Skal man ofre til Gud? Skal man ofre til Gud? 
|
Skal man ofre til Gud? Ja, naturligvis skal man det. Næsten hele 3 og 4 Mosebog er afsat til detaljer om nymåneofre, sonofre, syndofre, røgelsesofre, skyldofre, renselsesofre, festofre, højtidsofre, afgrødeofre, duftofre, brændofre, førstegrødeofre, helofre, takofre, slagtofre, drikofre måltidsofre, løfteofre, frivilligofre osv., osv.
Som et enkelt eksempel, lad os se på reglerne for de daglige ofre:
2 Mosebog 29,38 Dette skal du ofre på alteret: to årgamle lam som dagligt offer.
2 Mosebog 29,39 Det ene lam skal du ofre om morgenen, og det andet lam skal du ofre, lige inden mørket falder på.
2 Mosebog 29,40 Sammen med det ene lam skal du bringe en tiendedel efa fint mel, rørt op med en kvart hin olie af knuste oliven, og et drikoffer på en kvart hin vin.
2 Mosebog 29,41 Det andet lam skal du ofre, lige inden mørket falder på; sammen med det skal du bringe afgrødeoffer med tilhørende drikoffer som om morgenen, en liflig duft, et offer for Herren.
2 Mosebog 29,42 Det er det daglige brændoffer, slægt efter slægt, for Herrens ansigt, ved indgangen til Åbenbaringsteltet, dér hvor jeg vil åbenbare mig for jer og tale til dig.
Et dagligt offer, slægt efter slægt, en liflig duft, et offer for Herren.
Så vidt Mosebøgerne, men hvis man i stedet lytter til profeterne, får vi en anden historie. Gud har aldrig givet sådanne ordrer:
Jeremias 7,22 Jeg gav ikke jeres fædre befaling om brændofre og slagtofre, dengang jeg førte dem ud af Egypten.
Jeremias 7,23 Men dette befalede jeg dem: Adlyd mig, så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk. I skal følge den vej, jeg befaler jer, for at det må gå jer godt.
Amos bakker sin profet-kollega op: Han lader Gud et stille et retorisk spørgsmål: "Ofrede I til mig dengang i ørkenen? Dyrkede I Sakkut og Kevan i ørkenen?" Svaret på dette retoriske spørgsmål er tydeligvis et nej.(1) Jøderne ofrede hverken til Gud eller de "falske" guder i ørkenen.
Amos 5,22 Når I bringer mig jeres brændofre og afgrødeofre, tager jeg ikke imod dem, og måltidsofre af jeres fedekvæg vil jeg ikke se.
[.. .. ..] [. . .]
Amos 5,25 Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre de fyrre år i ørkenen, Israels hus?
Amos 5,26 Bar I Sakkut, jeres konge, og Kevan, jeres gudestjerne, de billeder, I har lavet jer?
Der er en interessekonflikt mellem præsterne og profeterne. I Mosebøgerne er præsterne folkets eneste kontakt til Gud. De ældste havde ikke været i "profetisk henrykkelse" siden Moses' dage (4 Mosebog 11,25), og profeter, der modsagde præsterne, skulle henrettes. Det gjaldt også for de ægte profeter! De skulle også slås ihjel.
Profeternes holdning er (naturligvis) anderledes. Samuel var enig med Jeremias i, at lydighed mod Gud var vigtigere end ofre: »Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre end lydighed mod Herren?« (1 Samuel 15,22); Hoseas sagde det samme: »Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre« (Hoseas 6,6); Esajas kastede sig (på Guds vegne, naturligvis) ud i et langt "rant" mod ofre: »Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre? siger Herren. Jeg er mæt af brændofre af væddere og fedtet af fedekvæg […] Bring ikke flere tomme afgrødeofre, røgelsesoffer væmmes jeg ved […] jeg hader jeres nymånedage og fester« osv. (Esajas 1,11-20); og Mikas var i tvivl, om han skulle ofre sin egen søn »Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?«, men konkluderede (ligesom de andre profeter), at lydighed mod Gud var bedre: »Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud« (Mikas 6,6-8).
