så i 14 år var det ham, der var Abrahams eneste søn. Hvorfor kalder Gud nu Isak for den eneste søn? Hvorfor glemmer han Ismael?

Denne selvmodsigelse været kendt længe før Paulus' tid.

I den græske teksttradition, Septuaginta, har man for mange tusinde år siden ændret "eneste" til elskede":

1 Mosebog 22,2 And he said, Take thy son, the beloved one, whom thou hast loved -- Isaac, and go into the high land, and offer him there for a whole-burnt-offering on one of the mountains which I will tell thee of.
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 22,12 And he said, Lay not thine hand upon the child, neither do anything to him, for now I know that thou fearest God, and for my sake thou hast not spared thy beloved son.
[.. .. ..] [. . .]
1 Mosebog 22,16 I have sworn by myself, says the Lord, because thou hast done this thing, and on my account hast not spared thy beloved son,
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)

Ændringen gør teksten ret spøjs: "din eneste søn, som du elsker" er blevet til "din elskede søn, som du har elsket". Men selvmodsigelsen er fjernet.

Når de jødiske rabbier skulle (bort)forklare særheder i Bibelen, måtte de ikke ændre i teksten eller se bort fra noget, men til gengæld måtte de gerne opfinde detaljer, der ikke står nogle steder.

God said to Abraham: "Please take your son, your only, whom you love, Isaac" (Genesis 22:2).
When God said: "Your son," Abraham said: I have two sons. When God said: "Your only," Abraham said: This son is an only son to his mother, and that son is an only son to his mother. When God said: "Whom you love," Abraham said: I love both of them. Then God said: "Isaac." And why did God prolong His command to that extent? Why did He not say Isaac's name from the outset? God did so, so that Abraham's mind would not be confused by the trauma.
(Sanhedrin 89b)

Med andre ord har der lige inden 1. Mosebog 22,2 (citeret foroven) været denne dialog, som Bibelen bare har "glemt" at fortælle om.

Gud: "Tag din søn."
Abraham: "Jeg har to sønner."
Gud: "Din eneste."
Abraham: "Denne søn er den eneste for sin mor, og den anden er den eneste for sin mor."
Gud: "Som du elsker."
Abraham: "Jeg elsker dem begge."
Gud: "Isak."

Denne "spejdersketch" forklarer naturligvis ikke alle de andre steder, hvor Isak omtales som den eneste søn.

Den første kristne bortforklaring er, at Ismael ikke tæller med, fordi hans mor var en træl.

Det må siges at være en meget u-bibelsk forklaring, og det er heller ikke det, historien lægger op til. Sarah giver netop sin slavinde til Abraham, for at barnet skal blive hendes (Sarahs) søn: »måske kan jeg få en søn ved hende« (1 Mosebog 16,2). Bibelen siger også, at Sarah »gav hende som kone til sin mand« (1 Mosebog 16,3).

Bibelen siger ikke noget om, at børn af slavinder havde ringere status. Jakob havde to koner, der hver havde en slavinde. Dette medførte, at fire af Israels 12 stammer har en træl som stammoder. Det skal også erindres, at Bibelen ikke har noget særskilt ord for "kone". Se evt. hvad Bibelen siger om polygami og hvad Bibelen siger om ægteskab.

Bibelen tager ingen forbehold, når den kalder Ismael for Abrahams søn: »Hagar fødte Abram en søn, og Abram gav sin søn, som Hagar fødte, navnet Ismael« (1 Mosebog 16,15). Tretten år senere omskar Abraham sin søn Ismael: »den dag tog Abraham sin søn Ismael […] Abraham var nioghalvfems år […] og hans søn Ismael var tretten år« (1 Mosebog 17,23-25 ).

1 Mosebog 17,23: Netop den dag tog Abraham sin søn Ismael og alle dem, der var født i hans hus, og alle dem, han havde købt, alle af mandkøn i Abrahams hus, og omskar deres forhud, sådan som Gud havde sagt til ham.
1 Mosebog 17,24: Abraham var nioghalvfems år, da hans forhud blev omskåret,
1 Mosebog 17,25: og hans søn Ismael var tretten år, da hans forhud blev omskåret.

1 Mosebog 16,2: Og Saraj sagde til Abram: "Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde; måske kan jeg få en søn ved hende." Og Abram gjorde, som Saraj sagde.

1 Mosebog 16,3: Abrams kone Saraj tog så sin trælkvinde, Hagar fra Egypten, og gav hende som kone til sin mand Abram. Abram havde da boet ti år i Kana'an.

Det er også en meget dårlig forklaring set med moderne kristne øjne. Hvis Gud tre gange lader som om, den ene søn ikke eksisterer, fordi moderen tilhører slave-klassen, ville det punktere det kristne dogme om, at Gud ikke gør forskel på nogen.

Ismael regnes ikke for Abrahams søn længere (påstås det), fordi Abraham jog ham bort, da han var et voksent spædbarn.

Men den holder heller ikke. Abraham var ked af at skulle jage Ismael væk, »fordi det var hans søn« (1 Mosebog 21,11), så Gud lovede ham, at han ville give Ismael mange efterkommere »fordi han er din søn« (1 Mosebog 21,13). Det vil sige, at Ismael ikke ophørte med at være Abrahams søn, selvom han blev jaget væk. Derved bekræftede Gud også, at de løfter Ismaels mor havde fået, »Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles« (1 Mosebog 16,10), og som Abraham havde fået, »Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til« (1 Mosebog 17,20), stadig gjaldt. Guds engel gentog snart efter løftet til Ismaels mor: »jeg vil gøre ham til et stort folk« (1 Mosebog 21,18), og vandringen i ørkenen slutter med at »Gud var med drengen« (1 Mosebog 21,20). Hverken Gud eller Abraham har altså fornægtet Ismael.

1 Mosebog 17,20: Men med hensyn til Ismael bønhører jeg dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk.

1 Mosebog 21,18: Gå hen og løft ham op, og pas på ham, for jeg vil gøre ham til et stort folk."

1 Mosebog 21,20: Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte.

Mange år senere, da Abraham døde, regnedes Ismael stadig for hans søn: »Hans sønner Isak og Ismael begravede ham« (1 Mosebog 25,9), og når Bibelen tager et tilbageblik på Ismaels efterkommere, er han stadig Abrahams søn: »Dette er Abrahams søn Ismaels slægt« (1 Mosebog 25,12). Flere kapitler senere gifter Esau sig med en »datter af Abrahams søn Ismael« (1 Mosebog 28,9), og selv i Krønikebogen er han stadig Abrahams søn: »Abrahams sønner var: Isak og Ismael« (1 Krønikebog 1,28).

Var Isak Abrahams eneste søn?

Yderligere Selvmodsigelser