Her har vi den dybe konflikt: På den ene side: Præsterne i Mosebøgerne, der (med Gud som talerør) beordrer jøderne til at dræbe profeter af kærlighed til Gud, og i det andet ringhjørne: Profeterne, der (med den samme Gud som talerør) konkluderer, at kærlighed til Gud er vigtigere end at adlyde præsterne.
Med hensyn til Jeremias 7,22, hvor Gud nægter nogensinde at havde givet de ordrer, der står i Mosebøgerne, kan det bortforklares med en meget bogstavelig læsning af ordene: »dengang jeg førte dem ud af Egypten«: Gud gav ikke ordrerne på vej ud af Egypten (lyder bortforklaringen), men først lidt senere, da jøderne var kommet gennem havet og ud i ørkenen.
Denne bortforklaring reducerer naturligvis verset til noget nonsens.
Man kan også forfalske Jeremias 7,22 til at sige, at Gud ikke kun vil have ofre:
Jeremias 7,22 For when I brought your ancestors out of Egypt and spoke to them, I did not just give them commands about burnt offerings and sacrifices,
(New International Version, NIV)
Jeremias 7,22 Consider this: When I spoke to your ancestors after I brought them out of Egypt, I did not merely give them commands about burnt offerings and sacrifices.
(NET Bible)
Amos' retoriske spørgsmål kan bortforklares med, at "det betyder noget helt andet". Det er præcis derfor, jeg citerer en jødisk forsker som Marc Zvi Brettler.(1)
Med hensyn til Hoseas 6,6 kan man ignorere den hebraiske tekst og istedet kigge i den græske teksttradition, Septuaginta. Her er ordet "troskab" nemlig erstattet af "barmhjertighed":
Hoseas 6,7 For I will [have] mercy rather than sacrifice, and the knowledge of God rather than whole-burnt-offerings.
(Septuaginta oversat til engelsk, af Lancelot Brenton, 1851)
Det var faktisk det trick, Jesus brugte.
Det hele kan (bort)forklares med, at Gud var vred på sit folk på grund af en eller anden synd. F.eks. skyldtes Samuels ord (»Vil Herren hellere have brændofre og slagtofre end lydighed mod Herren?«), at Kong Saul havde skånet et enkelt menneske i et folkedrab, så Gud angrede, at han havde gjort Saul til konge. Det forklarer bare ikke selvmodsigelsen: Hvordan kan det være lydighed mod Gud at ignorere hovedparten af 2, 3, 4 og 5 Mosebog?
Det underlige er, at de kristne gider at bruge tid på alle disse bortforklaringer. De kristne bærer jo ikke selv ofre frem i templet i Jerusalem, og grunden til, at de ignorerer 2, 3, 4 og 5 Mosebog er netop, at den største profet nogensinde, Jesus, stillede sig på de andre profeters side i striden med de skriftkloge. Dengang Jesus brød sabbatten, citerede han netop Hoseas 6,6: Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.
Rent tilfældigt opstod historierne om denne nye profet, der ikke ville have, man skulle ofre i templet, samtidig med, at romerne alligevel havde revet templet ned.
Men det er naturligvis et rent tilfælde.
Fodnoter: (1)
Amos makes his points about the need for repentance and about divine punishment, but not by urging the people to follow the authoritative Torah text. We can be fairly certain that his failure to mention such a text is because in his day, no such Torah existed. This claim may seem surprising. Consider, then, what Amos means when he says: "Did you offer sacrifice and oblation to Me/ Those forty years in the wilderness,/ O House of Israel?" (5:25). In context, this is clearly a rhetorical question whose answer is clearly "no." When Amos posed this question, he was taking for granted his audience's belief that the Israelites did *not* offer sacrifices during the wilderness period.
Mærker: 2 Mosebog, 3 Mosebog, 4 Mosebog, 5 Mosebog, 1 og 2 Samuelsbog, Esajas, Jeremias, Hoseas, Amos, Mikas, GT kontra NT, Septuaginta, Forfalskninger